Klage over Dragør Kommunes afgørelse vedrørende fællesareal i Lokalplan 69

Sagen omhandler en klage fra H/F [...1] over Dragør Kommunes afgørelse af 15. august 2014 vedrørende et fællesareal i Lokalplan 69 fra 2008. Lokalplanen fastlægger anvendelsen af en ejendom til kolonihaveformål, hvor et nyt kolonihaveområde, H/F [...2], er etableret. Lokalplanområdet grænser op til klagers område, H/F [...1].

Lokalplanens bestemmelser og kommunens afgørelse

Lokalplanens afsnit 3.3 udlægger fællesarealer i en bredde på 3 meter mod H/F [...1], som skal beplantes med egnskarakteristiske vækster efter særskilt godkendelse. Lokalplanens redegørelsesdel nævner, at beplantningsbæltet skal tilgodese hensynet til de berørte kolonihaver i H/F [...1], primært med hensyn til beplantningens højde, og at fællesarealet kan fungere som en "bufferzone".

Dragør Kommune godkendte den 15. august 2014 beplantningen på fællesarealet. Kommunen anførte i den forbindelse, at den ikke mente at have hjemmel til at modsætte sig gående færdsel på arealet, men forudsatte, at der ikke ville blive anlagt en egentlig gangsti, og at hele arealet skulle græsbeplantes.

Klagerens anbringender

H/F [...1] påklagede kommunens afgørelse til Natur- og Miljøklagenævnet den 23. august 2014. Klager anførte, at kommunens afgørelse reelt medfører etablering af en gangsti, hvilket er i strid med lokalplanen, især med henvisning til lokalplanens redegørelsesdel. Klager gjorde gældende, at daglig færdsel på arealet ville være til stor gene for de berørte kolonihaver i H/F [...1]. Endvidere fandt klager, at beplantningsplanen var for overordnet.

Natur- og Miljøklagenævnets vurdering

Natur- og Miljøklagenævnet behandlede sagen efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven. Nævnet bemærkede, at det er et retligt spørgsmål, om Lokalplan 69 er til hinder for, at fællesarealet ud over beplantningsbælte også anvendes til gående færdsel.

Nævnet henviste til Planloven § 18, der fastslår, at lokalplanbestemmelser er bindende over for borgerne, og at kun de egentlige lokalplanbestemmelser – og ikke redegørelsesteksten – har retsvirkning. En bindende bestemmelse skal være klart og præcist formuleret. Nævnet understregede, at der ikke er adgang til at henvise til senere præciseringer eller suppleringer, da en lokalplan kun kan ændres gennem en ny lokalplan efter proceduren i planlovens kapitel 6.

Nævnet konstaterede, at lokalplanens afsnit 3.3 udlægger arealet som fællesareal og forudsætter beplantning, men at der ikke i bestemmelsen eller i lokalplanen i øvrigt er fastsat et forbud mod gående færdsel på arealet.

Natur- og Miljøklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Dragør Kommunes afgørelse af 15. august 2014 vedrørende fællesarealet.

Begrundelse for afgørelsen

Nævnet fandt, at lokalplanens bestemmelser ikke indeholder et forbud mod gående færdsel på det udlagte fællesareal. Det blev fremhævet, at kun de egentlige bestemmelser i en lokalplan er bindende, og at lokalplanens redegørelsesdel ikke har samme retsvirkning. Da der ikke var en klar og præcis bestemmelse i lokalplanen, der forbød gående færdsel, kunne kommunens afgørelse ikke tilsidesættes på dette grundlag. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Planloven § 62, stk. 1.