Sag om fratrædelsesgodtgørelse og aldersdiskrimination efter funktionærloven

Sagen omhandlede et krav fra boet efter F mod Ajos A/S vedrørende fratrædelsesgodtgørelse i henhold til funktionærloven § 2a og godtgørelse for aldersdiskrimination i henhold til forskelsbehandlingsloven § 7, stk. 2. F, født i 1949, blev ansat i Højgaard & Schultz A/S i 1984, som senere blev en del af MT Højgaard A/S, og fra 2007 i Ajos A/S. Han blev afskediget med 6 måneders varsel til fratrædelse den 30. november 2009 på grund af organisationsændring og markedsnedgang. F kontraopsagde sin stilling til fratrædelse den 30. juni 2009, da han havde fundet et nyt job.

Baggrund for kravet

Efter fratrædelsen modtog F en godtgørelse på 3 måneders løn i henhold til formandsoverenskomsten. Dette beløb, 143.182,20 kr., blev udbetalt i august 2009. Senere, i marts 2012, rejste F's advokat krav om yderligere fratrædelsesgodtgørelse i henhold til funktionærloven § 2a med henvisning til EU-domstolens dom i Ole Andersen-sagen fra oktober 2010. Denne dom fastslog, at det er i strid med forbuddet mod aldersdiskrimination at afskære en funktionær fra retten til fratrædelsesgodtgørelse, hvis vedkommende har ret til alderspension, men vælger at forblive erhvervsaktiv.

Parternes argumenter

Boet efter F gjorde gældende:

• F opfyldte de objektive betingelser for kravet om 3 måneders løn efter funktionærloven § 2a med over 18 års anciennitet.
• Retten til godtgørelse var ikke fortabt ved kontraopsigelsen.
• Funktionærloven § 2a, stk. 3 (som den tidligere blev fortolket) er i strid med EU-rettens princip om forbud mod aldersdiskrimination, som har direkte virkning over for private arbejdsgivere.
• Fratrædelsesaftalen fra 2009 indeholdt ikke en endelighedsklausul, der afskar F fra at fremsætte yderligere krav.
• Kravet var ikke bortfaldet på grund af passivitet, da der ikke var en konkret anledning til at rejse kravet tidligere, og da der var tale om et præceptivt lovkrav.

Ajos A/S gjorde gældende:

• Der var indgået en endelig fratrædelsesaftale, som afsluttede alle krav.
• Kravet var bortfaldet på grund af passivitet, da F og hans faglige organisation burde have reageret hurtigere efter Ole Andersen-dommen.
• EU-domstolens afgørelse og principper om aldersdiskrimination skulle ikke tillægges umiddelbar virkning mellem private parter, og slet ikke med tilbagevirkende kraft.
• Der var ikke hjemmel i dansk ret til at pålægge en privat arbejdsgiver en sanktion i form af godtgørelse i en situation, hvor forskelsbehandlingen udledes af EU-domstolens praksis og ikke direkte af beskæftigelsesdirektivet.

Sø- og Handelsretten fandt, at princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder er et almindeligt EU-retligt princip, som kan påberåbes mellem private parter. Retten henviste til EU-domstolens domme i Mangold-sagen (C-144/04) og Kücükdeveci-sagen (C-555/07), som fastslår, at nationale retter skal sikre overholdelse af dette princip og om nødvendigt undlade at anvende nationale bestemmelser, der strider herimod.

Rettens vurdering

• Retten fastslog, at funktionærloven § 2a, stk. 3, som den tidligere blev fortolket, er i strid med beskæftigelsesdirektivet og dermed også med det almindelige EU-retlige princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder.
• Fratrædelsesaftalen fra 28. maj 2009 kunne ikke fortolkes som en endelighedsklausul, der afskar F fra at fremsætte krav om godtgørelse i medfør af funktionærloven § 2a efter EU-dommen.
• Kravet om fratrædelsesgodtgørelse var ikke bortfaldet på grund af passivitet. Retten lagde vægt på, at der ikke havde været en konkret anledning for F eller hans faglige organisation til at rejse kravet særlig hurtigt efter EU-dommen, samt at der var tale om et præceptivt lovkrav for arbejdstageren, og at der ikke fandtes særlige beskyttelseshensyn for arbejdsgiveren.
• Det var ubestridt, at F efter sin fratræden valgte midlertidigt at give afkald på sin pension for at forblive på arbejdsmarkedet. I overensstemmelse med retstilstanden efter Ole Andersen-sagen var F derfor berettiget til fratrædelsesgodtgørelse i medfør af funktionærloven § 2a svarende til 143.182,20 kr.
• Ajos A/S' manglende betaling af fratrædelsesgodtgørelsen udgjorde ikke aldersdiskrimination i henhold til forskelsbehandlingsloven § 7, da Ajos primært begrundede undladelsen med en indgået aftale og passivitet, og ikke med aldersdiskrimination. Ajos A/S blev derfor frifundet for godtgørelseskravet efter forskelsbehandlingsloven § 7.

Afgørelse

Sø- og Handelsretten gav boet efter F medhold i den subsidiære påstand. Ajos A/S blev tilpligtet at betale 143.182,20 kr. til boet efter F med tillæg af procesrenter fra den 30. juni 2009 i henhold til renteloven § 3, stk. 1. Ajos A/S skulle desuden betale sagsomkostninger på 32.000 kr. til boet efter F, forrentet efter renteloven § 8a.

Sagen er anket til Højesteret (HR 15/14) den 24. januar 2014. Højesteret har ændret Sø- og Handelsrettens dom den 6. december 2016.