Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om forbud mod bebyggelse i Jammerbugt Kommune

Sagen omhandler en klage over Jammerbugt Kommunes afgørelse af 19. februar 2014, hvor kommunen nedlagde forbud mod opførelse af bebyggelse på ejendommen [adresse1] efter Planloven § 43. Ejendommen [adresse1] udgør en parcel, der i 1970 blev tinglyst med en privatretlig servitut, hvorefter den ikke måtte bebygges. En anden ejendom, [adresse2], har en andel i dette areal.

Ansøgning og kommunens forbud

Ejerne af ejendommene [adresse1] og [adresse2] ansøgte kommunen om at "flytte byggeretten" fra [adresse2] til [adresse1]. Kommunen afviste ansøgningen med den begrundelse, at den ikke har praksis for at tillade bebyggelse på arealer, der er sikret som ubebyggede fællesarealer. Kommunen vurderede, at et byggeri på ejendommen [adresse1] ville ændre områdets karakter og udtryk, og at de omkringliggende ejendomme havde en berettiget forventning om, at fællesarealet ville forblive ubebygget.

Klagerens argumenter

Klagerne anførte i deres klage til Natur- og Miljøklagenævnet, at kommunen ikke havde taget højde for, at den person, der oprindeligt lod servitutten tinglyse, nu ønskede den ændret. De mente desuden, at Skov- og Naturstyrelsen burde have været hørt i sagen. Klagerne fremhævede, at der i området er opført nyere og moderne huse, og at der aldrig har været en klar forventning om, at ejendommen [adresse1] skulle forblive ubebygget, især da de nærmest liggende ejendomme er ejet af klagerne selv. De argumenterede også for, at det ville være en fordel at flytte byggeretten fra ejendommen [adresse2], da denne delvist er klitfredet.

Kommunens svar på klagen

Jammerbugt Kommune fastholdt, at ejerforholdene ikke havde indflydelse på afgørelsen, som udelukkende var truffet ud fra planlægningsmæssigt relevante hensyn. Kommunen anførte, at Naturstyrelsen ikke var høringsberettiget, da ejendommen [adresse1] ligger uden for klitfredning. Kommunen gentog, at selvom ejerskabet af de omkringliggende ejendomme måtte have skiftet, havde de nye ejere stadig en berettiget forventning om, at fællesarealet ville forblive ubebygget.

Natur- og Miljøklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Jammerbugt Kommunes afgørelse af 19. februar 2014.

Nævnets kompetence og vurdering

Nævnet bemærkede, at det efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4 alene kan tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven. Dette inkluderer spørgsmålet om, hvorvidt kommunen har haft hjemmel til at træffe den påklagede afgørelse og om afgørelsen er truffet på et sagligt, planlægningsmæssigt relevant grundlag.

Anvendelse af Planloven § 43

Nævnet fastslog, at en kommunes mulighed for at administrere på grundlag af privatretlige servitutter fremgår af Planloven § 43. Denne bestemmelse giver kommunen hjemmel til at sikre overholdelse af servitutbestemmelser om forhold, der kan optages i en lokalplan. Servitutbestemmelsen om, at ejendommen [adresse1] ikke må bebygges, er omfattet af Planloven § 43, idet der i henhold til Planloven § 15, stk. 2, nr. 2 kan optages bestemmelser om områdets anvendelse i en lokalplan.

Konklusion

Nævnet fandt, at Jammerbugt Kommune havde hjemmel i Planloven § 43 til at meddele forbud mod det ansøgte byggeri på ejendommen [adresse1]. Kommunen havde ingen pligt til at høre andre myndigheder, herunder Naturstyrelsen, da denne ingen kompetence har i relation til Planloven § 43. På baggrund af kommunens begrundelse for afgørelsen og dens udtalelse om klagen vurderede Natur- og Miljøklagenævnet, at afgørelsen var truffet på et sagligt og planlægningsmæssigt relevant grundlag. Derfor kunne klagen ikke gives medhold.