Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om fritagelse for medlemskab af grundejerforening i Kragehave Vest

Sagen omhandler en klage over Høje-Taastrup Kommunes afgørelse af 6. juni 2013, hvor kommunen meddelte dispensation fra kravet om medlemskab af en overordnet grundejerforening for Kragehave Vest. Klagen blev indgivet af ni grundejerforeninger, hvis ejendomme er omfattet af Lokalplan nr. 2.27, Lokalplan nr. 2.27.1 og Lokalplan nr. 2.27.2. Natur- og Miljøklagenævnet behandlede sagen efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4.

Baggrund for Kragehave Vest

Området Kragehave Vest er dækket af fire lokalplaner: Lokalplan nr. 2.24 (fra 2000), Lokalplan nr. 2.27 (fra 2002), Lokalplan nr. 2.27.1 (fra 2004) og Lokalplan nr. 2.27.2 (fra 2008).

Lokalplanernes bestemmelser om grundejerforeninger

Alle fire lokalplaner indeholder bestemmelser om etablering af grundejerforeninger med pligtmæssigt medlemskab for ejendomme inden for de respektive områder. Desuden giver lokalplanerne kommunen mulighed for at beslutte, at disse grundejerforeninger skal være medlem af en samlende grundejerforening for hele Kragehave Vest-området. Den samlende forening skulle varetage fællesinteresser og overtage drift og vedligeholdelse af overordnede fællesarealer.

Kommunens oprindelige beslutning og tidligere klagesag

Den 12. marts 2009 besluttede Høje-Taastrup Kommune at danne en samlende grundejerforening for hele Kragehave Vest. Denne beslutning blev påklaget til det daværende Naturklagenævn af Grundejerforeningen [...] og seniorbofællesskaberne på [adresse3]. Naturklagenævnet stadfæstede den 26. november 2010 kommunens beslutning og fastslog, at kommunen havde hjemmel i lokalplanerne til at kræve dannelse af en samlende grundejerforening med medlemspligt.

Ansøgning om fritagelse og kommunens afgørelse

I januar/februar 2013 ansøgte Grundejerforeningen [...] og de to seniorbofællesskaber kommunen om fritagelse fra medlemskab af den samlende grundejerforening. De anførte, at de stod uforstående over for at skulle drive og vedligeholde områder tilskødet andre grundejerforeninger, og at Lokalplan nr. 2.24 ikke klart beskrev fællesinteresserne for hele Kragehave Vest. De mente desuden, at [adresse1] udgjorde en skillelinje, og at beboerne i deres område ikke havde visuel kontakt med eller daglig brug af de fællesarealer, der skulle vedligeholdes af den samlende forening.

Den 6. juni 2013 traf Høje-Taastrup Kommune den påklagede afgørelse, hvor de meddelte "dispensation fra lokalplan 2.24 fra kravet om medlemskab af den overordnede grundforening for Kragehave Vest" til de ansøgende parter. Kommunen begrundede afgørelsen med, at man ikke fandt det rimeligt, at de skulle deltage i drift og vedligeholdelse af arealer, der hørte under andre lokalplaner, og at man ikke længere betragtede Kragehave Vest som et samlet område.

Klagen fra grundejerforeningerne

De ni klagende grundejerforeninger anførte, at kommunens afgørelse ikke var en lovlig dispensation, og at de havde en berettiget forventning om, at alle bidrog til fællesskabet. De mente, at der ikke var grundlag for forskelsbehandling, og at afgørelsen var i strid med lokalplanernes bestemmelser om en samlende grundejerforening. Desuden påpegede de, at kommunen havde forsømt at foretage partshøring forud for afgørelsen.

Kommunens og ansøgernes bemærkninger til klagen

Kommunen fastholdt, at det ikke var rimeligt, at de fritagne parter skulle bidrage til arealer under andre lokalplaner, og at de derfor havde meddelt "dispensation". De undlod partshøring, da klagerne var bekendte med beslutningsgrundlaget. Grundejerforeningen [...] og seniorbofællesskabet [adresse3] anførte, at kommunen havde hjemmel i Planloven § 19, stk. 1 til at dispensere, og at nævnet ikke kunne efterprøve kommunens skøn. De fremhævede forskelle i lokalplanernes ordlyd og den økonomiske byrde ved at bidrage til fællesarealer, de ikke benyttede.

Natur- og Miljøklagenævnet har truffet afgørelse i sagen om Høje-Taastrup Kommunes fritagelse af en grundejerforening og to seniorbofællesskaber fra medlemskab af den samlende grundejerforening for Kragehave Vest.

Nævnets kompetence

Nævnet fastslog, at det havde kompetence til at behandle sagen, da den vedrørte et retligt spørgsmål om kommunens hjemmel til at fritage parterne for medlemskab af den samlende grundejerforening, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 4.

Hjemmel for lokalplanbestemmelser om grundejerforeninger

Nævnet bemærkede, at Planloven § 15, stk. 2, nr. 13 giver hjemmel til at fastsætte bestemmelser i lokalplaner om oprettelse af grundejerforeninger, herunder medlemspligt og foreningens pligt til at forestå etablering, drift og vedligeholdelse af fællesarealer. Denne bestemmelse giver også hjemmel til at kræve, at grundejerforeninger sammenslutter sig med andre for tilgrænsende områder. På baggrund heraf havde kommunen hjemmel til i de fire lokalplaner at fastsætte bestemmelser om dannelse af en samlende grundejerforening for hele Kragehave Vest med medlemspligt.

Kommunens afgørelse af 2013 som ændring af tidligere beslutning

Nævnet konstaterede, at kommunens afgørelse af 6. juni 2013, benævnt som en "dispensation" fra Lokalplan nr. 2.24, reelt ikke var en dispensation fra en lokalplanbestemmelse. I stedet var der tale om en ændring af kommunens tidligere beslutning fra 12. marts 2009, hvor kommunen havde besluttet, at en samlende grundejerforening for hele Kragehave Vest skulle dannes. Ved den nye afgørelse fritog kommunen de ansøgende parter fra medlemskab, idet kommunen ikke længere betragtede Kragehave Vest som et samlet område. Dette indebar en ændring af kravet om en samlende grundejerforening for hele området til et krav om oprettelse af en fælles grundejerforening for kun en del af området.

Manglende hjemmel for kommunens ændrede beslutning

Nævnet fandt, at kommunen ikke havde hjemmel i nogen af de fire lokalplanbestemmelser til at stille krav om oprettelse af en eller flere fælles grundejerforeninger for dele af Kragehave Vest. Lokalplanernes klare ordlyd tillader kun en beslutning om dannelse af en samlende grundejerforening for hele Kragehave Vest. Kommunen havde således ikke hjemmel i lokalplanerne og dermed i planloven til at ændre sin beslutning fra 2009 på en måde, der kun forpligtede de ni klagende grundejerforeninger til at være medlemmer af en fælles grundejerforening, da denne ikke ville være en samlende grundejerforening for hele området.

Afgørelse

På baggrund af den manglende hjemmel ophævede Natur- og Miljøklagenævnet Høje-Taastrup Kommunes afgørelse af 6. juni 2013. Sagen blev hjemvist til kommunens fornyede behandling, hvor kommunen må tage stilling til, om den i det hele ønsker at fastholde sin beslutning af 12. marts 2009, eller om den generelt ønsker at frafalde kravet om oprettelse af en samlende grundejerforening.