Natur- og Miljøklagenævnets afvisning af realitetsbehandling i sag om udvidelse af indvindingsmængde

Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage fra Danmarks Naturfredningsforening (DN) vedrørende Naturstyrelsens afgørelse af 20. november 2014. Afgørelsen gav tilladelse til udvidelse af indvindingsmængden i fællesområde 548-AA Køge og fastslog, at udvidelsen ikke var VVM-pligtig. Tilladelsen var meddelt i henhold til Råstofloven § 20, stk. 2, nr. 2.

Klagepunkter fra Danmarks Naturfredningsforening

DN anførte flere kritikpunkter mod Naturstyrelsens afgørelse:

• Det er uforsvarligt at fortsætte indvinding i et område, hvor efterladte huller i årtier fungerer som sedimentationsfælder med iltfattigt vand.
• Tilladelsen burde indeholde krav om metoder, der bedst muligt fremmer regenerering af områdets naturværdier.
• Miljøeffekter vurderes kritisk ud fra områdets nuværende forarmede tilstand frem for dets naturmæssige potentiale.
• Tilladelser gives uden kendskab til den nedbrudte bundfauna.
• Der skelnes ikke tilstrækkeligt mellem substrat- og naturtyper, og sårbare naturtyper præciseres ikke.
• Tilladelsen mangler reversibilitet, især ved tilladelse til stiksugning, da sugehuller ikke forsvinder.

Naturstyrelsens bemærkninger til klagen

Naturstyrelsen bemærkede, at de fleste klagepunkter, bortset fra spørgsmålet om vilkår for stiksugning, ikke direkte vedrørte vilkår til beskyttelse af kulturarv, natur og miljø. I stedet omhandlede de de miljøundersøgelser og -vurderinger, som lå til grund for afgørelsen. Naturstyrelsen påpegede også, at klagen vedrørte påvirkningen af fiskeriet, hvilket nævnet tidligere har anset for at falde uden for klageadgangen.

Natur- og Miljøklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen, da den ikke faldt inden for nævnets kompetenceområde.

Nævnets kompetence og klageadgang

Nævnets kompetence er begrænset af Råstofloven § 26, stk. 2, som fastslår, at afgørelser truffet efter Råstofloven § 20, Råstofloven § 23 og Råstofloven § 24, eller afgørelser truffet efter regler fastsat i medfør af Råstofloven § 20 a, stk. 5 og Råstofloven § 23, stk. 2, kun kan påklages for så vidt angår vilkår til beskyttelse af kulturarv, natur og miljø.

VVM-screeningens juridiske grundlag

VVM-screeningen var foretaget i medfør af Bekendtgørelse om miljømæssig vurdering af råstofindvinding på havbunden (VVM), som er udstedt med hjemmel i Råstofloven § 23, stk. 2, Råstofloven § 23, stk. 3, Råstofloven § 34 og Råstofloven § 38. Dette betyder, at råstoflovens klagebestemmelser også gælder for afgørelser om VVM-screening af råstofindvinding på havbunden.

Begrundelse for afvisning

Nævnet konstaterede, at den meddelte tilladelse ikke indeholdt særlige vilkår til beskyttelse af kulturarv, natur og miljø. Klagerens anbringende om anvendelse af stiksugning vedrørte selve indvindingsmetoden og ikke et specifikt vilkår fastsat til beskyttelse af miljøet. Da klagen ikke omhandlede fastsatte vilkår til beskyttelse af kulturarv, natur og miljø, fandtes den ikke at være omfattet af klageadgangen i Råstofloven § 26, stk. 2.

Afgørelsens endelighed

Klagen blev derfor afvist fra realitetsbehandling. Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Råstofloven § 43, stk. 1.