Sag om markedsføring af Telia Sport & Fritid – Overtrædelse af Markedsføringsloven vedrørende samtykke til reklame og urimelige kontraktvilkår
Dato
13. juni 2002
Eksterne links
Læs hele sagenDokument
Dommere
Claus JepsenJørn MeldgaardLaura LarsenMichael B. ElmerNinna Kiessling
Parter
modTelia Telecom A/S (Adv. Jens Ottosen-Støtt)
Sagen omhandlede, hvorvidt Telia Telecom A/S's (Telia) markedsføringskoncept "Telia Sport & Fritid" overholdt markedsføringslovens regler. Konceptet indebar, at Telia tilbød sponsorstøtte til sportsforeninger. Støtten var baseret på foreningens medlemmers anskaffelse og brug af Telias mobiltelefonabonnementer. Til gengæld forpligtede foreningerne sig til aktivt at arbejde for tegning af abonnementer blandt deres medlemmer og støtter.
Telia udarbejdede markedsføringsmaterialet, som foreningerne distribuerede til deres medlemmer. Selvom Telia internt havde besluttet ikke at markedsføre over for personer under 15 år, og materialet indeholdt en bemærkning om, at abonnementsaftaler for under 18-årige skulle underskrives af en værge, blev materialet sendt til samtlige foreningsmedlemmer, herunder børn og unge under 15 år.
Forbrugerombudsmanden nedlagde fem påstande mod Telia, idet det blev anført, at konceptet udnyttede børns og unges påvirkelighed og mangel på kritisk sans, misbrugte foreningernes goodwill og skabte gruppepres. Dette ansås for at være i strid med god markedsføringsskik, jf. Markedsføringsloven § 1. Desuden blev det påstået, at Telia omgåede reglerne for direkte markedsføring, jf. Markedsføringsloven § 6a, ved at lade private udsende materialet, og at samtykket til at modtage personlig reklame ikke opfyldte lovens krav. Endelig blev det påstået, at Telia anvendte urimelige opsigelsesvilkår i strid med bekendtgørelse om udbud af telenet og teletjenester.
Telia påstod frifindelse for de fleste påstande, idet de anførte, at konceptet ikke var rettet mod børn under 15 år, at forbrugs- og afsætningsafhængigt vederlag var et anerkendt fænomen, og at samtykket var frivilligt og opfyldte lovens krav. Telia tog dog bekræftende til genmæle over for påstanden om opsigelsesvilkår.
Sø- og Handelsretten afgjorde sagen som følger:
Afgørelse om god markedsføringsskik (Påstande 1 og 2)
Retten fandt, at markedsføringen af "Telia Sport & Fritid" ikke var i strid med god markedsføringsskik, jf. Markedsføringsloven § 1. Retten anerkendte behovet for at beskytte børn og unge mod misbrug af loyalitet over for sportsforeninger og mod at blive brugt i salgs- og markedsføringsøjemed. Dog bemærkede retten, at børn og unge under 18 år ikke selv kan tegne mobiltelefonabonnementer, og at det er forældre eller værger, der træffer beslutningen. På denne baggrund blev Telia frifundet for Forbrugerombudsmandens påstande 1 og 2.
Afgørelse om opsigelsesvilkår (Påstand 3)
Telia havde taget bekræftende til genmæle over for denne påstand, og retten tog den til følge. Det blev forbudt Telia at udlevere materiale, herunder tilmeldingsblanketter, der indeholdt begrænsninger i forbrugernes ret til at opsige aftalen med maksimalt én måneds varsel senest 5 måneder efter kontraktindgåelse, jf. bekendtgørelse nr. 1169 af 15. december 2000 om udbud af telenet og teletjenester § 11, stk. 1, nr. 4.
Afgørelse om distribution af markedsføringsmateriale (Påstand 4)
Retten tog Forbrugerombudsmandens påstand 4 til følge. Det blev forbudt Telia at lade private udsende Telias markedsføringsmateriale, medmindre Telia i den forbindelse påser, at Markedsføringsloven § 6a overholdes. Retten fastslog, at en erhvervsdrivende skal overholde markedsføringslovens regler, uanset om Telia benytter sig af bistand fra ikke-erhvervsdrivende, jf. Markedsføringsloven § 6a, stk. 2.
Afgørelse om samtykke til direkte markedsføring (Påstand 5)
Retten tog Forbrugerombudsmandens påstand 5 til følge. Det blev fastslået, at det samtykke til at modtage personlig adresseret reklame, som forbrugerne afgav ved tilmelding, ikke opfyldte betingelserne i Markedsføringsloven § 6a, stk. 3. Samtykkeerklæringen var placeret i et ikke særligt fremhævet afsnit, sprogligt uklart formuleret og gav reelt kun samtykke til analyse af telefonbrug, ikke til udsendelse af markedsføringsmateriale. Samtykket opfyldte derfor ikke kravene til klarhed, fremhævelse og informeret positiv accept.
Sagens omkostninger blev ophævet.
Lignende afgørelser