Højesteretsdom om opholdsforbud efter vold i nattelivet

Sagen omhandler en tiltalt mand, der stod anklaget for flere forhold, herunder vold i gentagelsestilfælde, kørsel i frakendelsestiden og besiddelse af euforiserende stoffer. Sagen blev behandlet i tre instanser, hvor Højesteret endeligt tog stilling til spørgsmålet om idømmelse af et opholdsforbud i nattelivet.

Anklager og Påstande

Anklagemyndigheden tiltalte manden for:

• Kørsel i frakendelsestiden den 20. marts 2021, jf. Færdselsloven § 117 a, stk. 2, nr. 2.
• Vold i gentagelsestilfælde den 21. august 2021, hvor han slog en forurettet i hovedet med knyttet hånd ud for et værtshus, jf. Straffeloven § 244, stk. 1 og Straffeloven § 247, stk. 1.
• Besiddelse af 1,40 gram amfetamin til eget brug den 21. august 2021, jf. Lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1.

Anklagemyndigheden nedlagde påstand om fængselsstraf, konfiskation af amfetaminen og et opholdsforbud i nattelivet i medfør af Straffeloven § 79 c, stk. 1.

Tiltalte erkendte sig skyldig i kørsel i frakendelsestiden og besiddelse af amfetamin, men nægtede sig skyldig i voldsforholdet. Han bestred desuden et erstatningskrav fra den forurettede på 655 kr.

Sagens Forløb og Bevisførelse

Under byretssagen afgav tiltalte og flere vidner forklaring. Den forurettede havde ingen erindring om at være blevet slået, og vidner kunne ikke bekræfte slaget eller dets karakter. En politiattest viste en bule i baghovedet på den forurettede, men ingen sår, og det blev antaget, at bulen skyldtes et fald. Videoovervågning viste ikke selve slaget.

Byretten fandt det bevist, at tiltalte havde tildelt den forurettede et slag i ansigtet, dog med flad hånd og ikke knyttet. Tiltaltes forklaring om nødværge blev ikke fundet støttet af sagens oplysninger. Tiltalte var tidligere straffet adskillige gange, herunder for vold, røveri, vidnetrusler og overtrædelser af færdselsloven og lov om euforiserende stoffer.

Byretten idømte tiltalte fængsel i 60 dage og konfiskerede amfetaminen. Byretten afviste dog anklagemyndighedens påstand om et opholdsforbud i nattelivet, da tiltaltes forstraffe ikke angik forhold begået i nattelivet eller i tilknytning hertil.

Anklagemyndigheden ankede dommen til Vestre Landsret med påstand om skærpelse af fængselsstraffen og gentagelse af påstanden om opholdsforbud. Tiltalte påstod stadfæstelse af byrettens dom. Landsretten stadfæstede fængselsstraffen og idømte tiltalte et opholdsforbud i 3 måneder, da volden var begået i nattelivet, og tiltalte tidligere var straffet for lignende kriminalitet. Sagen blev herefter anket til Højesteret, hvor anken alene omhandlede spørgsmålet om opholdsforbuddet.

Højesterets Afgørelse

Højesteret stadfæstede Landsrettens dom, hvilket indebar en fængselsstraf på 60 dage, konfiskation af 1,40 gram amfetamin og en erstatning på 655 kr. til den forurettede.

Det centrale spørgsmål for Højesteret var idømmelsen af et opholdsforbud i nattelivet i medfør af Straffeloven § 79 c.

Retten lagde vægt på følgende for at opretholde opholdsforbuddet:

• Volden blev begået om natten (kl. 01.25) ud for et værtshus, hvilket faldt inden for definitionen af kriminalitet begået i nattelivet eller i tilknytning hertil.
• Selvom tiltalte ikke tidligere var dømt for vold specifikt i nattelivet, var han flere gange tidligere straffet for ligeartet kriminalitet uden for nattelivet, herunder røveri (Straffeloven § 288), vidnetrusler (Straffeloven § 123) og ulovlig frihedsberøvelse (Straffeloven § 261, stk. 1), samt vold mod person i offentlig tjeneste (Straffeloven § 119).
• På baggrund af den begåede vold og tiltaltes forstraffe fandt Højesteret, at et opholdsforbud var egnet og nødvendigt for at forebygge nye lovovertrædelser af lignende beskaffenhed.

Forbudsperioden blev fastsat til 3 måneder, regnet fra endelig dom, med en tilsvarende forlængelse i forbindelse med udståelse af fængselsstraffen. Forbuddet indebærer, at tiltalte i tidsrummet fra kl. 24.00 til kl. 05.00 ikke må færdes og opholde sig på serveringssteder med salg af stærke drikke og i nattelivszoner udpeget i medfør af Lov om politiets virksomhed § 6 b.