Højesteret: Afvisning af anke - udeblivelse og formildelsespåstand

Sagen omhandler spørgsmålet om afvisning af en anke, hvor den tiltalte udeblev fra hovedforhandlingen i landsretten, og hvor der var nye oplysninger om mulig menneskehandel.

Sagens baggrund

T, en marokkansk statsborger, blev ved Retten i Lyngbys dom af 11. april 2018 idømt 3 måneders fængsel for overtrædelse af Straffeloven § 276 (tyveri) og Straffeloven § 276 a (indbrudstyveri). Han blev desuden udvist med indrejseforbud i 6 år. T modtog dommen ved afsigelsen.

Den 13. september 2018, efter udløb af ankefristen, fremsendte T en ankemeddelelse til Statsadvokaten. Anken var begrundet i nye oplysninger om, at T muligt havde været udsat for menneskehandel, og at dette kunne have betydning for både skyldsspørgsmålet og udvisningen. Påstanden var "Frifindelse", men ankemeddelelsen indeholdt også en bemærkning om en formildelsespåstand.

Østre Landsret admitterede Ts anke den 9. februar 2019 i medfør af Retsplejeloven § 910, stk. 2, da det ikke kunne bebrejdes T, at ankefristen var overskredet.

Landsrettens afvisning

Sagen blev berammet til hovedforhandling i landsretten den 22. og 24. maj 2019. Indkaldelse til hovedforhandlingen kunne ikke forkyndes for T, da han havde forladt sit kendte opholdssted uden at oplyse om et nyt. T udeblev fra hovedforhandlingen, og landsretten afviste hans anke i medfør af Retsplejeloven § 920, stk. 3 med henvisning til, at ankemeddelelse med anklageskrift ikke havde kunnet forkyndes for ham på grund af hans forhold.

Anbringender for Højesteret

T's påstand:

• Landsrettens afvisning var uden hjemmel, da anklagemyndigheden ikke havde forsøgt at forkynde ankemeddelelse med anklageskrift, og anken ikke var til skade for T.
• Anken skulle forstås som både en bevisanke (frifindelse) og en subsidiær udmålingsanke (formildelse/ophævelse af udvisning).

Anklagemyndighedens påstand:

• Landsrettens begrundelse for afvisning var forkert (manglende forkyndelse af anklageskrift), men afvisning af bevisanken var korrekt, da T's forklaring var nødvendig, og han udeblev.
• Anken indeholdt ikke en selvstændig subsidiær udmålingspåstand, men en afledt påstand i tilknytning til bevisanken.

Højesteret fastslog, at Ts ankemeddelelse, selvom den primært angav "frifindelse", også indeholdt en subsidiær påstand om formildelse. Retten fandt, at anklageskriftet skulle have været forkyndt for T i henhold til Retsplejeloven § 919, stk. 2, da der var tale om en for sen anke, der var blevet admitteret. Da dette ikke var sket, var landsrettens begrundelse for afvisning af anken forkert.

Dog fandt Højesteret, at indkaldelsen til hovedforhandlingen i landsretten ikke kunne forkyndes for T på grund af hans forhold (ukendt opholdssted). Dette gav hjemmel til at afvise Ts bevisanke i medfør af Retsplejeloven § 920, stk. 3.

Afgørelse

Højesteret understregede, at Retsplejeloven § 920, stk. 3 kun giver hjemmel til at afvise en bevisanke, ikke en subsidiær anke til formildelse, jf. Retsplejeloven § 921, stk. 2. Derfor:

• Landsrettens kendelse blev ophævet for så vidt angår afvisningen af Ts udmålingsanke.
• Sagen blev hjemvist til landsretten til behandling af udmålingsanken.