Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om dispensation til terrænregulering i Kolding

Sagen omhandler en klage indgivet til Natur- og Miljøklagenævnet over Kolding Kommunes afgørelse af 31. januar 2014. Afgørelsen vedrørte en dispensation til terrænregulering på en ejendom beliggende på matr.nr. [...1] Dalby, [adresse1], Kolding. Ejendommen er omfattet af lokalplan 1018-31 Ved Dalbygård – et haveboligområde. Ifølge lokalplanens § 7.0.1 må terrænregulering i forbindelse med bebyggelse højst udgøre 0,5 meter i forhold til eksisterende terræn. Desuden fastsætter § 9.17 krav til hældning (1:3 eller mindre) og afrunding af skrånende grunde mod fællesareal og naboskel.

Ansøgning og kommunens behandling

Der blev ansøgt om tilladelse til terrænregulering på op til 0,75 meter samt en fravigelse af lokalplanens § 9.17 vedrørende afrunding i forbindelse med opførelse af et enfamiliehus. Kolding Kommune foretog partshøring den 12. september 2013 og meddelte herefter byggetilladelse og dispensation den 24. september 2013. Efter henvendelser fra klager afholdt kommunen møder med klager og bygherre og meddelte en ny dispensation den 31. januar 2014. Kommunen begrundede dispensationen med, at lokalplanens § 7.0.1 er uhensigtsmæssig/uanvendelig i det kuperede område, og at den ønskede terrænregulering ikke ville være til gene for de omkringboende.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at der var faktuelle fejl i høringsmaterialet af 12. september 2013, hvilket førte til, at klageren på et forkert grundlag oplyste, at der ikke var indvendinger mod projektet. Klageren mente desuden, at afgørelsen af 31. januar 2014 var problematisk, da terrænreguleringen ville give indsigt til klagerens have, og at Kolding Kommune ikke havde kontrolleret byggeriet. Endelig fandt klageren det stødende, at andre kunne få dispensation, når klageren selv havde brugt betydelige midler på at overholde planen ved opførelsen af sit eget hus.

Kommunens svar på klagen

Kolding Kommune oplyste, at høringen efter kommunens opfattelse indeholdt tilstrækkelige oplysninger. Kommunen bemærkede, at området er meget kuperet, og at der i flere tilfælde er dispenseret til terrænregulering op til 0,75 meter efter en individuel vurdering. Kommunen oplyste endvidere, at sagsbehandlingen er baseret på ansøgers oplysninger, og at kommunen har kontaktet bygherre vedrørende påstande om, at byggeriet ikke opføres som tilladt. Kommunen anførte desuden, at administrationen af terrænreguleringer i området er blevet lempet, siden klageren opførte sin ejendom.

Natur- og Miljøklagenævnet (NMK) har truffet afgørelse i sagen efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet hjemmel til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven. Nævnet kan derimod ikke prøve, om en dispensation er hensigtsmæssig, herunder i forhold til klagerens interesser, da dette ikke er et retligt spørgsmål.

Høringsproces og dispensationens gyldighed

NMK vurderede, at selvom indholdet af den oprindelige høring af 12. september 2013 måtte have været utilstrækkeligt, havde klageren efterfølgende, og inden kommunen traf den endelige afgørelse, fået fuldstændige oplysninger og haft mulighed for at tilkendegive sin holdning. Dette er i overensstemmelse med Planloven § 20, stk. 1, som fastsætter krav til orientering før dispensation.

Kommunens hjemmel til at dispensere

Nævnet henviste til Planloven § 19, stk. 1, der giver en kommune mulighed for at dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper. Videregående afvigelser end omhandlet i stk. 1 kan kun foretages ved tilvejebringelse af en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2. NMK præciserede, at principperne i en lokalplan typisk omfatter planens formålsbestemmelse, anvendelsesbestemmelser og den planlagte struktur, men som hovedregel ikke de mere detaljerede bestemmelser om bebyggelsens omfang, udformning og placering, medmindre disse er fastlagt for at fastholde en særlig udformning.

NMK fandt, at lokalplanens §§ 7.0.1 og 9.17 er udtryk for bebyggelsesregulerende bestemmelser og derfor ikke udgør en del af planens principper. På denne baggrund konkluderede nævnet, at Kolding Kommune havde hjemmel til at meddele dispensationen. Kommunens afgørelse var baseret på en skønsmæssig vurdering, som Natur- og Miljøklagenævnet ikke kan efterprøve. Det forhold, at kommunen har lempet administrationen siden klageren opførte sin ejendom, kunne ikke føre til et andet resultat.

Tilsyn med byggeriet

Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt byggeriet er opført i overensstemmelse med tilladelsen, bemærkede nævnet, at dette påses af kommunen som tilsynsmyndighed, jf. Planloven § 51, stk. 1.

Afgørelse

På baggrund af ovenstående kunne Natur- og Miljøklagenævnet ikke give medhold i klagen over Kolding Kommunes afgørelse af 31. januar 2014 om dispensation til terrænregulering.