Stadfæstelse af afslag på landzonetilladelse til opførelse af badehus

Middelfart Kommune afslog den 6. september 2017 en ansøgning om landzonetilladelse til opførelse af et 10 m2 badehus på ejendommen [adresse1]. Det ansøgte badehus skulle erstatte et eksisterende badehus på 4,3 m2. Ejendommen ligger i landzone inden for kystnærhedszonen og er udlagt som rekreativt område i kommuneplan 2013 (kommuneplanramme R.02.01), hvor der kun må opføres mindre bygninger nødvendige for områdets anvendelse, eller genopføres bygninger i deres eksisterende lovlige omfang.

Kommunens begrundelse for afslag

Kommunen begrundede afslaget med, at en bygning på 10 m2 ville være væsentligt større end den eksisterende på 4,3 m2. Kommunen vurderede, at en udvidelse ville intensivere anvendelsen og ændre områdets karakter i strid med kommuneplanen, hvilket ville påvirke oplevelsen af bygningsmassen og opfattelsen af området som offentligt rekreativt. Afslaget blev givet med henvisning til Planloven § 35, stk. 1.

Klagerens anbringender

Klageren klagede til Planklagenævnet den 2. oktober 2017 og anførte navnlig, at der forelå forskelsbehandling. Klageren henviste til en tidligere sag vedrørende nabogrunden [adresse2], hvor Natur- og Miljøklagenævnet havde tilladt et badehus på 10 m2, der før var ca. 7 m2. Klageren påpegede, at kommunen tidligere havde en praksis, hvor badehuse under 10 m2 kunne udvides til 10 m2, og at andre ejendomme, herunder [adresse4], havde fået tilladelse til udvidelse. Klageren mente derfor at have en berettiget forventning om en lignende tilladelse. Klageren klagede desuden over en lang sagsbehandlingstid på 6 måneder hos kommunen.

Kommunens bemærkninger til klagen

Kommunen oplyste, at den tidligere praksis med at tillade udvidelser op til 10 m2 var ændret efter en afgørelse fra Planklagenævnet (NMK-31-01855 af 16. august 2017). Kommunen fremhævede, at den ansøgte udvidelse på 133 % (fra 4,3 m2 til 10 m2) var en væsentligt større forøgelse end de tidligere tilladte udvidelser på Strandstien, som typisk var mellem 39 % og 43 %. Kommunen fastholdt, at der skulle foretages en konkret og individuel vurdering i hver sag, og at klageren ikke kunne have en berettiget forventning om tilladelse baseret på den tidligere praksis eller naboejendommens sag, da udvidelsens omfang var markant større.

Planklagenævnet stadfæstede Middelfart Kommunes afgørelse om afslag på landzonetilladelse. Nævnet fandt, at landskabelige hensyn talte afgørende imod en tilladelse, og at det ansøgte ikke kunne anses for at være af underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser i kystområderne, jf. Planloven § 5 a, stk. 1 og Planloven § 35, stk. 3.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet er kompetent til at behandle klager over kommunale afgørelser efter Planloven § 35, stk. 1, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 1. Nævnet kan dog ikke behandle klager over kommunernes sagsbehandlingstider.

Vurdering af lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet vurderede, at der ikke var tale om usaglig forskelsbehandling. Nævnet lagde vægt på, at den ansøgte udvidelse på 133 % (5,7 m2) var markant større end de tidligere tilladte udvidelser på andre ejendomme i området, som typisk var omkring 39-43 %. Nævnet fandt, at de andre sager ikke var sammenlignelige, og at kommunen havde ret til at ændre sin praksis, forudsat at ændringen var generel, baseret på planlægningsmæssige hensyn og blev fulgt konsekvent. Kommunen havde ændret sin praksis efter en tidligere afgørelse fra Planklagenævnet, hvilket betød, at der nu blev foretaget en konkret vurdering af hver sag, herunder forøgelsen af bygningsarealet.

Vurdering af berettigede forventninger

Nævnet fandt ikke, at klageren havde en berettiget forventning om at opnå tilladelse. Den tidligere udtalelse fra en sagsbehandler i 2015 vedrørte naboejendommen [adresse2] og udgjorde derfor ikke et bindende forhåndstilsagn for ejendommen [adresse1].

Generelle hensyn og kystnærhedszonen

Planklagenævnet understregede, at landzonereglerne, jf. Planloven § 35, stk. 1, har til formål at forhindre byspredning og sikre varetagelsen af landskabelige, rekreative og arealressourcemæssige hensyn. I kystnærhedszonen gælder en restriktiv praksis, hvor der som udgangspunkt ikke bør gives landzonetilladelse til bygninger, der er større end de eksisterende. Nævnet lagde vægt på, at en tilladelse ville være i strid med kommuneplanen, områdets karakter med mange smalle grunde langs kysten, og at en intensiveret brug af bygningen ville påvirke landskabet negativt. Præcedenshensyn blev tillagt betydelig vægt for at forhindre en uønsket ændring af områdets karakter.

Afgørelsens endelighed

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Gebyr

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har afvist sagen, klagen ikke er tilbagekaldt, og nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.