Terrænregulering af landbrugsareal i landzone krævede ikke landzonetilladelse

Hedensted Kommune afgjorde den 31. maj 2016, at en terrænregulering på en landbrugsejendom i landzone ikke krævede landzonetilladelse. Terrænreguleringen bestod i påfyldning af jord på vandlidende markarealer med det formål at forbedre dyrkningsmulighederne. Kommunen vurderede efter en besigtigelse, at der var tale om jordforbedring med en begrænset ændring på under en halv meter, som ikke ændrede landskabets karakter.

Klagens centrale punkter

En nabo klagede over afgørelsen med følgende hovedargumenter:

• Terrænreguleringen er så omfattende, at den kræver landzonetilladelse.
• Reguleringen har medført betydelige oversvømmelser på klagerens marker.
• Klageren burde have været partshørt, inden kommunen traf sin afgørelse.

Kommunens bemærkninger til klagen

Kommunen fastholdt sin afgørelse og anførte, at terrænreguleringen var en jordforbedring af begrænset omfang, som ikke krævede tilladelse. Kommunen mente ikke, at det var dokumenteret, at reguleringen var årsag til oversvømmelser på naboejendommen, og at klageren derfor ikke skulle partshøres.

Planklagenævnet fandt, at den pågældende terrænregulering ikke krævede landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1.

Vurdering af krav om landzonetilladelse

Nævnet lagde vægt på, at terrænregulering på landbrugsarealer, der udelukkende sker for at forbedre landbrugsdriften, ikke udgør en ændret anvendelse, som kræver landzonetilladelse. Kun hvis formålet helt eller delvist er deponi af jord, vil det kræve tilladelse. I denne sag fandt nævnet, at formålet var at forbedre den jordbrugsmæssige udnyttelse af markerne.

Klagerens anbringender om oversvømmelser på sin ejendom blev ikke anset for at have betydning for den planlægningsmæssige vurdering af, om terrænreguleringen krævede landzonetilladelse.

Spørgsmålet om partshøring

Da der ikke var tale om en sag, der krævede landzonetilladelse, fandt reglerne om naboorientering i Planlovens § 35, stk. 4 ikke anvendelse.

Nævnet vurderede herefter, om klageren skulle have været partshørt efter Forvaltningslovens § 19. For at have partsstatus skal man have en væsentlig, direkte og individuel interesse, som er beskyttet af den pågældende lovgivning. Da klagerens interesse i at undgå oversvømmelser ikke er et hensyn, der varetages af planlovens landzonebestemmelser i denne sammenhæng, vurderede nævnet, at klageren ikke havde partsstatus. Kommunen var derfor ikke forpligtet til at partshøre klageren.

Planklagenævnet stadfæstede på denne baggrund Hedensted Kommunes afgørelse.