Elevs ret til løn under ferie – fortolkning af Ferielovens § 9 ved uddannelsesaftale af mindre end et ferieår

Sagen omhandlede spørgsmålet, hvorvidt en elev, der har indgået en uddannelsesaftale, skal have indgået en aftale omfattende et helt ferieår for at være omfattet af de særlige ferieregler i Ferieloven § 9.

Baggrund

F var i skolepraktik fra oktober 2003 til marts 2005. Herefter blev hun ansat i en ordinær læreplads hos A fra 1. april 2005 til 30. september 2005, hvor der blev indgået en uddannelsesaftale. I august 2005 afholdt F 3 ugers ferie, hvilket førte til uenighed om hendes ret til løn under ferien.

Sagen blev først behandlet af Tvistighedsnævnet, som i en kendelse af 28. november 2007 afgjorde, at F havde krav på løn under ferie svarende til 7.186,14 kr. Tvistighedsnævnets afgørelse var dog med dissens.

Arbejdsdirektoratets Feriekontor og Undervisningsministeriets håndbog om skolepraktik havde tidligere udtalt, at det er en forudsætning for anvendelsen af Ferieloven § 9, stk. 1 og stk. 2, at uddannelsesaftalen omfatter et helt ferieår, eller resten af ferieåret, hvis den er indgået i perioden 1. maj til 30. juni.

Parternes påstande og argumenter

Forklaringer

• B (A's repræsentant): Forklarede, at han ansatte F for at hjælpe hende og fik oplyst fra handelsskolen, at hans eneste udgift ville være løn og optjente feriepenge. Han ønskede ikke at påtage sig yderligere udgifter.
• F: Forklarede, at hun først blev opmærksom på manglende løn under ferien i forbindelse med lønudbetalingen. Løn under ferie var ikke drøftet ved ansættelsen. Hun havde holdt ferie med løn i skolepraktikperioden og regnede med, at det også gjaldt i elevtiden.

Sø- og Handelsretten fandt, at F, som havde en uddannelsesaftale med A, havde ret til 25 dages betalt ferie i ferieåret 1. maj 2005 til 30. april 2006, som var det første hele ferieår efter hendes ansættelse den 1. marts 2005.

Retten lagde vægt på følgende:

• Lovens ordlyd og forarbejder: Den forudsætning om ansættelsesforholdets længde (et helt ferieår), som Dansk Erhverv gjorde gældende med henvisning til Arbejdsdirektoratets vejledende udtalelse og Undervisningsministeriets publikation, har hverken støtte i Ferieloven § 9, stk. 1s ordlyd eller dens forarbejder.
• Praksis: Den praksis, som arbejdsmarkedets parter har fulgt gennem en årrække med støtte i de nævnte vejledninger, kan ikke tillægges vægt, da den ikke er i overensstemmelse med loven.
• Arbejdsgivers forudsætninger: B's forudsætning om, at der ikke skulle betales løn under ferie, ændrer ikke F's ret til ferie med løn, da denne forudsætning aldrig blev tilkendegivet over for F.

Afgørelse

HK/Danmarks påstand blev taget til følge. A (Dansk Erhverv) blev tilpligtet at betale F (HK/Danmark) 7.186,14 kr. med tillæg af procesrente fra den 31. august 2005. Derudover skulle A betale 10.000 kr. i sagsomkostninger til F, forrentet efter Renteloven § 8a.

Bemærk! Sagsøgte er anonymiseret.Sagen er anket til Højesteret den 30. januar 2009 (HR 37/09).Sagen er sluttet i Højesteret den 28. september 2009.