Ophævelse af landzonetilladelse til solfangeranlæg på grund af lokalplanpligt

Svendborg Kommune meddelte den 19. december 2014 landzonetilladelse til etablering af et solfangeranlæg på en landbrugsjord i Skårup. Anlægget var tiltænkt som et supplement til det lokale fjernvarmeværk og skulle kunne levere ca. 2.700 MWh årligt. Kommunen vurderede samtidig, at projektet ikke var omfattet af reglerne i Planlovens § 11g om særlig vurdering af anlæggets virkning på miljøet (VVM-vurdering). Denne afgørelse blev også påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet (NMK-34-00450).

Anlæggets omfang og placering

Solfangeranlægget ville bestå af ca. 440 solpaneler, der i alt udgjorde ca. 6.000 m² paneloverflade, og ville optage et areal på ca. 1,3 ha. Hertil kom en teknikbygning/vekslerstation på ca. 30 m² samt en akkumuleringstank på 1.500 m³ med en højde på ca. 12 meter og en diameter på 14,7 meter. Solpanelerne ville blive placeret, så de vendte mod syd med en hældning på ca. 35-40 grader i forhold til vandret, og ville have en højde fra terræn til overkanten på ca. 1,8 meter. Projektets samlede grundareal var på 25.000 m² (2,5 ha) og var placeret på den nordøstlige del af matriklen, der var landbrugsjord.

Afstanden fra anlægget til byzonen var på mellem 25 og 55 meter. Området lå inden for kystnærhedszonen, jf. Planlovens § 5a, og var i kommuneplanen udlagt som et område, hvor skovrejsning var ønsket. Desuden var området et OSD-område (særligt drikkevandsområde), men anlægget blev placeret uden for det boringsnære beskyttelsesområde.

Kommunens vurdering og vilkår

Kommunen vurderede, at anlægget med den ansøgte placering ikke ville påvirke oplevelsen af landskabet i væsentlig grad. Dette skyldtes anlæggets begrænsede højde og udstrækning, en afskærmende beplantning mod nærmeste bymæssige bebyggelse og den nære tilknytning til Skårup By. Kommunen fastsatte følgende vilkår for landzonetilladelsen:

• At solpanelerne placeres minimum 25 m fra naboskel mod nordvest og sydvest.
• At der etableres en afskærmende beplantning mellem solpanelerne og bebyggelserne mod nordvest og sydvest. Beplantningen måtte ikke etableres nærmere skel end 3 m.
• At den afskærmende beplantning skulle bestå af minimum 3 rækker af egnstypiske og løvfældende buske, halvbuske og enkelte træer. Hegnet skulle kunne opnå en højde på 3-5 m i løbet af 5 vækstsæsoner. Endeligt valg af beplantning skulle godkendes af Svendborg Kommune.
• At eventuel indhegning af anlægget udføres som let trådhegn i en maksimal højde på 2,2 m.
• At eventuel indhegning placeres imellem beplantningen og solpanelerne.
• At solfangeranlægget og eventuelt hegn fjernes senest 1 år efter, at anlægget er taget ud af brug.

Klager og indsigelser

Afgørelsen blev påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet af to omboende. Klagerne anførte navnlig, at solfangeranlægget ville medføre væsentlige ændringer i landskabet, visuel forurening, forringelser af dyrelivet (flagermus og sanglærker), at det fastsatte vilkår om beplantning var uden betydning, da der var tale om løvfældende træer, og at akkumuleringstanken på 12 meter i højden ikke ville kunne afskærmes. De udtrykte også bekymring for værdiforringelser af deres ejendomme og mente, at der var mulighed for alternative placeringer, som kommunen ikke havde undersøgt nærmere. Klagerne vedlagde fotos fra deres ejendomme for at illustrere den visuelle påvirkning.

Kommunen fastholdt sin vurdering og henviste til, at projektet lå inden for rammerne af, hvad der kunne meddeles landzonetilladelse til. Kommunen oplyste, at VVM-screeningen havde vurderet, at området ikke husede bilag IV-arter stationært, men kunne bruges som fourageringsområde for flagermus, og at området potentielt ville blive mere attraktivt for arterne, hvis det blev taget ud af drift og beplantet. Kommunen havde ikke stillet krav om alternative placeringer, da den alene vurderede arealets egnethed i forhold til de relevante planforhold, herunder den bynære placering.

Natur- og Miljøklagenævnet (NMK) behandlede sagen efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1, jf. Planlovens § 35, stk. 1, som omhandler landzonetilladelser. Nævnet vurderede, om projektet var omfattet af lokalplanpligt efter Planlovens § 13, stk. 2, der fastsætter, at der skal tilvejebringes en lokalplan, før der gennemføres større bygge- eller anlægsarbejder, der medfører væsentlige ændringer i det bestående miljø.

Vurdering af lokalplanpligt

NMK fandt enstemmigt, at projektets størrelse og placering indebar pligt til at udarbejde en lokalplan. Nævnet lagde vægt på, at solfangeranlægget ville ændre det bestående miljø i området væsentligt på grund af anlæggets størrelse. Solpanelerne alene udgjorde ca. 6.000 m², hvortil kom akkumuleringstanken med en højde på 12 meter og en diameter på 14,7 meter samt en teknikbygning på ca. 30 m². Det samlede projekt havde et grundareal på 2,5 ha.

Nævnet vurderede, at der ville ske en væsentlig visuel og oplevelsesmæssig ændring af arealet, som hidtil havde været anvendt som landbrugsareal i omdrift. Det forhold, at arealet ikke var særligt sårbart eller omfattet af landskabs- eller lignende udpegninger i kommuneplanen, ændrede ikke afgørende herved. Det ansøgte var placeret umiddelbart op til landsbyen, hvor det nærmeste område i kommuneplanen var udlagt til boligområde i byzone. En række borgere ville dermed blive berørt af anlægget, og nævnet fandt, at dette talte for, at det ansøgte bør baseres på en planlægning, hvorigennem områdets beboere inddrages. Endvidere lå det ansøgte inden for kystnærhedszonen, jf. Planlovens § 5a.

Det forhold, at der efter det oplyste ikke kunne forventes at være væsentlige gener i form af støj, lugt, trafik eller øget aktivitet fra anlægget, ændrede ikke på, at der efter nævnets vurdering var pligt til at udarbejde en lokalplan.

Konsekvens for VVM-vurdering

Da det aktuelle projekt var lokalplanpligtigt, ville en eventuel planlægning skulle screenes efter miljøvurderingsloven, og i forlængelse heraf skulle der træffes afgørelse om, hvorvidt der skulle udarbejdes en miljøvurdering. For ikke at foregribe udfaldet af miljøvurderingsspørgsmålet ved en eventuel planlægning, og da projektet – som følge af planlægningen – ville kunne ændre sig, vurderede nævnet, at klagen over VVM-sagen (NMK-34-00450) måtte anses for bortfaldet som følge af uaktualitet. Bygherren skulle efter den endelige vedtagelse af planlægningen – på ny, og inden for rammerne af planen – anmelde et konkret projekt, som kommunen skulle screene i henhold til VVM-bekendtgørelsen.

Afgørelse

På denne baggrund besluttede Natur- og Miljøklagenævnet enstemmigt at ophæve Svendborg Kommunens afgørelse af 19. december 2014 om landzonetilladelse til etablering af et solfangeranlæg. Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Planlovens § 62. Afgørelsen er truffet af nævnet, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 5, stk. 1.