Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse og dispensation til forsøgsvindmøller i Esbjerg
Dato
23. januar 2018
Nævn
Planklagenævnet
Eksterne links
Læs hele sagenKategori
Planloven, landzone (efter 1. februar 2017)Planloven, retlig (efter 1. februar 2017)
Højdepunkt
Afgørelse i klagesag om Esbjerg Kommunes landzonetilladelse og dispensation fra lokalplan
Lovreferencer
Esbjerg Kommune meddelte den 17. november 2016 landzonetilladelse og dispensation fra lokalplan nr. 11-030-0002 til etablering af to forsøgsvindmøller på ejendommene med matrikelnumrene [matrikel1], [matrikel2] og [matrikel3] Måde, Esbjerg Jorder. En borgerforening klagede over denne afgørelse til Natur- og Miljøklagenævnet, og sagen blev pr. 1. februar 2017 overført til Planklagenævnet. Klagen omhandlede primært, at dispensationen stred mod lokalplanens formål, idet vindmøllerne angiveligt ikke var forsøgsvindmøller, og at deres størrelse oversteg det tilladte for landbaserede møller. Desuden blev det anført, at møllerne blev opstillet for tæt på nabobebyggelse, og at kommunen var inhabil i sagen. Klagen vedrørte også forhold til statslig planlægning, herunder et jernbanetracé. Planklagenævnet fandt klageren klageberettiget. Kommunens afgørelse omfattede dispensation fra lokalplanens fastsatte placering af mølle 1 samt rotordiameter og vejenes dimensioner for begge møller. Kommunen vurderede, at dispensationerne ikke var i strid med lokalplanens formål og anvendelsesbestemmelser, og at det planmæssige grundlag var tilvejebragt gennem statslig VVM-redegørelse og kommuneplanlægning.
Området og lokalplanen
Området ligger i landzone og er omfattet af Naturbeskyttelsesloven § 3, kystnærhedszonen og strandbeskyttelseslinjen, samt tæt på flere Natura 2000-områder. Det er omfattet af kommuneplanramme nr. 11-0-030-070/071/080/090/091/111/121 og lokalplan nr. 11-030-0002. Lokalplanens formål er at sikre området anvendt til forsøgsvindmøller med en totalhøjde på 200 m og at hindre miljøkonflikter. Lokalplanen fastsætter et afstandskrav på mindst 4 gange møllens højde (800 m) til nærmeste nabobeboelse, og forudsætter nedlæggelse af beboelse for ejendomme, der ikke overholder dette krav.
Klagepunkter
Klageren fremførte flere specifikke punkter:
- Støjforhold: Klageren anførte, at der var behov for en fornyet vurdering af effektforøgelsens konsekvenser for den samlede støjpåvirkning fra møllerne. Planklagenævnet havde dog ikke kompetence til at behandle disse klagepunkter, da de reguleres af Bekendtgørelse om støj fra vindmøller § 13.
- Myndighedsinhabilitet: Klageren mente, at Esbjerg Kommune var inhabil på grund af økonomiske interesser i projektet. Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at antage myndighedsinhabilitet, da projektet drives af private, og økonomisk fordel for borgere eller virksomheder i en kommune ikke medfører inhabilitet.
- Dispensation til forsøgsvindmøller: Klageren anførte, at møllerne ikke var forsøgsmøller, og at deres størrelse oversteg 150 m, hvilket er i strid med Bekendtgørelse om planlægning mv. for vindmøller § 2, stk. 2. Kommunen fastholdt, at der var tale om forsøgsmøller, og at ansøgeren skulle dokumentere dette med gyldigt certifikat og forsøgsplan inden idriftsætning.
- Afstand til nabo: Klageren gjorde gældende, at ejendommen [adresse1] ikke reelt var nedlagt, selvom den lå mindre end 300 m fra en af de nye vindmøller. Kommunen mente, at afstandskravet ikke gjaldt, da beboeren var medejer af projektet med en ejerandel på 0,201 % og havde bestemmende medindflydelse. Planklagenævnet vurderede aftalen om medejerskab og fandt, at den ikke opfyldte hensynet bag afstandskravet, da beboerens indflydelse var begrænset, og hun var forpligtet til at afhænde sin ejerandel, hvis hendes standpunkter reducerede produktionen.
- Forhold til statslig planlægning: Klageren anførte, at møllernes placering stred mod statslige bindinger, især i forhold til et udlagt jernbanetracé. Planklagenævnet tog ikke stilling til dette klagepunkt, da afgørelsen blev ophævet på grund af afstandskravet.
Planklagenævnet ophævede Esbjerg Kommunes afgørelse af 17. november 2016 om landzonetilladelse og dispensation fra lokalplan nr. 11-030-0002 til forsøgsvindmøller på de pågældende ejendomme. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.
Planklagenævnets kompetence
Planklagenævnet har kompetence til at behandle en kommunes afgørelse efter Planloven § 35, stk. 1 vedrørende landzoneforhold samt retlige spørgsmål i forbindelse med dispensationer fra lokalplaner, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 1 og Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Klagepunkter vedrørende støjforhold blev ikke behandlet af nævnet, da disse reguleres af Bekendtgørelse om støj fra vindmøller § 13, og kommunens afgørelser herom ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.
Vurdering af myndighedsinhabilitet
Planklagenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at der forelå myndighedsinhabilitet hos Esbjerg Kommune. Det forhold, at et projekt kan være en økonomisk fordel for borgere eller virksomheder i en kommune, medfører ikke, at der foreligger myndighedsinhabilitet.
Vurdering af dispensation til forsøgsvindmøller
Nævnet lagde til grund, at kommunen inden idriftsætning af møllerne ville påse, at det var dokumenteret, at der var tale om forsøgsvindmøller. På dette punkt kunne Planklagenævnet derfor ikke give medhold i klagen.
Vurdering af afstand til nabo
Planklagenævnet fandt, at kommunens landzonetilladelse og dispensation fra lokalplan nr. 11-030-0002 til at opstille to vindmøller i en afstand af mindre end 4 gange møllernes totalhøjde var i strid med Bekendtgørelse om planlægning mv. for vindmøller § 2, stk. 3. Dette skyldtes, at aftalen om medejerskab med beboeren på [adresse1] ikke opfyldte hensynet bag afstandskravet. Selvom beboeren havde en lille ejerandel og angiveligt "væsentlig indflydelse", var hendes indflydelse reelt begrænset, og hun var forpligtet til at afhænde sin ejerandel, hvis hendes handlinger reducerede produktionen. Nævnet vurderede, at beboeren primært havde ret til at være enig, men ikke uenig, med de øvrige ejere, og at aftalen ikke sikrede den væsentlige indflydelse på driften, som undtagelsesbestemmelsen i Bekendtgørelse om planlægning mv. for vindmøller § 2, stk. 8 forudsætter for vindmølleejerens beboelse.
Planklagenævnet har på baggrund af ovenstående ikke fundet anledning til at tage stilling til klagepunktet om, hvorvidt møllernes placering i relation til det udlagte jernbanetracé er i strid med statslige bindinger.
Lignende afgørelser