Manglende repræsentativitet i eksempler på låneomkostninger overtræder Markedsføringsloven
Dato
25. januar 2018
Afgørelsestype
Fuld sag
Emner
Lovreferencer
Lånevirksomheden anvendte en låneberegner på sin hjemmeside, hvor forbrugerne kunne indtaste et ønsket lånebeløb og justere den månedlige ydelse og lånets løbetid. Låneberegneren viste eksempler på omkostninger ved lån på henholdsvis 25.000 kroner, 50.000 kroner eller 120.000 kroner, afhængigt af det valgte lånebeløb.
Problemstilling
Problemet var, at eksemplerne på låneomkostninger ikke var tilstrækkeligt repræsentative for det lån, som forbrugeren rent faktisk havde indtastet i låneberegneren. For eksempel kunne en forbruger, der indtastede et lånebeløb på 34.000 kroner med afbetaling over 7 år, få vist et eksempel på omkostninger ved at tage et lån på 25.000 kroner over 6 år.
Forbrugerombudsmandens vurdering
Forbrugerombudsmanden vurderede, at dette var i strid med kravet om, at låneomkostningerne skal vises ved hjælp af repræsentative eksempler, jf. Markedsføringsloven § 18.
Afgørelse
Østre Landsret fastslog, at lånevirksomheden havde overtrådt kravet om, at låneomkostningerne skal vises ved hjælp af repræsentative eksempler i Markedsføringsloven § 18, stk. 2. Landsretten vurderede dog, at oplysningerne om låneomkostningerne var vist på en tilstrækkelig fremtrædende måde og frifandt derfor lånevirksomheden for denne del. Landsretten lagde ved frifindelsen vægt på, at markedsføringen ikke indeholdte billeder, der kunne fjerne fokus fra eksemplet med låneomkostningerne, at mængden af tekst i markedsføringen var relativ begrænset, at markedsføringen var enkel og overskuelig og uden effekter, der kunne fjerne fokus fra låneomkostningerne, at placeringen af låneomkostningerne var relevant i forhold til knappen, forbrugeren skulle klikke på for at komme videre i låneprocessen, at låneomkostningerne var klart læsbare, og at låneomkostningerne kunne læses uden, at der skulle scrolles på hjemmesiden.
Lignende afgørelser