Ændring af prøveløsladelsesregler og legalitetsprincippet: Betydningen for overførsel til Storbritannien efter Brexit

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Supreme Court (Irland) vedrørende fortolkningen af artikel 49, stk. 1, andet punktum, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (chartret). Sagen er rejst i forbindelse med fuldbyrdelsen i Irland af fire arrestordrer udstedt af judicielle myndigheder i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland mod MA.

MA anførte, at hans overgivelse til Det Forenede Kongerige ville være uforenelig med det strafferetlige legalitetsprincip, da hans eventuelle prøveløsladelse ville blive reguleret af en strengere lovgivning i Det Forenede Kongerige, vedtaget efter de lovovertrædelser, han retsforfølges for, blev begået.

Supreme Court anmodede Domstolen om en præjudiciel afgørelse vedrørende, om anvendelsen af ændrede regler, der medfører, at en dømt person skal afsone mindst to tredjedele af en tidsbestemt straf og kun har en betinget ret til prøveløsladelse afhængig af en vurdering af farlighed, udgør en tilsidesættelse af chartrets artikel 49, stk. 1, når den pågældende person tidligere ville have haft en automatisk lovfæstet ret til prøveløsladelse efter afsoning af halvdelen af straffen.

Domstolen skulle således tage stilling til, om ændringen af reglerne om prøveløsladelse udgjorde en "hårdere straf" i strid med EU-retten.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at chartrets artikel 49, stk. 1, andet punktum, skal fortolkes således, at det ikke udgør en strengere straf, når en person idømmes en tidsbegrænset fængselsstraf og underlægges en ordning, der kræver afsoning af mindst to tredjedele af straffen før prøveløsladelse. Prøveløsladelsen er betinget af en vurdering fra en særlig myndighed om, hvorvidt fortsat frihedsberøvelse er nødvendig for at beskytte samfundet, og personen løslades automatisk et år før straffens udløb. Dette gælder, selvom den pågældende tidligere automatisk ville være blevet prøveløsladt efter halvdelen af straffen i henhold til de regler, der var gældende på tidspunktet for lovovertrædelsen.

Domstolen begrunder afgørelsen med:

• Sondringen mellem "straf" og foranstaltninger vedrørende straffuldbyrdelse.
• At ændringen af prøveløsladelsesordningen ikke i sig selv udgør en strengere straf, medmindre den i det væsentlige afskaffer muligheden for prøveløsladelse eller fører til en skærpelse af straffens karakter.
• At den nye ordning ikke afskaffer muligheden for prøveløsladelse, da en særlig myndighed vurderer den dømtes farlighed.
• At prøveløsladelse under alle omstændigheder automatisk finder sted et år før straffens ophør.
• At ændringen ikke forlænger den maksimale varighed af fængselsstraffen.
• At kriteriet om den dømtes farlighed er et almindeligt straffepolitisk kriterium, der er knyttet til straffuldbyrdelsen.

Retlige Principper

• Legalitetsprincippet (artikel 49, stk. 1, andet punktum i EU-chartret): Ingen strengere straf kan pålægges end den, der var gældende på tidspunktet for lovovertrædelsen.
• EMRK Artikel 7: Domstolens praksis er, at chartrets artikel 49 som minimum indeholder de samme garantier som EMRK artikel 7.
• Sondring mellem straf og straffuldbyrdelse: Ved anvendelsen af EMRK artikel 7 skal der sondres mellem en foranstaltning, der i realiteten udgør en "straf", og en foranstaltning, der vedrører "fuldbyrdelsen" eller "anvendelsen" af straffen.
• Ændring af straffens omfang: En foranstaltning vedrørende straffuldbyrdelse er kun uforenelig med chartrets artikel 49, stk. 1, andet punktum, hvis den med tilbagevirkende kraft medfører en ændring af selve omfanget af den straf, der ifaldes på det tidspunkt, hvor den pågældende lovovertrædelse angiveligt blev begået, hvilket således indebærer, at der pålægges en strengere straf end den, der oprindeligt ville ifaldes.
• Prøveløsladelse: En ændring af ordningen for prøveløsladelse medfører ikke nødvendigvis en strengere straf, medmindre den i det væsentlige afskaffer muligheden for en sådan løsladelse, og for så vidt som de ikke fører til en skærpelse af arten af den straf, der ville ifaldes på det tidspunkt, hvor de pågældende overtrædelser angiveligt blev begået.