Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til nedknusningsanlæg i Odense

Natur- og Miljøklagenævnet (NMK) behandlede en klage fra Danmarks Naturfredningsforening (DNF) vedrørende Odense Kommunes midlertidige landzonetilladelse til etablering af et nedknusningsanlæg på en ejendom i Lumby, Odense. DNF argumenterede primært for, at en forurenende og godkendelsespligtig virksomhed ikke hører hjemme i det åbne land, især ikke i et område udlagt med særlige drikkevandsinteresser, men derimod i et industriområde i overensstemmelse med planlovens hovedregel.

Ejendommens karakteristika

Ejendommen er en lille landbrugsejendom på cirka 1,1 hektar, beliggende i det åbne land inden for kommuneplanens rammeområde 11.J.1. Området er udlagt som særligt værdifuldt landbrugsområde og ligger i et område med særlige drikkevandsinteresser samt inden for et indvindingsopland til et vandværk. En del af ejendommen ligger desuden inden for støjkonsekvensområdet for en nærliggende virksomhed. På ejendommen findes cirka 48.000 m² drivhuse, opført i 1960'erne, som ifølge ejeren snart er nedrivningsmodne. Et beskyttet vandløb afgrænser den nordlige del af ejendommen, og ortofotos fra 2012 viste oplag og byggeri inden for åbeskyttelseslinjen uden de nødvendige dispensationer.

Ansøgningens indhold

Ansøgningen omhandlede etablering af et permanent nedknusningsanlæg for bygningsaffald samt opbevaring af sorterede affaldstyper. De primære materialer var beton, jord med brokker, teglbrokker, jern og metal, træ, gipsplader, koks og slagger, rent glas og plast. Anlæggets kapacitet omfattede blandt andet 36.000 ton beton og 1.000 ton jord med brokker. Driften var planlagt fra kl. 07.00 til kl. 18.00 dagligt. Ansøger ønskede desuden ejendommens status ændret fra landzone til byzone og foreslog at udnytte Odense Kommunes status som frikommune til etablering af virksomhed i det åbne land. Anlægget skulle placeres nordligt på ejendommen, nord for de eksisterende drivhuse, med et oplagsareal på cirka 7.650 m². For at mindske gener var der planlagt vandingsanlæg mod støv, placering af støjende maskiner bag hegn og bygninger samt mulighed for en ekstra støjvold. Der forventedes cirka 1.000 lastbiltransporter årligt.

Sagsforløb og kommunens afgørelse

Odense Kommune havde tidligere, i 2008, meddelt afslag på en lignende ansøgning med henvisning til, at en nedknusningsvirksomhed strider mod Planlovens § 35 og bør henvises til et planlagt område. Efter en ny ansøgning i 2012 blev der dog indgået et kompromis, der resulterede i en tidsbegrænset landzonetilladelse for en treårig periode. Tilladelsen fastsatte, at nedknusning måtte finde sted maksimalt otte gange årligt, fem hverdage pr. gang, og højst én gang om måneden, dog ikke i skolernes sommerferie. Kommunen begrundede tilladelsen med, at ejendommen lå inden for lufthavnens støjkonsekvensområde, at der ikke var nære naboejendomme, og at en miljøgodkendelse ville sikre overholdelse af støjgrænser. Kommunen oplyste desuden, at det ikke havde været muligt at stille egnede erhvervsarealer til rådighed for virksomheden i nærheden af ansøgers ejendom.

Miljømæssige aspekter

Anlægget er omfattet af listebetegnelsen K206 i Bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed, hvilket kræver en miljøgodkendelse. Det er også omfattet af VVM-bekendtgørelsens bilag 2, punkt 12b, og skulle derfor VVM-screenes. Kommunen fandt, at anlægget ikke var VVM-pligtigt, da der kunne stilles særlige krav til indretning af tanknings- og oplagspladser for at forebygge grundvandsforurening. DNF fastholdt dog, at en sådan virksomhed, med de potentielle gener for omboende og miljøet, burde placeres i et dertil udlagt industriområde og ikke i et drikkevandsområde i landzone.

Natur- og Miljøklagenævnet ændrede Odense Kommunes midlertidige landzonetilladelse til etablering af et nedknusningsanlæg til et afslag. Afgørelsen blev truffet efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1, jf. Planlovens § 35, stk. 1.

Nævnets begrundelse for afslag

Nævnet lagde vægt på, at et af formålene med landzonebestemmelserne er at modvirke spredt og uplanlagt by- og erhvervsudvikling i det åbne land. Erhverv, som ikke har forbindelse med jordbrugserhvervene, skal som hovedregel henvises til erhvervsområder i byzone. Nævnet bemærkede, at overflødiggjorte drivhuse normalt ikke betragtes som bygninger, der frit kan tages i brug til håndværks- eller industrivirksomhed efter Planlovens § 37, og at den ansøgte virksomhed i øvrigt ikke skulle etableres i drivhusene, men primært udendørs på et stort areal.

Nævnet vurderede, at den ansøgte virksomhed er klassificeret som en "særligt forurenende virksomhed", der kræver miljøgodkendelse, og at hovedparten af den støjende og støvende aktivitet ville foregå udendørs. Det blev fremhævet, at kommunen tidligere havde meddelt afslag på lignende ansøgninger.

Afvisning af midlertidig tilladelse

NMK har tidligere udtalt, at det generelt er planlægningsmæssigt uheldigt at meddele tidsbegrænsede landzonetilladelser til erhvervsaktiviteter i områder, der er planlagt til anden anvendelse. Dette skyldes risikoen for, at sådanne tilladelser kan trække flere med sig i strid med gældende planer, og at omkostningskrævende investeringer kan medføre, at aktiviteterne gøres permanente. Nævnet fandt ikke, at der var anført en planlægningsmæssigt relevant begrundelse for at afvige fra planlovens hovedregel om placering af virksomheder i udlagte erhvervsområder. Dette gjaldt især i denne sag, hvor der var tale om en særligt forurenende virksomhed med naboer tæt på ejendommen. Nævnet understregede, at egentlig byudvikling, herunder etablering af industri, bør henvises til dertil udlagte arealer for at minimere risikoen for fremtidige miljøtvister.

Yderligere bemærkninger

Nævnet bemærkede desuden, at et oplag og halvdelen af en bygning ifølge ortofoto var beliggende inden for åbeskyttelseslinjen, hvilket strider mod Naturbeskyttelseslovens § 16. Tilsyn med overholdelsen af åbeskyttelseslinjen påhviler kommunen, jf. Planlovens § 51, stk. 1, som skal sørge for en retlig eller fysisk lovliggørelse af forholdene på ejendommen.

Et mindretal af nævnets medlemmer (Ole Pilgaard Andersen, Marion Pedersen og Jens Vibjerg) stemte for at stadfæste kommunens midlertidige landzonetilladelse.