Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om afslag på lovliggørelse af solcelleanlæg i landzone

Sagen omhandler Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse vedrørende et solcelleanlæg opført på terræn på en ejendom i Bindslev, der ligger i landzone. Hjørring Kommune havde tidligere meddelt afslag på lovliggørelse af anlægget, hvilket blev påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet.

Baggrund for sagen

Ejendommen er beliggende i landzone, cirka 2 km fra Tversted. Det omstridte solcelleanlæg blev opført i efteråret 2011 af ejendommens tidligere ejer. Anlægget består af to rækker solceller, hver cirka 13 meter lang, og er placeret omkring 75 meter sydøst for den nærmeste udhusbygning.

Hjørring Kommunes afgørelse

Hjørring Kommune meddelte den 20. december 2013 afslag på lovliggørelse af solcelleanlægget. Kommunen begrundede afslaget med henvisning til Planlovens § 35, stk. 1, som fastslår, at nyt byggeri og anlæg i landzone som hovedregel skal opføres i tilknytning til ejendommens øvrige bygninger, typisk inden for 20 meter. Kommunen vurderede, at solcelleanlægget og den eksisterende bygningsmasse ikke udgjorde en samlet enhed. Det blev også fremhævet, at anlægget kunne flyttes til en placering tættere på bygningerne, og at afgørelsen ville have betydning for fremtidige sager. Kommunen tilkendegav, at de var indstillet på at meddele landzonetilladelse, hvis anlægget blev placeret tættere på ejendommens bygninger.

Klagerens anbringender

Klageren, som er arving til ejendommen, anførte følgende i sin klage til Natur- og Miljøklagenævnet:

• Anlægget består af 32 solceller i to rækker, placeret 75 meter fra bygningerne.
• Den tidligere ejer handlede i god tro, da det ikke var forventet, at solceller ville blive betragtet som bygninger, og installationsfirmaet havde ikke vejledt herom.
• En flytning af anlægget ville medføre større synlighed i naturen, uanset placering inden for 20 meter fra en bygning.
• Den nuværende placering er optimal for solenergiudnyttelse og er ugeneret fra vej, naboer og natur, og anlægget er næsten kun synligt fra luften.
• Skovområder og høje træer på grunden ville reducere energiproduktionen ved en anden placering.
• Der er interesserede købere, der ønsker at bruge ejendommen til heste og ikke ønsker at blive generet af solcelleanlægget.
• Klageren mente, at sagen var et særligt tilfælde, der ikke burde danne præcedens.

Natur- og Miljøklagenævnet stadfæstede Hjørring Kommunes afgørelse om afslag på lovliggørelse af solcelleanlægget. Afgørelsen blev truffet efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1, jf. Planlovens § 35, stk. 1.

Nævnets vurdering og praksis

Nævnet lagde vægt på, at afgørelser i landzone skal træffes ud fra planlægningsmæssige og landskabelige hensyn, og at afgørelsens betydning for fremtidige sager er afgørende. Spørgsmål om lovliggørelse af allerede etablerede forhold behandles som udgangspunkt, som om der forudgående var søgt om tilladelse.

Nævnet anerkendte, at etablering af alternative energiforsyningsanlæg i visse tilfælde kan behandles lempeligere end andre anlæg i landzone, grundet den samfundsmæssige interesse i vedvarende energiformer. Dog kan dette ikke ubetinget tilsidesætte de landskabelige interesser. Nævnet er mere tilbageholdende med at meddele landzonetilladelse til fritstående solenergianlæg end til tagmonterede anlæg.

For fritstående anlæg beror tilladelsen på en konkret vurdering af størrelse, synlighed, placering og områdets karakter. Det forudsættes, at anlægget placeres i tilknytning til den eksisterende bebyggelse, typisk inden for cirka 20 meter.

Konkret vurdering af solcelleanlægget

Natur- og Miljøklagenævnet vurderede, at det ansøgte solcelleanlæg, med sin placering 75 meter fra ejendommens bebyggelse, som udgangspunkt ikke opfyldte kriterierne for at opnå en landzonetilladelse. Nævnet lagde desuden vægt på den præcedens, en tilladelse ville kunne skabe for andre tilsvarende sager om placering af solcelleanlæg i det åbne land.

Afgørelse

På baggrund af ovenstående stadfæstede Natur- og Miljøklagenævnet Hjørring Kommunes afgørelse af 20. december 2013. Nævnet bemærkede, at afgørelsen ikke tog stilling til muligheden for at meddele tilladelse, hvis anlægget blev placeret tættere på ejendommens bebyggelse.