Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om afslag på udstykning i landzone

Natur- og Miljøklagenævnet traf den 12. maj 2014 afgørelse i sag NMK-31-01266, der omhandlede en klage over Aarhus Kommunes afslag på udstykning af en grund med henblik på opførelse af en bolig i landzone. Afgørelsen blev truffet i henhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 1, jf. Planloven § 35, stk. 1.

Baggrund for ansøgningen

Ansøger ønskede at udstykke en del af deres landbrugsejendom på 11.053 m² beliggende i Hasselager for at opføre en ny bolig til egen brug. Baggrunden for ønsket var, at ansøgers hustru havde fået rygproblemer efter et fald og ikke længere følte sig tryg i den nuværende bolig. Klager ønskede at blive boende på ejendommen og troede, at en udstykning og opførelse af en ny bolig i haven ville være mulig, da der fortsat kun ville være én bolig tilknyttet matriklen. De eksisterende drivhuse på ejendommen var under nedtagning og ville blive fjernet i forbindelse med udstykningen.

Aarhus Kommunes afslag

Aarhus Kommune meddelte den 20. februar 2014 afslag på ansøgningen. Kommunen lagde vægt på, at ejendommen ligger i landzone og er omfattet af kommuneplanens rammeområde 220015GK, der er udlagt som grøn kile til rekreative og jordbrugsformål. I dette område må der kun opføres bebyggelse, der er nødvendig for landbrug, skovbrug, gartnerierhverv eller rekreative formål. Kommunen vurderede, at udstykning og opførelse af en ny bolig ville være i strid med kommuneplanen og formålet med planlovens landzonebestemmelser, som bl.a. er at friholde landzoneområder for ny boligbebyggelse. Kommunen bemærkede, at hensynet til kommuneplanens rammebestemmelser og landzonebestemmelsernes formål vejede tungere end de individuelle hensyn til klager og dennes hustru.

Natur- og Miljøklagenævnet stadfæstede Aarhus Kommunes afgørelse af 20. februar 2014 om afslag på udstykning og opførelse af en bolig. Nævnet lagde vægt på de planlægningsmæssige og landskabelige hensyn, der skal varetages ved administrationen af landzonebestemmelserne.

Nævnets vurdering af landzonebestemmelserne

Nævnet henviste til Planloven § 35, stk. 1, som fastslår, at udstykning og ny bebyggelse i landzone kræver kommunal tilladelse. Formålet med landzonebestemmelserne er at modvirke spredt og uplanlagt bebyggelse i det åbne land, som ikke er erhvervsmæssigt nødvendig for jordbrugserhvervene. Nævnet understregede, at den konkrete afgørelse træffes med udgangspunkt i planlægningsmæssige og landskabelige hensyn, og at lovens almene formål vægtes højt for at undgå uheldig præcedens for fremtidige lignende sager.

Praksis for boligbyggeri i landzone

Nævnet fremhævede, at praksis som altovervejende hovedregel er at meddele afslag til fritliggende boliger i det åbne land og til boligbyggeri i landområder med spredt bebyggelse. Denne restriktive praksis gælder også lige uden for landsbyer eller tæt på byzone for at sikre en klar grænse mellem by og land. Nyt boligbyggeri i landzone bør baseres på en planlægning.

Konklusion

Natur- og Miljøklagenævnet fandt, at opførelse af en bolig med den ansøgte placering var i strid med kommuneplanrammerne og de hensyn, der skal varetages med planlovens landzonebestemmelser. Nævnet lagde endvidere vægt på, at en tilladelse til det ansøgte ville kunne få en uheldig betydning for andre lignende ansøgninger i området. De af klager anførte individuelle hensyn kunne ikke føre til et andet resultat. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Planloven § 62.