Command Palette

Search for a command to run...

Teleselskab dømt for spam og vildledende markedsføring – Højesteret nedsætter bøden

Dato

14. marts 2005

Afgørelsestype

SpamTelefon og bredbånd

Fuld sag

I foråret 2003 sendte et teleselskab ca. 48.000 reklamer via e-mail og SMS uden samtykke fra modtagerne. Dette udgjorde en overtrædelse af Markedsføringsloven § 6 (tidligere § 6a) om spamforbuddet. Reklamerne indeholdt desuden udsagn, der var utilbørlige over for konkurrenterne, hvilket er i strid med god markedsføringsskik.

Sagens udvikling

  • Forbrugerombudsmanden politianmeldte teleselskabet.
  • Sø- og Handelsretten idømte selskabet en bøde på 2 millioner kr., baseret på Forbrugerombudsmandens beregningsmodel.
  • Teleselskabet ankede dommen til Højesteret.
  • Højesteret nedsatte bøden til 400.000 kr.

Højesterets præmisser

Højesteret fastslog, at ved bødeudmåling for spam skal der lægges vægt på antallet af adressater, men at der ikke kan fastsættes et bestemt beløb pr. adressat. Andre forhold som fortjeneste og henvendelsernes karakter skal også indgå i vurderingen. Det blev ligeledes bemærket, at de berørte konkurrenter ikke havde rejst krav, og at de utilbørlige udsagn ikke var specielt grove.

Konsekvenser for fremtidig praksis

Som følge af Højesteretsdommen har Forbrugerombudsmanden arbejdet for at få indført bødeberegningsmodellen i bemærkningerne til den nye markedsføringslov. Det fremgår nu af betænkningen til markedsføringsloven, at der som udgangspunkt bør tages udgangspunkt i Forbrugerombudsmandens beregningsmodel ved fastsættelse af bøder for spam.

Afgørelse

Højesteret nedsatte Sø- og Handelsrettens bøde på 2 millioner kroner til 400.000 kr. Højesteret lagde vægt på, at der ved udmåling af bøder for overtrædelse af Markedsføringsloven § 6 (tidligere § 6 a) skal lægges vægt på antallet af adressater, men at der ikke kan tages udgangspunkt i et beløb pr. adressat. Retten fremhævede, at der også skal lægges betydelig vægt på andre forhold, herunder den opnåede eller tilsigtede fortjeneste, jf. Straffeloven § 51, stk. 3, og henvendelsernes karakter og indhold. Højesteret bemærkede desuden, at de forurettede konkurrenter ikke selv havde rejst krav, og at de utilbørlige udsagn ikke var specielt grove.

Lignende afgørelser