Kendelse om henvisning af sag vedrørende udbyderansvar i timandsinteressentskaber
Dato
7. april 2006
Eksterne links
Læs hele sagenDokument
Dommere
Jens Feilberg
Parter
mod1) Lars P. Kruse (Advokat K. L. Németh)2) Hans Thygesen (Advokat K. L. Németh)3) Ernst & Young, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab (Advokat Niels Fisch-Thomsen)4) Grant Thornton, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab (Advokat Henrik Holm-Nielsen)5) Advokat Anne Birgitte Gammeljord (Advokat Niels Fisch-Thomsen)
Lovreferencer
Sagen omhandler professionelt rådgivningsansvar for arrangører af timandsinteressentskaber, revisorer og en advokat i forbindelse med investeringsprojekter. Sagsøgerne, en gruppe investorer, har anlagt sag mod de sagsøgte med påstand om, at de til dels in solidum skal betale erstatning for tab lidt i forbindelse med investeringer i leasing af containere og togvogne.
Baggrund for Investeringerne
Investeringsprojekterne blev etableret i årene 1990-1992 med det formål at opnå skattemæssige fradrag for afskrivninger. De sagsøgte direktører, Lars P. Kruse og Hans Thygesen, var henholdsvis bestyrelsesformand og administrerende direktør i Kruse, Thygesen & Partnere A/S, som stod for projekterne. Advokat Anne Birgitte Gammeljord var advokat for selskabet og medlem af bestyrelsen. Revisionsfirmaerne Ernst & Young og Grant Thornton udarbejdede revisorerklæringer og investeringskalkuler.
Skattemyndighedernes Praksisændring
I 1993 ændrede skattemyndighederne praksis og nægtede investorerne fradragsret for afskrivninger, da kontraktgrundlaget reelt udelukkede økonomisk risiko og personlig hæftelse. Denne praksisændring blev senere tiltrådt af Landsskatteretten, Østre Landsret og Højesteret.
Sagsøgernes Påstande
Sagsøgerne gør gældende, at de sagsøgte er ansvarlige for, at projekterne ikke gav investorerne ejendomsret til aktiverne, og at der ikke var reelle pengestrømme. De påstår, at revisorerne har begået ansvarspådragende professionelle fejl i forbindelse med revisorerklæringer og at advokaten/bestyrelsesmedlemmet har handlet ansvarspådragende.
De Sagsøgtes Argumenter
De sagsøgte har påstået frifindelse og har desuden gjort gældende, at sagsøgernes krav er forældede. De anfører, at sagsøgerne var bekendt med de omstændigheder, der førte til skattemyndighedernes vurdering i 1993, og at projekterne var indrettet til at udelukke investeringsrisiko. De sagsøgte mener ikke at have pådraget sig ansvar for udtalelser om skattepraksis før 1993.
Argumenter for og imod Henvisning til Østre Landsret
| Part | Argument for henvisning til Østre Landsret | Argument mod henvisning til Østre Landsret |
|---|---|---|
| Sagsøgte | Sagen vedrører skatteret og almindeligt professionsansvar, ikke sø- eller handelsforhold, jf. Retsplejeloven § 6, stk. 5. Østre Landsret har stor erfaring med lignende sager om timandsinteressentskaber og rådgiveransvar. | - |
| Sagsøger | Sagen omhandler udbyder-, revisor- og advokatansvar, som naturligt hører under Sø- og Handelsrettens kompetence, især ved omfattende erhvervsvirksomhed og internationale handelsforhold, jf. Retsplejeloven § 9, stk. 3, nr. 1 og Retsplejeloven § 6, stk. 5. Sagens kerne er omfanget af ansvar, ikke skatteret. |
Sagsøgerne har desuden anført, at skattemyndighedernes praksisændring er irrelevant, da de lovede fradrag ikke ville have kunnet opnås selv efter den tidligere praksis.
Sø- og Handelsretten har afgjort, at sagen skal henvises til Østre Landsret.
Retten lagde vægt på, at sagens afgørelse udelukkende eller helt overvejende beror på spørgsmålet om udbyder- og rådgivningsansvar for det skattemæssige forhold, der førte til tab af fradragsret. Til denne afgørelse fandt retten, at fagkundskab til sø- eller handelsforhold ikke er af betydning. Sagsøgernes deltagelse i projekterne skyldtes alene en skattemæssig fradragsmulighed, ikke en forretningsmæssigt betonet udsigt til gevinst ved drift eller værdistigning. De øvrige af sagsøgernes anførte grunde for fortsat behandling ved Sø- og Handelsretten kunne ikke føre til et andet resultat.
Afgørelsen er en kendelse.
Lignende afgørelser
