Afslag på dispensation til bibeholdelse af ovenlysvinduer i strid med lokalplan

Sagen omhandler en ejendom i Esbjerg, som er omfattet af Lokalplan nr. 204-1, der har til formål at bevare og forbedre det eksisterende bymiljø. Bygherren fik oprindeligt tilladelse til at ombygge tagetagen med to altankviste og tre små kviste mod gården for at sikre et harmonisk udtryk i overensstemmelse med karrébebyggelsen.

I stedet for de godkendte kviste etablerede bygherren fire store ovenlysvinduer. Esbjerg Kommune påpegede flere gange, at dette var i strid med den meddelte tilladelse. Bygherren søgte efterfølgende om dispensation til at bibeholde ovenlysvinduerne, men kommunen meddelte afslag den 8. juli 2014. Afslaget blev begrundet med, at ovenlysvinduerne ikke var tilpasset bygningens arkitektur og virkede dominerende i forhold til de øvrige tagflader i karréen, i modsætning til det oprindeligt godkendte projekt med kviste.

Klagerens argumenter

Klageren anførte, at afslaget var truffet på et forkert grundlag og fremførte følgende punkter:

Natur- og Miljøklagenævnet stadfæstede Esbjerg Kommunes afgørelse og gav ikke medhold i klagen. Nævnet fandt, at kommunen havde den nødvendige hjemmel til at meddele afslag.

Retsgrundlaget for kommunens afgørelse

Nævnet vurderede sagen ud fra Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet kompetence til at behandle retlige spørgsmål. Lokalplanens afsnit 3, stk. 1, fastsætter, at ændringer af bebyggelsen kræver byrådets tilladelse. Denne bestemmelse fungerer som en kompetencenorm, der giver kommunen ret til at vurdere hver enkelt sag og meddele afslag. Kommunens afgørelse er baseret på et skøn, som nævnet ikke kan efterprøve, medmindre det er baseret på usaglige hensyn.

Vejledningens retslige status

Nævnet præciserede, at vejledningen til lokalplanen ikke er en juridisk bindende del af planen, men derimod et dokument, der oplyser om kommunens administrationsgrundlag og de kriterier, der lægges vægt på i den skønsmæssige vurdering. Henvisningen til vejledningen kunne derfor ikke give klageren et retskrav på at få tilladelse til ovenlysvinduer.

Vurdering af lighedsgrundsætningen

Klageren henviste til andre ejendomme i karréen med ovenlysvinduer. Nævnet fandt dog ikke, at der var tale om sammenlignelige sager. Kommunen havde påpeget, at de eksisterende vinduer på andre ejendomme var små tagvinduer til pulterrum, mens klagerens vinduer var store og dominerende. Da sagerne ikke var ens, var kommunens afslag ikke i strid med lighedsgrundsætningen. Afgørelsen stod derfor ved magt.