Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om miljøgodkendelse af husdyrbrug - manglende begrundelse for placering af staldanlæg

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Mariagerfjord Kommunes miljøgodkendelse af 8. marts 2016 til et husdyrbrug på [adresse1]. Klagen blev indgivet af en omboende, der anførte, at afgørelsen var ugyldig på grund af manglende høring og forkert beregning af lugtgener.

Sagens Baggrund

Sagen havde en forhistorie, hvor Natur- og Miljøklagenævnet den 10. juni 2015 allerede havde ophævet kommunens oprindelige afgørelse fra 2014 og hjemvist sagen. Dette skyldtes en fejl i beregningen af lugtkonsekvensområdet, som medførte, at klageren ikke var blevet hørt, selvom hans ejendom lå inden for det reelle konsekvensområde.

Den Påklagede Afgørelse

Den nu påklagede miljøgodkendelse omhandlede en ændring af produktionen fra udelukkende kvæg til en blandet produktion med 50 malkekøer, 200 kvier og 115.000 hønniker. Projektet inkluderede opførelse af en ny hønnikestald, der skulle placeres 620 meter nord for det eksisterende staldanlæg på bar mark. Kommunen begrundede denne separate placering med hensynet til at minimere smittefare fra både kvægholdet på ejendommen og en eksisterende fjerkræproduktion i Gettrup by. Kommunen vurderede, at den valgte placering var den bedst mulige i forhold til landskabelige værdier og naturområder, og at lugtgenekriterierne var overholdt.

Klageren fastholdt, at afgørelsen var ugyldig på grund af manglende høring og anførte, at lugtgeneradius var beregnet forkert. Desuden bestred klageren kommunens argumentation for at etablere stalden på bar mark, idet smittefare alene ikke var en tilstrækkelig begrundelse, og henviste til, at der var plads til stalden umiddelbart nord for den eksisterende bedrift.

Miljø- og Fødevareklagenævnet traf afgørelse efter Husdyrbruglovens § 12 og behandlede klagen under to hovedpunkter: offentlighedsproceduren og placeringen af det nye staldanlæg. Nævnet bemærkede, at sagen blev behandlet efter de hidtil gældende regler, jf. Husdyrbruglovens § 10, stk. 13 i ændringsloven og Bekendtgørelse om tilladelse og godkendelse m.v. af husdyrbrug § 55, stk. 1.

Offentlighedsproceduren

Nævnet vurderede, at Mariagerfjord Kommune havde opfyldt sine høringsforpligtelser i den genbehandlede sag. Kommunen havde sendt udkast til miljøgodkendelsen i høring hos klageren og andre omkringboende, og klagerens indsigelse var blevet behandlet i godkendelsen. Derfor fandt nævnet ikke, at afgørelsen led af en væsentlig mangel i denne henseende.

Placeringen af det nye staldanlæg

Nævnet vurderede placeringen af det nye staldanlæg i henhold til Husdyrbruglovens § 19 og Husdyrbruglovens § 22, stk. 1, som omhandler hensynet til landskabelige værdier og krav til placering af ny bebyggelse. Udgangspunktet er, at landbrugsbygninger skal placeres i tilknytning til eksisterende bebyggelsesarealer, medmindre der foreligger en særlig begrundelse for at fravige dette. En sådan begrundelse kan eksempelvis være, at lugtgenekriterierne ikke kan overholdes ved en tilknyttet placering.

Nævnet konstaterede, at kommunens begrundelse for den separate placering var af veterinær karakter (smittefare). Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt imidlertid, at der hverken i Husdyrbruglovens § 1, stk. 2 (formålsbestemmelsen) eller lovens forarbejder var holdepunkter for at inddrage veterinære hensyn i vurderingen af en miljøgodkendelse efter husdyrbrugloven. Da lugtgeneafstanden kunne overholdes ved en placering i tilknytning til de eksisterende bygninger, og der ikke var anført andre relevante miljøbeskyttelseshensyn til hinder for dette, fandt nævnet, at der ikke forelå en særlig begrundelse for at placere staldanlægget uden tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer.

Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet konkluderede, at miljøgodkendelsen led af en væsentlig mangel, som medførte dens ugyldighed. Nævnet ophævede Mariagerfjord Kommunes afgørelse af 8. marts 2016 om miljøgodkendelse af husdyrproduktionen på ejendommen [adresse1] med virkning fra 1 år fra afgørelsens tidspunkt og hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.