Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om lugtgener fra husdyrbrug

Sagen omhandler en klage over lugtgener fra et husdyrbrug i Vesthimmerlands Kommune. Klagen blev indgivet af en omboende den 29. november 2016 til Natur- og Miljøklagenævnet, og sagen blev senere overført til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 1. februar 2017. Klageren anførte, at svineproduktionen medførte betydelige lugtgener, især når vinden kom fra syd, eller i stille vejr, hvor lugten lå som en "dyne" over klagers ejendom.

Baggrund for husdyrbruget

Ejendommen fik i 2004 en produktionstilladelse fra Løgstør Kommune til 3.885 slagtesvin (30-102 kg), svarende til 111 dyreenheder (DE). Denne tilladelse fulgte en forhåndsanmeldelse efter den dagældende Bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v. § 30. Nordjyllands Amt havde forinden vurderet, at ændringen fra kvæg til slagtesvin ikke krævede VVM-screening.

Kommunens lugtregistreringer

Vesthimmerlands Kommune modtog i perioden fra den 3. juni til den 8. september 2016 flere klager vedrørende lugtgener. Som reaktion herpå traf kommunen den 2. november 2016 afgørelse om ikke at meddele påbud om lugtreducerende tiltag på ejendommen, baseret på Miljøbeskyttelsesloven § 42. Kommunen anvendte "Sniffermetoden" til at vurdere lugtgenerne og udførte seks lugtregistreringer i perioden 23. juni til 8. september 2016. Metoden indebærer registrering af lugt på baggrund af henvendelser fra klagere for at bestemme en lugtgeneafstand fra husdyrbruget. Området er beliggende i landzone, hvor enkeltboliger skal tåle mere lugt end boliger i samlet bebyggelse eller byzone.

Kommunens lugtregistreringer og beregnede geneafstande er opsummeret i følgende tabel:

Kommunen vurderede, at resultaterne kunne anvendes til en afgørelse, da naboerne lå i større afstand end den størst beregnede geneafstand på 107 meter. Dette blev yderligere understøttet af en teoretisk beregning i husdyrgodkendelse.dk, som viste en geneafstand på 104 meter til enkeltbolig. Kommunen konkluderede, at der ikke var boliger inden for denne geneafstand, og at der derfor ikke var grundlag for at påbyde lugtreducerende tiltag.

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) stadfæstede Vesthimmerlands Kommunes afgørelse af 2. november 2016 om ikke at meddele påbud om lugtreduktion på husdyrbruget. MFKN's afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Husdyrbrugloven § 90.

Vurdering af væsentlig forurening

MFKN bemærkede, at betingelsen for at meddele påbud efter Miljøbeskyttelsesloven § 42 er, at der foreligger væsentlig forurening, i dette tilfælde væsentlige lugtgener. Nævnet understregede, at det alene skulle vurdere, om kommunens afgørelse var truffet på et tilstrækkeligt oplyst, teknisk og juridisk korrekt grundlag. Klager over den måde, hvorpå kommunen udøver tilsynspligten, skal indgives til Ankestyrelsen, jf. Miljøbeskyttelsesloven § 69, stk. 3.

Anvendelse af lugtvejledninger

Da der ikke var tale om etablering, udvidelse eller ændring af den eksisterende produktion fra 2004, fandt Miljøstyrelsens nye lugtvejledning fra 2007 ikke direkte anvendelse. I stedet skulle vurderingen af væsentlige lugtgener tage udgangspunkt i forudsætningerne i den ældre FMK-vejledning. MFKN konstaterede, at kommunens lugtobservationer generelt var udarbejdet i overensstemmelse med "sniffervejledningen", og at de inkluderede relevante oplysninger om lugtpåvirkningens udstrækning, tid, sted, staldbelægning, ventilation og meteorologiske forhold.

Konklusion

Kommunen havde beregnet lugtgeneafstanden til enkeltbolig til 107 meter baseret på FMK-vejledningen og fundet rimelig sammenfald med en teoretisk beregning på 104 meter. Da der ikke var nabobeboelser uden landbrugspligt inden for denne geneafstand, vurderede kommunen, at naboerne lå i tilstrækkelig afstand til ikke at være væsentligt generet. MFKN fandt på dette grundlag ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at der ikke forelå væsentlige lugtgener, og dermed ingen hjemmel til at meddele påbud efter Miljøbeskyttelsesloven § 42 eller et undersøgelsespåbud efter Miljøbeskyttelsesloven § 72, stk. 1. Nævnet bemærkede desuden, at beboere i landzone som udgangspunkt må acceptere visse ulemper forbundet med landbrugsdrift, da landzonen betragtes som landbrugets erhvervsområde.