Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til indretning af bolig og udstykning

Høje-Taastrup Kommune afslog den 10. maj 2016 en ansøgning om landzonetilladelse til at indrette en bolig i en driftsbygning og udstykke ejendommen på [adresse1] i fire mindre ejendomme. Ansøger klagede over afgørelsen til Natur- og Miljøklagenævnet, og sagen blev pr. 1. februar 2017 overført til Planklagenævnet. Klager gjorde gældende, at der var en ret til at etablere en bolig i en driftsbygning efter Planlovens § 37.

Ejendommen og det ansøgte

Sagen vedrører en landbrugsejendom på ca. 9,5 ha i landzone, beliggende uden for kommuneplanens rammer for byudvikling, men nær Høje-Taastrup byzone. Ejendommen indeholder et stuehus, et enfamilieshus, en bolig indrettet i en driftsbygning samt syv driftsbygninger. Ansøgningen omfattede indretning af yderligere en bolig i en eksisterende overflødiggjort driftsbygning samt udstykning af ejendommen i fire mindre ejendomme:

• En landbrugsejendom på 2,5 ha
• En landbrugsejendom på 5,6 ha
• En beboelsesejendom på 0,8 ha
• En beboelsesejendom på 1,2 ha

Ansøger begrundede ønsket med et fremtidigt salg og vanskeligheder ved at vedligeholde de mange driftsbygninger, hvilket en udstykning og fordeling af vedligeholdelsesopgaven kunne afhjælpe.

Kommunens afslag og klagen

Kommunen afslog ansøgningen med henvisning til Planlovens § 35, stk. 1. Afslaget på indretning af bolig blev begrundet med, at der allerede var en registreret bolig i en overflødiggjort driftsbygning på ejendommen, og at det ansøgte ville stride mod landzonereglernes hovedformål samt et vilkår fra en tidligere landzonetilladelse om, at der ikke måtte etableres yderligere boliger. Afslaget på udstykning blev begrundet i, at det ville være i direkte modstrid med landzonebestemmelsernes formål og gå ud over kommunens normale praksis. Kommunen fandt ikke, at omkostningstung vedligeholdelse eller ejendommens udseende udgjorde en særlig begrundelse for tilladelse.

Klager fastholdt, at den eksisterende bolig var etableret før Planlovens § 37 trådte i kraft, og at kommunen derfor ikke kunne give afslag. Kommunen bemærkede hertil, at det var underordnet, hvornår den eksisterende bolig var etableret, da Planlovens § 37 kun kan anvendes til én bolig per ejendom. Kommunen henviste til, at yderligere en bolig og udstykning ville medføre en uønsket byrelateret spredning i det åbne land. Kommunen oplyste desuden, at der i 2000-2001 var givet afslag på en lignende ansøgning om ny bolig og udstykning på samme ejendom, og at der i 1987 var to registrerede boliger, mens BBR i 2000-2001 registrerede tre, herunder en i en driftsbygning, hvilket kommunen mente skyldtes en fejl i BBR-registreringen.

Planklagenævnet stadfæstede Høje-Taastrup Kommunes afgørelse om afslag på landzonetilladelse til at indrette en bolig i en driftsbygning og udstykke ejendommen i fire mindre ejendomme. Nævnet har kompetence til at behandle sager om landzonetilladelser efter Planlovens § 35, stk. 1 og retlige spørgsmål vedrørende Planlovens § 37, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1 og Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.

Landzoneregler og udstykning

Hovedformålet med landzonereglerne er at forhindre byspredning i det åbne land og sikre, at bymæssig udvikling sker i planlagte områder. Landzoneområder skal som udgangspunkt friholdes for spredt bebyggelse, der ikke er nødvendig for landbrug, skovbrug eller fiskeri. Nævnet lægger stor vægt på lovens almene formål og præcedens. Kravet om landzonetilladelse til udstykning skal sikre, at udviklingen sker i overensstemmelse med planlægningen og ikke bidrager til en udvikling i strid med planlovens formål. Som hovedregel gives der ikke tilladelse til udstykning, der skaber nye, frit omsættelige ejendomme i det åbne land, og udstykning til boligformål skal ske i områder udlagt til dette.

Planlovens § 37

Planlovens § 37, stk. 1 tillader, uden landzonetilladelse, at overflødiggjorte landbrugsbygninger tages i brug til håndværks- og industrivirksomhed, mindre butikker, en bolig, lager- og kontorformål m.v., hvis bygningerne ikke om- eller tilbygges væsentligt og ikke er opført inden for de seneste fem år. Ifølge Planlovens § 37, stk. 4 kan der kun etableres én bolig i én af disse bygninger, hvis der er flere tidligere bygninger på ejendommen.

Planklagenævnets konkrete vurdering

Planklagenævnet lagde til grund, at der allerede var indrettet en bolig i en overflødiggjort driftsbygning på ejendommen. Nævnet bemærkede, at undtagelsesbestemmelsen i Planlovens § 37 alene omfatter etablering af én bolig i en overflødiggjort landbrugsbygning uden udstykning. Det ville stride mod intentionerne i Planlovens § 37, stk. 4 at tillade en udstykning, der ville muliggøre indretning af bolig i mere end én overflødiggjort landbrugsbygning på ejendommen. Det var uden betydning, hvornår den eksisterende bolig var etableret. Indretningen af den ansøgte bolig krævede derfor landzonetilladelse efter Planlovens § 35, stk. 1.

Nævnet fandt ikke, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde en tilladelse til indretning af yderligere en bolig i en tiloversbleven driftsbygning. Ligeledes fandt nævnet ikke grundlag for at give tilladelse til udstykning af ejendommen som ansøgt. Nævnet lagde særlig vægt på, at udstykningerne stred mod landzonebestemmelsernes formål om at undgå nye, frit omsættelige ejendomme i det åbne land, samt hensynet til præcedens. På baggrund heraf stadfæstede Planklagenævnet kommunens afslag.