Forbrugerombudsmanden: Brug af musiksymboler i markedsføring ikke i strid med god markedsføringsskik, selvom de også kan symbolisere Ecstasy
Dato
23. april 2004
Afgørelsestype
Fuld sag
Emner
Lovreferencer
Et formiddagsblad bragte to artikler om en pladeudgivers markedsføringskampagne for en Mini Disc, hvor det blev påstået, at pladeudgiveren forsøgte at fange et ungt publikum ved at bruge symboler for narkostoffet Ecstasy.
Sagens omstændigheder
- Pladeudgiverens kampagne var bygget op omkring 35 forskellige billeder og ikoner, der symboliserede forskellige musikgenrer.
- Formiddagsbladet udvalgte 5 af disse ikoner, som de påstod også var symboler på forskellige former for Ecstasy-piller.
- De fem symboler var: Smiley, ringen med dødningehovedet, hjertet med ordet Love, manden med hanekam og lava lampen.
Pladeudgiverens forklaring
- Pladeudgiveren oplyste, at de ikke havde undersøgt, om ikonerne også var symboler på Ecstasy-piller, og at de intet kendskab havde til dette.
- Pladeudgiveren anførte, at alle fem symboler i årevis er blevet brugt i den musikalske verden som symbol på forskellige musikretninger, længe før Ecstasy eksisterede.
Forbrugerombudsmandens vurdering
- Forbrugerombudsmanden modtog ikke en egentlig anmeldelse af markedsføringskampagnen og havde endnu ikke taget sagen op til behandling af egen drift.
- Forbrugerombudsmanden vurderede, at der er en naturlig sammenhæng mellem produktet og symbolerne, og at de omtalte 5 billeder anvendes sammen med 15 andre billeder, der symboliserer forskellige musikgenrer uden at være symboler for Ecstasy.
Afgørelse
Forbrugerombudsmanden fandt, at den konkrete annonce ikke var i strid med god markedsføringsskik, jf. Markedsføringsloven § 1. Forbrugerombudsmanden lagde vægt på, at der er en naturlig sammenhæng mellem det produkt, der udbydes til salg, og anvendelsen af symbolerne, samt det forhold, at de omtalte 5 billeder anvendes sammen med 15 andre billeder, der ligeledes symboliserer forskellige musikgenrer uden samtidig at være symboler for Ecstasy. Endvidere tillagde Forbrugerombudsmanden det betydning, at nogle af de nævnte symboler har været anvendt i mange forskellige sammenhænge gennem tiderne, hvorfor der ikke er et sådant sammenfald mellem afbildningen af symbolerne på Ecstasy piller og de i reklamen afbildede symboler, at det må antages, at reklamen indirekte sender signaler om narkomisbrug.
Forbrugerombudsmanden pointerede afslutningsvis, at billeder, der kan symbolisere narkotiske stoffer almindeligvis ikke bør anvendes i markedsføringen, idet det efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er i strid med god markedsføringsskik at kæde stofmisbrug, som er et alvorligt samfundsproblem, sammen med salg af varer.
Lignende afgørelser