Annonce for seniorulykkesforsikring spillede på frygt hos ældre
Dato
5. maj 2004
Afgørelsestype
Fuld sag
Emner
Lovreferencer
Et forsikringsselskab markedsførte en seniorulykkesforsikring, der primært var rettet mod ældre mennesker. Annoncens overskrift lød: »Voldsmændene får rigelig opmærksomhed. Vi vil gerne gøre noget ekstra for ofrene«. Brødteksten indeholdt formuleringer som »Så godt som hver dag kan man læse i aviserne om sagesløse mennesker, der bliver overfaldet« og gav indtryk af, at ældre mennesker generelt er ofre.
Forbrugerombudsmandens vurdering
Forbrugerombudsmanden vurderede, at:
- Ordvalget og tonen i annoncen i høj grad spillede på en latent frygt hos ældre mennesker for at blive overfaldet.
- Annoncen gav indtryk af, at ældre mennesker i almindelighed er ofre.
- Annoncen var i strid med god markedsføringsskik.
Afgørelse
Forbrugerombudsmanden afsluttede sagen, da forsikringsselskabet oplyste, at annoncekampagnen var afsluttet, og at annoncen derfor ikke ville blive bragt igen. Forbrugerombudsmanden fandt, at annoncen var i strid med kravet om god markedsføringsskik i Markedsføringsloven § 1. Derudover henviste han til grundprincipperne i ICC's Internationale Kodeks for reklame og markedskommunikation, hvorefter alle reklamer skal være lovlige, sømmelige, hæderlige og sandfærdige og udarbejdet med behørig social ansvarsfølelse, jf. kodeks art. 1. I øvrigt henvistes til ICC kodeks art. 4, stk. 2, hvorefter reklamer ikke bør spille på frygt.
Lignende afgørelser