Planklagenævnets afgørelse om afslag på landzonetilladelse til solcelleanlæg i Høje-Taastrup Kommune

Planklagenævnet modtog en klage over Høje-Taastrup Kommunes afslag på en landzonetilladelse til opsætning af et solcelleanlæg på en ejendom i [adresse1]. Sagen blev oprindeligt klaget til Natur- og Miljøklagenævnet den 11. oktober 2016 af ansøgeren og blev overført til Planklagenævnet den 1. februar 2017 i henhold til Lov om Planklagenævnet § 14, stk. 2.

Ansøgningens indhold og ejendommens karakter

Ansøgningen omhandlede et solcelleanlæg bestående af 40 paneler med et samlet areal på 67,56 m², der skulle opføres som et markanlæg cirka 70 meter fra den eksisterende bebyggelse på ejendommen. Ejendommen er en landbrugsejendom på cirka 4,4 hektar, der anvendes som hobbylandbrug, og er bebygget med en bolig samt tre landbrugsbygninger. Det ansøgte solcelleanlæg ønskedes placeret inden for et område med kulturhistorisk værdi og et særligt værdifuldt landbrugsområde, som defineret i Høje-Taastrup Kommunes Kommuneplan 2014.

Kommunens afgørelse og praksis

Høje-Taastrup Kommune meddelte afslag på ansøgningen. Kommunen anførte, at den som udgangspunkt ikke giver tilladelse til nye anlæg, der etableres uden tilknytning til eksisterende bebyggelse. Kommunens praksis fastlægger, at et anlæg har tilknytning, når det placeres inden for en afstand af cirka 20-25 meter fra bebyggelsen, dog med mulighed for en konkret vurdering. Kommunen fremhævede, at det åbne land i Høje-Taastrup Kommune er under stort pres for ny udvikling, og at kommunen derfor er meget tilbageholdende med at give tilladelse til spredtliggende anlæg, især med henblik på præcedenseffekten. Den ansøgte placering på bar mark, cirka 70 meter fra eksisterende bebyggelse, overskred væsentligt kommunens normale tilladelsespraksis, og der forelå ingen særlig begrundelse for denne placering.

Ansøgers klage og kommunens bemærkninger

Ansøgeren begrundede den ønskede placering med, at jordstykket var for smalt til store landbrugsmaskiner og derfor ikke kunne bortforpagtes. Desuden var andre jordstykker optaget af kvæg, og en placering i haven ville forringe ejendommens værdi. Placering på taget af den sydligste bygning var heller ikke mulig på grund af skygge fra en støjvold og bygningens beskaffenhed. Ansøgeren var bekendt med muligheden for landzonetilladelse på særlige vilkår, herunder afskærmende beplantning.

Høje-Taastrup Kommune fastholdt i sine bemærkninger til klagen, at en tilladelse til den ansøgte placering ville stride mod formålet med landzonebestemmelserne om at modvirke byspredning i det åbne land. Kommunen gentog sin praksis om, at nye bygninger og anlæg skal opføres i tilknytning til eksisterende bebyggelse for at sikre et samlet udtryk og undgå spredtliggende anlæg. En afstand på 20-25 meter blev anset for at være i tilknytning. Kommunen vurderede, at den ansøgte placering ville fremstå som et selvstændigt anlæg, og at der på baggrund af luftfotos var flere egnede alternativer tættere på den eksisterende bebyggelse.

Planklagenævnet traf afgørelse i sagen i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 1 og Planloven § 35, stk. 1.

Hovedformålet med landzonereglerne er at forhindre byspredning og sikre, at bymæssig udvikling sker i planlagte områder. Reglerne skal administreres under hensyntagen til landskabelige, rekreative og arealressourcemæssige forhold samt andre samfundsmæssige interesser. Landzoneområder skal som udgangspunkt friholdes for spredt og uplanlagt bebyggelse, med undtagelse af det, der er nødvendigt for landbrug, skovbrug og fiskeri. Nævnet lagde vægt på lovens almene formål og den præcedenseffekt, afgørelsen kunne få for fremtidige sager.

Vurdering af solcelleanlæg i landzone

I sager om etablering af alternative energiforsyningsanlæg skal der foretages en konkret vurdering af de landskabelige forhold, og den samfundsmæssige interesse i at fremme vedvarende energiformer indgår også i vurderingen. Planklagenævnet er dog mere tilbageholdende med at meddele landzonetilladelse til fritstående solenergianlæg end til anlæg på tagflader. Ved vurderingen af fritstående anlæg indgår anlæggets størrelse, synlighed og placering i forhold til landskabelige interesser. Praksis tilsiger, at anlægget som udgangspunkt skal placeres i tilknytning til eksisterende bebyggelse, typisk inden for cirka 20 meters afstand.

Planklagenævnets endelige afgørelse

Planklagenævnet fandt efter en samlet vurdering ikke grundlag for at tilsidesætte Høje-Taastrup Kommunes afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at det ansøgte solcelleanlæg var af betydelig størrelse og ville fremstå meget dominerende i det omgivende landskab, hvilket strider mod de hensyn, der skal varetages med landzonebestemmelserne. Desuden blev der lagt vægt på den betydning, en tilladelse ville kunne få for andre tilsvarende sager om placering af solcelleanlæg i det åbne land.

På denne baggrund stadfæstede Planklagenævnet Høje-Taastrup Kommunes afgørelse af 26. september 2016 om afslag på landzonetilladelse til opsætning af solcelleanlægget. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne i henhold til Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.