Stadfæstelse af afslag på landzonetilladelse til helårsbolig, biavlervirksomhed og chokoladefabrikation

Sagen omhandler en klage over Helsingør Kommunes afslag på landzonetilladelse til opførelse af en helårsbolig med lokaler til biavlercenter og chokoladeværksted på en ejendom i Hornbæk. Ejendommen, der er på 5.250 m2, ligger i landzone og er udpeget som kulturmiljø i et værdifuldt og sårbart landskab. På ejendommen findes et sommerhus på 45 m2 opført i 2012 og et udhus på 24 m2 opført i 1970.

Ansøgningens indhold

Ansøger ønskede at opføre en helårsbolig på 100-200 m2 i to etager, der skulle erstatte det eksisterende sommerhus. Boligen skulle også indeholde faciliteter til biavlervirksomhed, herunder slyngerum, tapperum og vaskerum, samt chokoladefabrikation. Ansøger, der har været biavler i 15 år, har bistader spredt på 11 ejendomme i området og anså den ansøgte ejendom som centralt beliggende for formålet.

Kommunens afslag

Helsingør Kommune meddelte afslag den 3. juni 2015. Begrundelsen var, at byggeriet stred mod landzonebestemmelsernes formål om at modvirke byspredning og nybyggeri i det åbne land. Kommunen fremhævede, at det eksisterende fritidshus ikke kunne konverteres til erhvervsbygning eller helårsbolig. Desuden ville en to-etagers bygning visuelt påvirke det følsomme kulturmiljø, og en helårsbolig ville potentielt kunne udvides til 250 m2 uden yderligere tilladelse. En tilladelse til erhverv ville desuden skabe uønsket præcedens. Kommunen bemærkede også, at biavl baseret på bistader på flere ejendomme betragtes som et fællesanlæg, der kræver landzonetilladelse.

Klagen til Natur- og Miljøklagenævnet

Ansøger påklagede afgørelsen og anførte, at ejendommen ikke lå i det åbne land, men var omgivet af skov. Klager mente, at en ny ejendom ikke ville blive bemærket visuelt. Det blev præciseret, at det eksisterende sommerhus ville blive revet ned, og at klager kunne acceptere en et-etagers bebyggelse uden udvidelse til 250 m2. Klager henviste også til andre ejendomme i området med erhverv og boliger i to etager.

Kommunens bemærkninger til klagen

Helsingør Kommune fastholdt, at ejendommen lå i landzone med marker omkring. Kommunen var ikke indstillet på at tillade byggeriet, selv i én etage, da beplantning kunne ændre sig over tid. Kommunen understregede sit ansvar for at varetage landskabelige og kulturhistoriske interesser og sidestillede biavl på flere ejendomme med landbrugsproduktion, der kræver landzonetilladelse. Kommunen bemærkede, at andre ejendommes anvendelse var i overensstemmelse med landzonereglerne for overflødiggjorte landbrugsbygninger.

Klagers supplerende bemærkninger

Klager accepterede, at der var tale om et fritidshus i landzone, men gentog intentionen om nedrivning og nybyggeri. Klager mente, at en ny lokalplan eller omgørelse af den eksisterende var nødvendig, hvilket kommunen ikke havde behandlet i sin afgørelse.

Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 1 og Planloven § 35, stk. 1, og stadfæstede Helsingør Kommunes afslag på landzonetilladelse. Nævnet lagde vægt på, at opførelse af ny bebyggelse eller ændret anvendelse i landzone kræver tilladelse, og at formålet med landzonebestemmelserne er at sikre landskabelige hensyn og modvirke byspredning og uplanlagt bebyggelse i det åbne land.

Vurdering af ansøgningen

Nævnet bemærkede, at selvom der var tale om nedrivning af et sommerhus og nyopførelse af en helårsbolig, var de vurderinger, der lå til grund for afgørelsen, de samme som ved konvertering, da helårsbeboelse i højere grad påvirker omgivelserne end fritidshuse. Etablering af yderligere helårsboliger i landzone bør som hovedregel ske efter nærmere planlægning og ikke ved enkeltstående landzonetilladelser. Erhverv, som ikke har forbindelse med jordbrugserhvervene, skal som hovedregel henvises til erhvervsområder i byzone.

Nævnets begrundelse for stadfæstelse

Natur- og Miljøklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Helsingør Kommunes vurdering. Nævnet lagde vægt på følgende:

• Virksomheden ligger i landzone, umiddelbart uden for kommuneplanens rammeområder for byerne, hvilket er i strid med principperne for administrationen af planlovens landzonebestemmelser og planlægningen for området.
• Der var ikke anført en planlægningsmæssig relevant begrundelse for at afvige planlovens hovedregel om, at virksomheder bør placeres inden for dertil udlagte erhvervsområder.
• Ejendommen ligger i et område, der er udpeget som kulturmiljø i værdifuldt og sårbart landskab, hvilket gør området særligt følsomt over for nyt byggeri.
• Hensynet til den uønskede præcedensvirkning, en tilladelse ville kunne få i andre tilsvarende sager, både i nærområdet og i tilsvarende områder, spillede en væsentlig rolle.

Nævnet konkluderede, at klagers anbringender ikke kunne føre til et ændret resultat. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Planloven § 62, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 9.