Klage over Helsingør Kommunes tilladelse til anvendelsesændring af ejendom

Sagen omhandler en klage fra omboende over Helsingør Kommunes byggetilladelse af 14. oktober 2013, der tillader anvendelsesændring af en ejendom fra teater til pub/diskotek. Klagerne gjorde gældende, at byggetilladelsen var i strid med Partiel Byplanvedtægt nr. 19 for "Helsingør Bykerne", som primært udlægger området til boligformål. Klagerne anførte, at den nye diskoteksaktivitet ikke blot var sporadisk, men permanent og omfattede hele ejendommen, hvilket udgjorde en væsentlig ændring i anvendelsen og medførte ulemper for naboerne.

Områdets Regulering

Ejendommen er omfattet af Partiel Byplanvedtægt nr. 19 fra 1974. Ifølge vedtægtens Planloven § 2, stk. 1 må området kun anvendes til boligformål, med undtagelse af lovlig arealanvendelse pr. 1. maj 1973. Byplanvedtægten fastsætter desuden specifikke undtagelser, hvor byrådet kan give tilladelse til visse erhverv, herunder ølstuer og restauranter under 200 m2, jf. Planloven § 2, stk. 6. Klagerne påpegede også, at der ikke var meddelt dispensation fra byplanvedtægtens Planloven § 4, stk. 2 om bebyggelsens ydre fremtræden, og at skiltning ikke var godkendt, jf. Planloven § 4, stk. 3.

Kommunens Vurdering og Sagens Forløb

Helsingør Kommune vurderede, at anvendelsesændringen ikke afveg væsentligt fra den eksisterende teateranvendelse og derfor ikke krævede tilladelse efter planloven, men alene efter byggeloven. Kommunen anførte, at ejendommen pr. 1. maj 1973 var placeret i kategorien "offentlige bygninger", som også omfatter diskoteker. Kommunen mente, at den nuværende drift blot var en fortsættelse af hidtidig lovlig anvendelse, og at planloven ikke regulerer åbningstider eller markedsføring. Kommunen havde dog meddelt tilladelse til en flugtvejstrappe efter Planloven § 4, stk. 2, men ikke til et nyt indgangsparti eller et reklameskilt.

Klagefristens Overholdelse

Klagen blev indgivet den 16. januar 2014, efter at kommunen den 13. januar 2014 havde meddelt aktindsigt i byggesagen. Klagerne havde oprindeligt anmodet om aktindsigt den 24. november 2013. Natur- og Miljøklagenævnet skulle vurdere, om klagefristen på fire uger, jf. Planloven § 60, stk. 1, var overholdt, da byggetilladelsen kun var meddelt ansøger og ikke offentliggjort. Nævnet skulle afgøre, hvornår klagerne havde eller burde have fået kendskab til afgørelsen, især da ændringerne primært var indvendige.

Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4 og hjemviste sagen til Helsingør Kommune.

Klagefristens Overholdelse

Nævnet fandt, at klagen for så vidt angår den seneste anvendelsesændring var indgivet rettidigt. Dette skyldtes, at byggetilladelsen ikke var offentliggjort, og klagerne først fik kendskab til den den 13. januar 2014, hvorefter klagen blev indgivet den 16. januar 2014. Nævnet anerkendte, at det kunne være vanskeligt for omboende at konstatere de indvendige ændringer og skelne mellem midlertidige og permanente aktivitetsændringer i perioden efter åbningen medio oktober 2013. Klager over tidligere anvendelsesændringer blev dog afvist som for sent indgivet, jf. Planloven § 60, stk. 1.

Eksisterende Lovlig Anvendelse og Planlægningsmæssig Relevans

Nævnet vurderede, at en byplanvedtægts retsvirkninger alene vedrører fremtidige dispositioner, og at eksisterende lovlig anvendelse kan fortsætte, jf. Planloven § 18. En vis ret til ajourføring eller udvikling af aktiviteten er tilladt, men kun i meget begrænset omfang. På baggrund af en samlet vurdering af udvidelsen af den natlige åbningstid, at ejendommen nu anvendes som et samlet etablissement (ikke opdelt), planerne om en spillertunnel til støjminimering, og at aktiviteterne er af fast, tilbagevendende karakter frem for lejlighedsvis, fandt nævnet, at der var sket en planlægningsmæssig relevant ændring af anvendelsen. Denne ændring overskred den begrænsede adgang til ajourføring eller udvikling af aktiviteten. Nævnet konkluderede, at den nuværende anvendelse ikke var i overensstemmelse med den hidtidige lovlige anvendelse.

Dispensation fra Byplanvedtægten

Nævnet vurderede, om der kunne meddeles dispensation fra byplanvedtægtens anvendelsesbestemmelse efter Planloven § 19, stk. 1. Nævnet bemærkede, at dispensation kun kan meddeles i ganske særlige tilfælde, hvis anvendelsen ligger meget tæt på den umiddelbart tilladte. Da byplanvedtægtens Planloven § 2 er meget detaljeret og har til formål at begrænse generende aktiviteter i et boligområde, fandt nævnet, at det ikke var muligt at meddele dispensation til lovliggørelse af diskoteksaktiviteten. Videregående afvigelser end omhandlet i Planloven § 19, stk. 1 kan kun foretages ved tilvejebringelse af en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2.

Afgørelse

Natur- og Miljøklagenævnet hjemviste sagen til Helsingør Kommune med henblik på at sikre enten fysisk lovliggørelse (at aktiviteternes udstrækning og intensitet bringes i overensstemmelse med det tidligere niveau) eller retlig lovliggørelse (udarbejdelse af en ny lokalplan for området).