Afslag på landzonetilladelse og dispensation til solcelleanlæg ved Skanderborg Sø

Sagen omhandler Skanderborg Kommunes afslag på landzonetilladelse og dispensation fra skovbyggelinjen og søbeskyttelseslinjen til opstilling af et fritstående solcelleanlæg på en ubebygget ejendom i Skanderborg. Ejendommen er beliggende i landzone og er omfattet af flere beskyttelseshensyn, herunder søbeskyttelseslinjen ved Skanderborg Sø, skovbyggelinjen samt fredningen af Skårup-Stilling-Solbjerg Søerne. Desuden ligger ejendommen inden for et særligt landskabeligt interesseområde og et geologisk interesseområde, og vejen er udpeget som et bevaringsværdigt kulturmiljø. Ansøger ejer også en tilstødende ejendom med en eksisterende bolig.

Ansøgningens indhold og placering

Ansøgningen vedrørte et fritstående solcelleanlæg på terræn, bestående af to markstativer med i alt 72 paneler, der samlet dækker et areal på 121,58 m². Hvert stativ er 18,2 m langt og 3,34 m højt. Anlægget ønskedes placeret ca. 20 m fra den eksisterende bolig på naboejendommen og ca. 65 m fra Skanderborg Sø, sydvendt på tværs af terrænkurverne for optimal soludnyttelse.

Klagerens argumenter

Klageren anførte, at solcelleanlægget reelt dækker et mindre areal (90 m²) og har en lavere højde (under 2 m) på grund af montering i en vinkel. Klageren mente desuden, at anlægget ville være afskærmet af bevoksning og dermed ikke synligt fra søen. Der blev henvist til, at Naturfredningsnævnet tidligere havde godkendt drivhuse i det fredede område, og at andre ejendomme i området havde fået tilladelser til store udvidelser. Klageren udtrykte også undren over manglende individuel information om kommuneplanens påvirkning af ejendommen og manglende alternative placeringsforslag fra kommunen. Endelig fremhævede klageren anlæggets positive bidrag til energi, miljø og natur.

Kommunens vurdering og begrundelse for afslag

Skanderborg Kommune fastholdt, at anlægget ville fremstå som et stort, fritstående anlæg på grund af dets størrelse og grundens skrånende terræn. Kommunen vurderede, at placeringen på tværs af skrænten ville bryde med den landskabelige form og tilknytningen til den eksisterende bebyggelse. Kommunen lagde vægt på, at anlægget ville påvirke oplevelsen af søen og skoven væsentligt på grund af dets synlighed fra søen og placering tæt på skovbrynet. Afslaget blev begrundet med, at anlægget var i strid med kommunens praksis for solcelleanlæg og de hensyn, der skal varetages i områder med særlige landskabelige interesser, søbeskyttelseslinjen og skovbyggelinjen. Kommunen afviste sammenligningen med naboejendommen, da denne tjener almene interesser med offentlig adgang, i modsætning til den ansøgte private ejendom. Kommunen oplyste desuden, at kommuneplanen offentliggøres digitalt, og der ikke er krav om individuel underretning af lodsejere, jf. Planlovens § 30, stk. 1.

Natur- og Miljøklagenævnet stadfæstede Skanderborg Kommunes afgørelse om afslag på landzonetilladelse og dispensation fra skovbyggelinjen og søbeskyttelseslinjen til opstilling af det fritstående solcelleanlæg.

Nævnets vurdering af landzonebestemmelserne

Nævnet vurderede sagen efter Planlovens § 35, stk. 1 om landzoneadministrationen. Selvom etablering af alternative energiforsyningsanlæg i visse tilfælde kan behandles lempeligere, kan dette formål ikke ubetinget tilsidesætte de landskabelige interesser. Nævnet er mere tilbageholdende med at meddele landzonetilladelse til fritstående solenergianlæg sammenlignet med anlæg på eksisterende tagflader. For fritstående anlæg indgår en konkret vurdering af størrelse, synlighed og placering samt områdets karakter. Det forudsættes, at anlægget placeres i tilknytning til eksisterende bebyggelse, typisk op til ca. 20 m. I dette tilfælde var afstanden fra boligen til de to solcellestativer henholdsvis ca. 20 m og ca. 32 m, og anlægget blev vurderet som betydeligt med et samlet areal på 121,58 m².

Nævnets vurdering af beskyttelseslinjerne

Nævnet vurderede også sagen i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 16, stk. 1 (søbeskyttelseslinjen) og Naturbeskyttelseslovens § 17, stk. 1 (skovbyggelinjen), hvorfra kommunalbestyrelsen kan dispensere efter Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2. Hovedformålet med sø- og åbeskyttelseslinjen er at sikre søer og åer som værdifulde landskabselementer, mens skovbyggelinjen skal sikre skovenes værdi som landskabselementer og opretholde skovbrynene. Nævnet fandt, at anlægget ville fremstå markant og som et selvstændigt byggeri, der ville påvirke oplevelsen af søen og skoven væsentligt.

Samlet vurdering

Natur- og Miljøklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Skanderborg Kommunes vurdering. Nævnet lagde vægt på, at den ansøgte placering ville være i strid med de hensyn, der skal varetages med planlovens landzonebestemmelser og naturbeskyttelseslovens søbeskyttelseslinje og skovbyggelinje. Desuden indgik det i vurderingen, at ejendommen ligger inden for et særligt landskabeligt interesseområde og geologisk interesseområde, samt at vejen er udpeget som et bevaringsværdigt kulturmiljø. Endelig blev det anset for relevant, at en tilladelse kunne føre til tilsvarende ansøgninger i området, hvilket ville skabe en uønsket præcedens. Klagerens argumenter om anlæggets størrelse og manglende information om kommuneplanen ændrede ikke nævnets samlede vurdering.