Dispensation fra lokalplan til bygningshøjde, bebyggelsesprocent og terrænregulering i villaområde

Sagen omhandler en klage fra en nabo over Furesø Kommunes afgørelse af 23. januar 2014. Kommunen meddelte dispensation fra Lokalplan nr. 6 for villaområderne i Hareskovby til en ejendom på [adresse1]. Dispensationen tillod en forøgelse af bebyggelsesprocenten til 27 % (mod lokalplanens 25 %) og en bygningshøjde på 8,55 meter (mod lokalplanens 8,5 meter). Der blev også givet tilladelse til terrænregulering.

Klagens hovedpunkter

Klagen, indgivet den 18. februar 2014, indeholdt flere punkter:

• Sagsbehandling: Klager mente, at partshøringsfristen var udløbet, før han modtog fuld aktindsigt. Desuden blev kommunens neutralitet betvivlet, da klager mente, at kommunen havde hjulpet bygherre med ansøgningen.
• Beregninger: Klager anførte, at kommunens arealberegning var forkert, og at bygningshøjden overskred det tilladte med ca. 40 cm, ikke 3-4 cm, som kommunen anførte. Dette skyldtes uenighed om det korrekte niveauplan for ejendommen.
• Terrænregulering: Der var bekymring for arten og oprindelsen af det materiale, der var brugt til terrænregulering, da bygherre kun havde dokumenteret en mindre del af det tilkørte materiale.
• Servitut: Klager påpegede, at byggeriet overskred en tinglyst oversigtslinje, hvilket bygherre ikke havde søgt om dispensation for.

Kommunens bemærkninger til klagen

Furesø Kommune fastholdt sin afgørelse og adresserede klagepunkterne:

• Aktindsigt: Kommunen beklagede en forsinkelse i aktindsigten grundet en intern fejl, men anførte, at alle dokumenter efterfølgende var fremsendt.
• Bebyggelsesprocent: Forøgelsen skyldtes bl.a. efterisolering af det eksisterende hus, hvilket er tilladt uden at det medregnes i etagearealet ifølge bygningsreglementet.
• Bygningshøjde: Kommunen vurderede efter landinspektørmålinger, at det korrekte niveauplan var kote 23.40, ikke 23.00 som oprindeligt fastsat. Med det korrigerede niveauplan var højden 8,54 meter.
• Terrænregulering: Kommunen gav tilladelse til terrænreguleringen med henvisning til, at den var i overensstemmelse med lokalplanens principper og praksis i området. Kommunen lagde følgende til grund:

• Servitut: Kommunen bekræftede, at byggeriet overskred en tinglyst oversigtslinje, men valgte ikke at udnytte sin påtaleret, da oversigtslinjen ikke havde sikkerhedsmæssig betydning efter nutidige vejregler.

Natur- og Miljøklagenævnet gav ikke medhold i klagen og stadfæstede Furesø Kommunes afgørelse af 23. januar 2014.

Nævnets kompetence og afgrænsning

Nævnet fastslog, at det i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 4 kan tage stilling til retlige spørgsmål, herunder om kommunen lovligt kunne meddele dispensation. Spørgsmål om afgørelsens rimelighed, fortolkning af byggelovgivningen (herunder fastsættelse af niveauplan) og overholdelse af affaldsbekendtgørelsen faldt uden for nævnets kompetence.

Håndtering af servitut

Nævnet bemærkede, at en kommunes beslutning om, hvorvidt den vil håndhæve en privatretlig servitut efter Planloven § 43, ikke er en afgørelse efter planloven og derfor ikke kan påklages til nævnet.

Vurdering af bebyggelsesprocent og byggehøjde

Nævnet fandt, at dispensationerne fra lokalplanens bestemmelser om bebyggelsesprocent og bygningshøjde ikke var i strid med planens principper. Lokalplanens formål er at fastholde Hareskovbys særpræg med store grunde og kuperet terræn. De meddelte dispensationer blev anset for at være mindre afvigelser, som kommunen lovligt kunne meddele i henhold til Planloven § 19, stk. 1. Nævnet anså kommunens afgørelse for at være baseret på et sagligt skøn, som nævnet ikke kunne efterprøve.

Vurdering af terrænregulering

Lokalplanens § 7.1 blev anset for at være en kompetencenorm, der giver kommunen mulighed for efter en konkret vurdering at tillade terrænregulering. Kommunens tilladelse var baseret på en saglig vurdering af, at reguleringen var i overensstemmelse med det omgivende terræn og praksis i området. Dette skøn kunne nævnet heller ikke tilsidesætte.

Vurdering af sagsbehandling

Selvom kommunen havde begået en fejl ved ikke rettidigt at give aktindsigt, vurderede nævnet, at fejlen ikke havde haft reel betydning for klagers mulighed for at varetage sine interesser eller for sagens udfald. Klager havde efterfølgende modtaget dokumenterne og haft mulighed for at kommentere. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at antage, at kommunen havde varetaget usaglige hensyn, selvom den måtte have vejledt ansøgeren. Der var ikke tale om usaglig forskelsbehandling i strid med lighedsgrundsætningen.