Afgørelse om afslag på dispensation til fast hegn i Sønderborg Kommune

Sagen omhandler en klage over Sønderborg Kommunes afslag på etablering af fast hegn i skel mod sti og friareal på ejendommen [adresse1] 17A, 6470 Sydals. Klagen blev indbragt for Natur- og Miljøklagenævnet af ejendommens ejer den 16. december 2012.

Ansøgning og Kommunens Afslag

Den 14. september 2012 ansøgte ejeren om tilladelse til at opsætte et cykelskur, udskifte/etablere hegn og renovere/etablere to terrasser i forbindelse med sammenlægning af to grunde ([adresse1] 17 og 17A). Det ansøgte hegn skulle opføres som en hvidpudset 1-stensvæg med helstens søjler og omkranse den samlede ejendom, herunder i det østlige skel mod en naboejendom, i det vestlige skel mod en sti, og i det sydlige skel ud mod havet. Derudover skulle der etableres to hegn langs terrasserne inde på grunden.

Sønderborg Kommune meddelte den 22. november 2012 afslag på dispensation fra Lokalplan HØ 20.1, § 10, stk. 2, specifikt vedrørende etablering af fast hegn i skel mod sti og friareal på [adresse1] 17A. Lokalplanens § 10, stk. 2, fastsætter, at hegn i skel mod vej, plads, sti og friareal ved nyetablering kun må ske som levende hegn eller hæk.

Klagerens Anbringender

Klageren anførte flere punkter i sin klage:

• Ansøgningen var ikke behandlet for den samlede ejendom ([adresse1] 17 og 17A), men kun for [adresse1] 17A.
• Afslaget på dispensation redegjorde ikke for, hvilke af de ansøgte hegn det vedrørte.
• Der var tale om forskelsbehandling, da det var blevet kutyme i området at etablere faste hegn i skel og mod kystlinjen. Klager henviste til flere ejendomme på [adresse1] og [adresse2] med faste hegn.
• Klager ønskede en besigtigelse af stedet sammen med kommunen for at uddybe sine idéer.

Kommunens Svar og Yderligere Korrespondance

Sønderborg Kommune oplyste, at det alene var [adresse1] 19, der havde etableret et fast hegn i skel mod vej, plads, sti og friareal, og at de øvrige hegn lå i skel mod nabo eller på egen grund. Kommunen havde ikke meddelt dispensation til fast hegn, mens Lokalplan HØ 20.1 havde været gældende. Kommunen præciserede, at afslaget kun vedrørte det faste hegn mod vej, plads, sti og friareal.

Klager fastholdt, at flere ejendomme havde faste hegn mod stier og veje, og at der var tale om forskelsbehandling, uanset om disse hegn var etableret lovligt eller ulovligt. Kommunen vurderede, at nogle af de nævnte hegn var støttemure (som er tilladt) eller etableret før Lokalplan HØ 20.1.

Kommunen oplyste den 3. april 2014, at den ville undersøge forholdene nærmere for de nævnte ejendomme, herunder [virksomhed1], og få eventuelle ulovlige hegn lovliggjort i henhold til Planlovens § 51, stk. 1 og Planlovens § 51, stk. 5, som pålægger tilsynsmyndigheden at foranledige ulovlige forhold lovliggjort, medmindre de har underordnet betydning. Klager bemærkede, at kommunen selv havde fjernet levende hegn ved [adresse1] 19, hvilket yderligere understregede den oplevede forskelsbehandling.

Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål, herunder om kommunen har udøvet usaglig forskelsbehandling. Nævnet kan derimod ikke efterprøve kommunens skønsmæssige vurdering af, om en afgørelse er hensigtsmæssig.

Afgørelsens Omfang

Nævnet lagde til grund, at Sønderborg Kommunes afslag af 22. november 2012 alene vedrørte etablering af fast hegn i ejendommens vestlige skel mod en sti og sydlige skel mod havet (friareal). De øvrige ansøgte forhold, såsom hegn i skel mod nabo og ved terrasser, blev betragtet som umiddelbart tilladt.

Lokalplanens Bindende Virkning og Dispensation

Det blev fremhævet, at bestemmelserne i en lokalplan er bindende over for borgerne i henhold til Planlovens § 18. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, forudsætter, at kommunen kan og vil dispensere fra lokalplanbestemmelserne, jf. Planlovens § 19, stk. 1. Kommunens afgørelse om ikke at meddele dispensation er baseret på en skønsmæssig vurdering.

Lighedsgrundsætningen og Kommunens Tilsynspligt

Nævnet vurderede spørgsmålet om usaglig forskelsbehandling i henhold til lighedsgrundsætningen, som indebærer, at ens sager som udgangspunkt skal have samme resultat. Kommunen må ikke udøve usaglig forskelsbehandling uden en saglig begrundelse.

Kommunen havde oplyst, at den ville undersøge forholdene på de ejendomme, hvor der muligvis var etableret faste hegn i strid med lokalplanen, og at eventuelle ulovlige hegn ville blive lovliggjort. Dette er i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens tilsynsforpligtelse efter Planlovens § 51, stk. 1, som pålægger kommunen at påse overholdelsen af planloven og lokalplaner. Endvidere skal tilsynsmyndigheden foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet betydning, jf. Planlovens § 51, stk. 5.

Konklusion

På baggrund af kommunens tilsagn om at undersøge og lovliggøre eventuelle ulovlige hegn fandt Natur- og Miljøklagenævnet ikke, at kommunens afslag i den aktuelle sag var udtryk for usaglig forskelsbehandling af klager. Nævnet kunne derfor ikke give medhold i klagen over Sønderborg Kommunes afgørelse af 22. november 2012 om afslag på etablering af fast hegn i skel mod sti og friareal.