Afvisning af realitetsbehandling af klage over parkeringsplads og legeplads grundet overskredet klagefrist

En genbo til ejendommen på [adresse4] i Aarhus klagede den 17. januar 2013 over, at placeringen af en parkeringsplads og udvidelsen af en legeplads ikke var i overensstemmelse med byplanvedtægt nr. 17. Klageren anførte, at byplanvedtægtens § 3 foreskriver, at parkeringsarealer skal udlægges i specifikke områder (A2, A3 og A5) som vist på kortbilaget, men at parkeringspladsen var etableret foran klagerens rækkehus uden dispensation.

Baggrund for klagen

Klageren har siden 1987 klaget over støj fra parkeringspladsen, især efter en udvidelse, hvor bygninger blev sammenbygget, og åbningstiderne blev udvidet til ungdomsklub om aftenen. Dette medførte en stigning i antallet af unge og skabte et "megafon-amfiteater"-lignende miljø. I 2004 skete yderligere udvidelser, hvor parkeringspladsen blev omringet af en 8,5 meter høj vinkelbygning, hvilket forværrede støjgenerne fra biler og knallerter.

Klageren henvendte sig den 31. august 2012 til kommunen (Teknik og Miljø) vedrørende byggetilladelsen fra 2008 til udvidelse af legepladsen, som ifølge klageren strakte sig ud over det tilladte område A5. Samtidig blev der klaget over parkeringspladsens placering, som kommunen angiveligt havde ignoreret i forhold til byplanvedtægtens krav om 32 parkeringspladser.

Kommunens svar og tidligere afgørelser

Kommunen (Børn og Unge) svarede den 22. november 2012, at en aftale fra 2004 med Aarhus Vand tillod brug af en del af nabomatriklen til legeområde, og at byplanvedtægten ikke forbød leg på arealet. Vedrørende parkeringspladsen anførte kommunen, at kortbilaget alene var en illustration af plads til 32 parkeringspladser, og at indretningen var godkendt. Bygningsinspektoratet meddelte den 6. december 2012, at kommunen ikke havde hjemmel til at forholde sig til privatretlige aftaler, og at parkeringspladsen var godkendt i 1978/79 baseret på antallet af pladser, ikke den specifikke placering.

Kommunen supplerede den 19. marts 2013 med, at parkeringspladsen, selvom den ikke var placeret som vist på kortbilaget, opfyldte kravet til antal p-pladser. Da parkeringspladsen havde haft samme placering i 34 år, anså kommunen indsigelsen for forældet. Vedrørende støjgener henviste kommunen til en tidligere afgørelse fra Natur- og Miljøklagenævnet af 5. marts 2012 (NMK-10-04421), der stadfæstede kommunens påbud om støjgrænser. Legepladsudvidelsen i 2004 var ifølge kommunen i overensstemmelse med byplanvedtægtens delområde A4, der er udlagt til fritidsformål.

Klagerens supplerende bemærkninger

Klageren fastholdt den 24. juni 2013, at byplanvedtægten ikke var overholdt, og at parkeringspladsen nemt kunne flyttes for at reducere støj. Klageren påpegede, at problemerne med parkeringspladsen for alvor startede med etableringen af junior- og ungdomsklubben, og at legepladsudvidelsen var en udvidelse af en virksomhed, ikke et fritidsformål.

Natur- og Miljøklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over placering af parkeringspladsen og udvidelse af legepladsen ved ejendommen [adresse4]. Afvisningen skyldtes, at klagefristen var overskredet.

Retligt grundlag for afgørelsen

Nævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 4. Klagefristen for sådanne afgørelser er fire uger, jf. Planloven § 60, stk. 1. Hvis en afgørelse ikke meddeles eller offentliggøres direkte, regnes klagefristen fra det tidspunkt, hvor klageren har fået kendskab til afgørelsen. Praksis tilsiger, at fristen regnes fra det tidspunkt, hvor klageren har eller burde have fået kendskab til afgørelsen, for eksempel ved igangsættelse af et byggeri.

Nævnets vurdering af klagefristen

Natur- og Miljøklagenævnet lagde til grund, at legearealet uden for institutionens ejendom har været anvendt siden 2004, og at parkeringspladsen blev anlagt i 1979. Ingen af disse forhold er væsentligt ændret i de seneste mange år. Klageren har således haft kendskab til både legearealet og parkeringspladsen i meget lang tid. På denne baggrund fandt nævnet, at klagefristen var overskredet. Nævnet vurderede, at det forhold, at klageren igennem årene i stigende grad var blevet generet af støj i forbindelse med institutionens udvidelser, ikke kunne føre til et andet resultat. Klagen blev derfor afvist fra realitetsbehandling.