Landzonetilladelse til udvidet anvendelse af pelseri på minkfarm

Sagen omhandler Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse vedrørende en landzonetilladelse til udvidet anvendelse af et pelseri på en ejendom i Valsted, Aalborg Kommune. Tilladelsen, som blev meddelt af Aalborg Kommune den 23. juni 2014, tillader, at pelseriet på ejendommen kan anvendes til pelsning af mink fra andre ejendomme med en maksimal kapacitet på 80.000 skind pr. år. Afgørelsen blev påklaget af 10 omboende, der især anførte, at der var tale om en enorm produktionsudvidelse, og at virksomheden burde placeres i et industriområde på grund af kolossale gener for naboerne.

Historisk Baggrund for Minkfarmen

Ejendommen har en lang historie med minkproduktion. En zonetilladelse fra 1980 dannede grundlag for minkfarmen. I 2001 blev der meddelt landzonetilladelse til opførelse af 4 minkhaller og en tilbygning, hvilket blev stadfæstet af Naturklagenævnet i 2002. En ansøgning om yderligere udvidelse med 8 minkhaller blev dog afslået i 2002 af Nordjyllands Amt og stadfæstet af Naturklagenævnet, med henvisning til uholdbare miljøgener for landsbysamfundet Valsted og strid med planlovens landzonebestemmelser. I 2006 blev der meddelt landzonetilladelse til opførelse af en 600 m² stor bygning til pelseri og halmlager, som Miljøklagenævnet stadfæstede i 2007. Denne tilladelse var dog specifikt til ejendommens egen produktion, hvilket Natur- og Miljøklagenævnet præciserede i 2012.

Den Aktuelle Ansøgning og Naboernes Indsigelser

Den aktuelle ansøgning fra november 2012 omhandlede anvendelse af pelseriet til pelsning for andre farme, med en kapacitet på 80.000 skind pr. sæson. Pelseriet er i drift i 35 dage årligt, primært i november/december og få dage i marts. Ansøger oplyste, at en stor del af skindene kom fra egne farme, men også fra andre leverandører. Naboerne gjorde gældende, at der allerede ulovligt var pelset mink fra andre farme, og at de havde været udsat for utallige gener i 5-6 år, herunder støj og lugt døgnet rundt i pelsningsperioden, samt omfattende trafik. De henviste til, at pelseriet var godkendt til ca. 4.000 skind, og at en udvidelse til 80.000 skind var en 20-dobling af produktionen, hvilket de fandt uacceptabelt i et naturområde og kystnærhedszone. De mente, at virksomheden burde placeres i et industriområde.

Ansøgers og Kommunens Svar

Videncentret for Landbrug, på vegne af ansøger, bestred naboernes påstande om total ændring af anvendelsen og overdrivelse af gener. De anførte, at der kun var tale om en begrænset mertrafik i en kort periode, og at pelseriet ikke arbejdede i døgndrift. De henviste til, at pelserivirksomhed naturligt finder sted i det åbne land i forbindelse med pelsdyrfarme, og at den øgede produktion opnås ved mere intensiv brug af uændret anlægsstørrelse. Aalborg Kommune meddelte landzonetilladelsen med vilkår om transportruter og tidsbegrænsninger for tung trafik samt vedligeholdelse af vejen. Kommunen vurderede, at den udvidede anvendelse ikke ville medføre væsentlige gener for naboer, da pelsningen foregår indendørs og trafikken er begrænset. Kommunen forudsatte desuden overholdelse af miljølovgivningen, herunder opbevaring og bortskaffelse af affald.

Klagen til Natur- og Miljøklagenævnet

Klagerne fastholdt deres indsigelser og anførte yderligere, at kommunen tilsidesatte Planlovens § 35, stk. 1 ved at tillade industrivirksomhed i et naturområde. De henviste til tidligere afgørelser fra Naturklagenævnet og mente, at kommunen havde tilbageholdt væsentlige oplysninger. De satte spørgsmålstegn ved den oplyste kapacitet og anførte, at den faktiske produktion var højere. De påpegede, at afstandskravene i bekendtgørelsen om pelsdyrfarme m.v. ikke ville tillade opførelse af bygningen i dag, og at omladning af minkaffald på offentlig vej udgjorde en risiko. De mente, at der var tale om nyetablering af et erhvervspelseri, og at bygningen burde nedrives, når minkproduktionen ophørte.

Natur- og Miljøklagenævnet stadfæstede Aalborg Kommunes afgørelse af 23. juni 2014 om landzonetilladelse til, at pelseriet på ejendommen også kan anvendes til pelsning af mink fra andre ejendomme. Afgørelsen står således ved magt.

Nævnet traf afgørelse efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1, jf. Planlovens § 35, stk. 1, som bestemmer, at ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse i landzone forudsætter tilladelse fra kommunalbestyrelsen. Nævnet understregede, at det som klageinstans kun kunne tage stilling til den påklagede afgørelse om produktionsudvidelse af et pelseri i en eksisterende bygning, og ikke til selve minkfarmens drift eller eventuelle gener herfra.

Vurdering af Gener og Placering

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Aalborg Kommunes vurdering af, at den ansøgte udvidelse af pelsningen kunne tillades. Det blev lagt til grund, at pelsning af mink naturligt finder sted på landet, hvor der produceres mink, og at det er hensigtsmæssigt at samle pelsningen, hvis forholdene ikke taler afgørende imod. Nævnet bemærkede, at afstandskravene i bekendtgørelsen om pelsdyrfarme m.v. primært gælder for pelsdyrfarme og gødningsopbevaringsanlæg, men ikke for pelserier, med undtagelse af §§ 8 og 10.

Konklusion på Planlægningsmæssige og Landskabelige Forhold

Nævnet vurderede, at der ikke var planlægningsmæssige eller landskabelige forhold, som talte afgørende imod en tilladelse. Der blev lagt vægt på, at pelsningsperioden er begrænset til en specifik periode i november/december og få dage i marts, at pelsningen foregår inden døre, og at trafikken i forbindelse med pelseriet er begrænset. Efter en samlet vurdering fandt nævnet, at generne i forbindelse med pelsningen ikke var så væsentlige, at det i sig selv kunne føre til et afslag på landzonetilladelse.