Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om støj fra kunstgræsbaner i Gentofte Kommune

Sagen omhandler en klage over Gentofte Kommunes afgørelse af 27. maj 2016 om ikke at meddele påbud til V1 vedrørende støj fra to kunstgræsbaner ved F1 i Gentofte Kommune. Klagen blev indgivet af flere omboende den 20. juni 2016 til Natur- og Miljøklagenævnet, og sagen blev overført til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 1. februar 2017 i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 24, stk. 6.

Baggrund for kunstgræsbanerne

Før 2008/2009 var der tre græsbaner på stedet. I 2008/2009 blev én græsbane omdannet til kunstgræsbane, og i 2015 blev yderligere en græsbane omdannet. Den 14. oktober 2010 traf Gentofte Kommune en afgørelse om støj fra den første kunstgræsbane, som Natur- og Miljøklagenævnet ophævede og hjemviste den 19. december 2013 (sag NMK-10-00324). Nævnet anbefalede kommunen at vurdere mulighederne for støjdæmpende tiltag, herunder driftsmæssige og anlægsmæssige foranstaltninger.

Klagerens anbringender

Klagerne anførte, at støjniveauet fra aktiviteter på kunstgræsbanerne oversteg 60 dB(A) og var markant hele året, ofte til sent om aftenen. De mente, at kommunen havde ignoreret Natur- og Miljøklagenævnets tidligere afgørelse og udvist uacceptabelt lang sagsbehandlingstid. Udover støj klagede de over:

• Lysgener fra banerne, selv når de ikke blev brugt.
• Bolde, der fløj ind i haverne.
• Raslestøj fra hegnet omkring banerne.
• Spillere, der urinerede i omboendes haver.
• Manglende miljøretlige undersøgelser efter VVM-reglerne.

Kommunens vurdering og tiltag

Gentofte Kommune traf afgørelse om ikke at meddele påbud, idet de vurderede, at omdannelsen til kunstgræsbaner primært øgede belastningen i vinterhalvåret. Kommunen havde iværksat eller planlagde følgende tiltag for at mindske støjgenerne:

• Flytning af skudtræning væk fra nabosiden.
• Flytning af spiller- og trænerbokse.
• Flytning af divisionskampe til Gentofte Stadion.
• Ophør med brug af højttaleranlæg, undtagen ved DBU-pålagte meddelelser.
• Opsætning af skilte og opfordring til hensyntagen fra trænere og forældre.

Kommunen bemærkede, at de kun kunne regulere støj fra V1 efter Miljøbeskyttelsesloven § 42, stk. 3, og ikke støj fra skolens eller uorganiserede aktiviteter. De havde vurderet støjdæmpende tiltag baseret på Kløvermarksrapporten og V2's notat, som estimerede en støjbelastning på op til 55 dB(A) for de nærmeste naboer. Etablering af en støjskærm blev anset for uforholdsmæssigt dyrt og uproportionalt, med anslåede omkostninger på 2,7-4,56 mio. kr. for en 3-5 meter høj skærm. Kommunen afviste desuden, at sagsbehandlingstiden var bevidst lang, og at nye støjmålinger ikke var egnede til at udstede påbud i sager om menneskeskabt støj fra idrætsanlæg.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Gentofte Kommunes afgørelse af 27. maj 2016 om ikke at meddele påbud til V1 vedrørende støj fra de to kunstgræsbaner ved F1.

Klageadgang og kompetence

Nævnet fastslog, at selvom afgørelser om ikke-påbud normalt ikke kan påklages i henhold til Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter § 22, stk. 1, nr. 3, var klageadgangen ikke afskåret i denne sag, da kunstgræsbanerne er kommunalt ejede, jf. Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter § 23. Nævnet kunne kun vurdere, om kommunens afgørelse var truffet på et tilstrækkeligt oplyst, teknisk og juridisk korrekt grundlag.

Vurdering af støjulemper

Nævnet bemærkede, at et påbud efter Miljøbeskyttelsesloven § 42, stk. 3 forudsætter væsentlige støjulemper fra organiserede aktiviteter. Selvom Miljøstyrelsens Vejledning nr. 5/1984 om ekstern støj fra virksomheder (Støjvejledningen) angiver vejledende grænseværdier, fandt nævnet, at støj fra idrætsudøvelse ikke umiddelbart kan sammenlignes med virksomhedsstøj. Kløvermarksrapporten indikerer, at støjgener på 50-55 dB(A) fra boldbaner kan være acceptable, selv om aftenen og i weekenden. Nævnet fandt, at Kløvermarksrapportens konklusioner om kildestyrker kunne anvendes, selv med flere spillere på banen, da variationen i måleresultaterne var inden for 5 dB(A). Koteforskellen mellem banerne og beboelserne blev ikke anset for at have væsentlig betydning for støjbidraget.

Kommunens sagsbehandling og tiltag

Nævnet konstaterede, at Gentofte Kommune havde vurderet mulige løsningsforslag baseret på kendt viden og eksisterende erfaringer, herunder Kløvermarksrapporten og V2's notat, som estimerede en støjbelastning på op til ca. 55 dB(A) for de nærmeste naboer. Kommunen havde vurderet, at det ikke var muligt at øge afstanden væsentligt, at begrænsninger i spilletider var uproportionalt, og at etablering af en støjskærm ville være uforholdsmæssigt dyrt og uproportionalt at påbyde V1. De iværksatte tiltag, såsom flytning af skudtræning og spillerbokse, ophør med højttalerbrug og opsætning af skilte, blev anset for at mindske unødig støj. Vedrørende støj fra hegnet var det oplyst, at kommunen regelmæssigt efterser og spænder det.

Konklusion

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at Gentofte Kommune havde truffet afgørelse på et tilstrækkeligt oplyst sagsgrundlag og stadfæstede derfor afgørelsen om ikke-påbud.

Øvrige klagepunkter

Nævnet bemærkede, at det kun kan behandle forhold omfattet af miljøbeskyttelsesloven og derfor ikke havde kompetence til at tage stilling til klagepunkter vedrørende lysgener, bolde i haverne, urinerende spillere mv. Klagepunktet vedrørende VVM-reglerne blev heller ikke behandlet, da den påklagede afgørelse udelukkende vedrørte et ikke-påbud efter Miljøbeskyttelsesloven § 42. Vedrørende klagen over kommunens sagsbehandlingstid henviste nævnet klager til Ankestyrelsen. Miljø- og Fødevareklagenævnet beklagede den lange sagsbehandlingstid.