Stadfæstelse af afslag på landzonetilladelse til erhvervsmæssig udlejning af driftsbygninger

Sagen omhandler en klage over Lolland Kommunes afslag på landzonetilladelse til ændret anvendelse af to eksisterende driftsbygninger på en landbrugsejendom til erhvervsmæssig udlejning som sukkerlager. Ejendommen, beliggende i landzone og udpeget som jordbrugsområde i Kommuneplan 2010-2022 for Lolland Kommune, er en landbrugsejendom på ca. 87,1 ha.

Ejendommens forhold og ansøgning

Ejendommen på [adresse1] er bebygget med et stuehus, en garage og to driftsbygninger på hver 1.718 m², opført i 2014. Ansøgningen vedrørte ændret anvendelse af disse to nye haller til erhvervsmæssig udlejning som sukkerlager. Ansøger oplyste, at den ene hal var driftsmæssigt nødvendig til oplag af landbrugets eget korn, og den anden som maskinhus.

Kommunens forudgående information og afslag

Det fremgår, at byggelederen på vegne af ansøger i juli 2014 forespurgte Lolland Kommune om kravene til brug af hallerne som sukkerlager. Kommunen havde allerede i foråret 2013 informeret ejeren om, at anvendelse til erhvervsmæssig udlejning af sukker ikke betragtes som driftsmæssigt nødvendigt for ejendommens drift og ville kræve landzonetilladelse, som var usandsynlig at opnå.

Lolland Kommune meddelte den 19. december 2014 afslag på landzonetilladelsen. Kommunen begrundede afslaget med, at de to haller var nyopførte (to måneder gamle) og derfor ikke opfyldte betingelserne i Planloven § 37 om anvendelse af overflødiggjorte driftsbygninger. Anvendelsen var i strid med hovedhensynene bag landzonebestemmelserne og kommunens praksis. Kommunen lagde også vægt på, at en tilladelse til ændret anvendelse af nyopførte bygninger ville kunne danne præcedens.

Klagen til Natur- og Miljøklagenævnet

Ansøger påklagede afgørelsen til Natur- og Miljøklagenævnet. Klager anførte, at der var tale om en eksisterende landbrugsejendom, hvor de gamle driftsbygninger, der havde stået siden 1845, var i dårlig stand og blev erstattet af nye. Klager argumenterede for, at bygningerne delvist blev brugt til landbrugsformål (maskiner og korn), men at der til tider ville være tomme bygninger, som kunne udlejes for at skabe ekstra indtjening og beskæftigelse. Klager mente, at det var et problem, at han var afskåret fra optimal udnyttelse efter at have investeret i totalrenovering, og at en renovering af de gamle bygninger ville have givet tilladelse uden problemer.

Lolland Kommune fastholdt i sine bemærkninger til klagen, at ansøger hele tiden havde været oplyst om de relevante bestemmelser vedrørende industriel udlejning, som ikke betragtes som driftsmæssigt nødvendigt for landbruget. Kommunen understregede, at planlovens hovedformål ikke indeholder økonomiske interesser, især ikke når ansøger på forhånd var bevidst om begrænsningerne.

Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 1, jf. Planloven § 35, stk. 1 (landzone).

Vurdering af landzonetilladelse

Nævnet bemærkede, at opførelse af ny bebyggelse eller ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer kræver tilladelse fra kommunalbestyrelsen, jf. Planloven § 35, stk. 1. En undtagelse findes i Planloven § 37, stk. 1, som tillader anvendelse af overflødiggjorte driftsbygninger til håndværks- og industrivirksomhed m.v., hvis bygningerne ikke om- eller tilbygges væsentligt, og de ikke er opført inden for de seneste 5 år.

Nævnet fastslog, at de ansøgte bygninger ikke opfyldte betingelserne for at være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i Planloven § 37. Dette skyldtes to hovedårsager:

• Bygningerne var ikke reelt overflødiggjort for landbrugsdriften, da de anvendes til driftsmæssigt nødvendige aktiviteter en del af året.
• Bygningerne opfyldte ikke kravet om at være mindst 5 år gamle, da de var nyopførte.

Nævnets afgørelse

Natur- og Miljøklagenævnet fandt efter en konkret vurdering ikke grundlag for at tilsidesætte Lolland Kommunes afslag. Nævnet lagde vægt på, at en aktivitet som den ansøgte erhvervsmæssige udlejning til sukkerlager bør henvises til et område i byzone, der er planlagt til formålet. Desuden indgik hensynet til den uønskede præcedensvirkning, en dispensation ville kunne få i andre tilsvarende sager.

Nævnet fandt ikke, at der i den konkrete sag gjorde sig særlige forhold gældende, der berettigede en tilladelse. Det blev også bemærket, at ansøger allerede forud for opførelsen af de nye driftsbygninger var blevet gjort bekendt med, at den ansøgte anvendelse ikke ville blive anset for driftsmæssigt nødvendig og derfor ville kræve landzonetilladelse, som det var usandsynligt at opnå.

På baggrund heraf stadfæstede Natur- og Miljøklagenævnet Lolland Kommunes afgørelse af 19. december 2014.