Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om lovliggørelse af læskur på Vindinge, Nyborg

Nyborg Kommune meddelte den 2. september 2013 en lovliggørende landzonetilladelse samt dispensation fra åbeskyttelseslinjen og skovbyggelinjen til et flytbart læskur på 18 m² på en ejendom i Vindinge. Læskuret, der er en container i en klar blå farve, anvendes som læ for to ammekvæg af racen Skotsk Højland. Ejendommen ligger i landzone, delvist inden for landsbyafgrænsningen af Vindinge By, og er omfattet af både skovbyggelinjen fra Vindinge Skov og åbeskyttelseslinjen fra Vindinge Å. Området er desuden udpeget som et større sammenhængende landskabsområde og biologisk interesseområde i kommuneplanen. Kommunen begrundede tilladelsen med dyrevelfærdsmæssige hensyn, da kvæget skal have adgang til læ og tørt leje i vinterperioden, jf. dyreværnslovens regler om vintergræsning. Kommunen vurderede, at læskuret ikke var i strid med planlovens intentioner om udvikling i landzone, og at det ikke væsentligt tilsidesatte landskabsinteresserne, da det placeres i nærheden af et levende hegn og med skov ned mod ådalen. Kommunen fastsatte vilkår om, at læskuret, hvis det flyttes, skal placeres langs åbeskyttelseslinjen, og at dets udvendige sider, herunder tag, skal males i jordfarver, hvid, sort eller en blanding heraf. Danmarks Naturfredningsforening (DN) klagede over afgørelsen til Natur- og Miljøklagenævnet den 7. oktober 2013. DN anerkendte behovet for et læskur, men klagede over skurets udformning, der lignede et gammelt lastbillad, og de fastsatte vilkår. DN mente, at en sådan skæmmende bygning ikke burde tillades i et landskabeligt sårbart område og foreslog, at læskuret skulle opføres i træ. DN udtrykte desuden bekymring for, at farven hvid ville virke meget skæmmende, især hvis læskuret flyttes ud midt på marken, hvilket kommunens afgørelse tillod. DN påpegede også en uoverensstemmelse i kommunens begrundelse for dispensation fra skovbyggelinjen, hvor placeringen langs læhegnet blev fremhævet, samtidig med at flytning til åbeskyttelseslinjen blev accepteret.

Natur- og Miljøklagenævnet traf afgørelse i sagen efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1 og Naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1.

Nævnets vurdering af lovliggørelse og landzone

Nævnet bemærkede, at der var tale om lovliggørelse af et allerede etableret læskur, som skulle vurderes, som var der indgivet en forudgående ansøgning. Nævnet lagde til grund, at læskuret ikke var erhvervsmæssigt nødvendigt for ejendommens drift som landbrugsejendom og derfor krævede landzonetilladelse efter Planlovens § 35, stk. 1. Nævnet understregede, at planlovens landzonebestemmelser har til formål at værne om landskabelige og rekreative interesser og hindre uplanlagt bebyggelse i det åbne land. Byggeri, der ikke er erhvervsmæssigt nødvendigt for landbrugserhvervet, skal som udgangspunkt friholdes fra det åbne land.

Vurdering af åbeskyttelseslinjen

Nævnet henviste til Naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1, som forbyder bebyggelse inden for 150 m fra søer og vandløb. Hovedformålet med åbeskyttelseslinjen er at sikre vandløb som værdifulde landskabselementer og levesteder for plante- og dyreliv. Dispensation fra denne bestemmelse kan meddeles efter Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2 efter et konkret skøn, hvor der lægges vægt på et nødvendigt formål og undgåelse af præcedensvirkning.

Vurdering af skovbyggelinjen

Nævnet henviste til Naturbeskyttelseslovens § 17, stk. 1, som forbyder bebyggelse inden for 300 m fra skove. Hovedformålet med skovbyggelinjen er at sikre skovenes værdi som landskabselement og opretholde skovbryn som levesteder for plante- og dyreliv. Dispensation kan meddeles efter Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2 på baggrund af en afvejning af landskabelige hensyn og projektets betydning for fremtidige lignende sager.

Natur- og Miljøklagenævnets konklusion

Nævnet anerkendte, at der var en dyrevelfærdsmæssig begrundelse for læskuret, hvilket også Danmarks Naturfredningsforening havde udtrykt forståelse for. Dog vurderede nævnet, at læskuret på grund af dets udformning som en container ville være meget skæmmende, selvom det blev malet i de farver, som kommunen havde fastsat som vilkår. Hensynet til ålandskabet og skovlandskabet som værdifulde landskaber vejede afgørende imod et læskur med den pågældende udformning. Nævnet henviste desuden til kommuneplanens udpegning af området som et større sammenhængende landskabsområde. På baggrund heraf ophævede Natur- og Miljøklagenævnet Nyborg Kommunes afgørelse af 2. september 2013 om lovliggørende landzonetilladelse samt dispensationer. Sagen blev hjemvist til kommunens fornyede behandling som tilsynsmyndighed efter planloven og naturbeskyttelsesloven. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17.