Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om forbud efter Planlovens § 14 vedrørende etablering af høj rejsning

En ejer ansøgte Lyngby-Taarbæk Kommune om tilladelse til at etablere høj rejsning på sin ejendom uden udnyttelse af tagrummet. Kommunen kvitterede for ansøgningen og anmodede om supplerende materiale, samtidig med at de gjorde opmærksom på, at byggeriet ikke måtte påbegyndes uden tilladelse, og at sagsbehandlingstiden kunne være op til 3 måneder, potentielt længere ved særlige forhold.

Kommunens sagsbehandling og varsling af forbud

Efter modtagelse af supplerende materiale rykkede klager kommunen for en afgørelse. Kommunen meddelte herefter, at byplanudvalget havde besluttet at ændre kommuneplanen, så bebyggelse maksimalt kunne opføres i 1 etage. Kommunen spurgte, om ansøgningen skulle fastholdes, da de i så fald ville varsle et forbud efter Planloven § 14. Klager fastholdt ansøgningen, hvorefter kommunen varslede forbud mod etablering af høj rejsning, som ville få bebyggelsen til at fremstå i 1½ etage. Klager fremsatte bemærkninger til varslingen.

Forbud og klage

Sagen blev behandlet i byplanudvalget, og kommunen nedlagde den 29. maj 2013 et forbud efter Planloven § 14 for et år. Klager anfægtede ikke kommunens hjemmel til at nedlægge forbuddet, men mente, at kommunens lange sagsbehandlingstid skulle fratrækkes den etårige frist for forbuddet, og at fristen burde forkortes med 5 måneder. Klager argumenterede for, at kommunen reelt havde varslet forbuddet allerede i december 2012 telefonisk og derefter brugt korrespondancen til at vinde tid til interne politiske beslutningsprocesser. Kommunen fastholdt, at sagsbehandlingstiden var rimelig, og at der ikke var grundlag for at afkorte forbudsperioden.

Natur- og Miljøklagenævnet (NMK) behandlede sagen i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planloven. Det centrale retlige spørgsmål var, om Lyngby-Taarbæk Kommune havde hjemmel til at nedlægge et etårigt forbud mod den ansøgte etablering af høj rejsning.

Hjemmel for forbuddet

NMK fastslog, at kommunalbestyrelsen efter Planloven § 14 kan nedlægge forbud mod forhold, der kan hindres ved en lokalplan. Da en lokalplan ifølge Planloven § 15, stk. 2, nr. 7 kan indeholde bestemmelser om bebyggelsens omfang og udformning, fandt nævnet, at forbuddet vedrørte forhold, der lovligt kan reguleres i en lokalplan. Dette var heller ikke anfægtet af klager.

Sagsbehandlingstid og forbudsperiodens længde

NMK bemærkede, at nedlæggelse af forbud skal ske i overensstemmelse med forvaltningslovens regler om varsling og kontradiktion, specifikt Forvaltningslovens § 19, Forvaltningslovens § 20 og Forvaltningslovens § 21. Et forbud efter Planloven § 14 kan højst nedlægges for et år. Nævnet anerkendte, at kommunen har ret til en rimelig undersøgelses- og overvejelsestid forud for nedlæggelse af et forbud. En afkortning af den etårige frist ville kun komme på tale, hvis kommunen havde brugt uforholdsmæssigt lang tid på denne undersøgelse.

NMK vurderede, at kommunen ikke havde brugt mere tid på sagens behandling i forvaltning og udvalg, end hvad der måtte betragtes som en rimelig undersøgelses- og overvejelsestid. Nævnet understregede desuden, at en telefonisk orientering ikke kan erstatte en formel varsling.

Konklusion

På baggrund af ovenstående fandt Natur- og Miljøklagenævnet ikke grundlag for at give medhold i klagen. Kommunens afgørelse om at nedlægge forbuddet for et år blev derfor stadfæstet.