Ne bis in idem og juridiske personer: Anvendelsen af Schengenkonventionens artikel 54

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunal Judiciaire de Paris vedrørende fortolkningen af artikel 54 i Schengenkonventionen sammenholdt med artikel 50 i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Sagen er rejst i forbindelse med en straffesag mod Swiftair SA, der er tiltalt for uagtsomt manddrab efter et flystyrt i Mali i 2014.

Baggrund

• Et fly tilhørende Swiftair styrtede ned i Mali i 2014, hvorved alle ombordværende omkom, herunder 54 franske statsborgere.
• Spanske myndigheder indledte en efterforskning, men traf afgørelse om foreløbig påtaleopgivelse.
• Franske myndigheder indledte ligeledes en efterforskning og sigtede Swiftair for uagtsomt manddrab.
• Swiftair anførte, at selskabet var omfattet af den spanske påtaleopgivelse i henhold til princippet ne bis in idem.

De Præjudicielle Spørgsmål

• Den forelæggende ret ønsker afklaret, om en spansk kendelse om påtaleopgivelse skal betragtes som en endelig afgørelse i henhold til artikel 54 i Schengenkonventionen.
• Det ønskes ligeledes afklaret, om begrebet »person, over for hvem der er afsagt endelig dom« omfatter enhver, der sigtes under en efterforskning, selvom vedkommende ikke formelt har været genstand for et processkrift.
• Endelig spørges der, om handlinger foretaget af fysiske personer i et selskab kan sidestilles med selskabet selv, således at en påtaleopgivelse over for de fysiske personer udelukker retsforfølgning af selskabet.

Domstolens Begrundelse

• Domstolen bemærker, at artikel 54 i Schengenkonventionen har til formål at sikre fri bevægelighed for personer, der er dømt eller frikendt.
• Da sagen udelukkende omhandler en juridisk person, og de fysiske personers ret til fri bevægelighed ikke er berørt, finder artikel 54 ikke anvendelse.
• Domstolen finder endvidere, at chartrets artikel 50 ikke kan anvendes, da der ikke er påvist en tilstrækkelig forbindelse mellem den nationale lovgivning og EU-retten.

Domstolen afviser anmodningen om præjudiciel afgørelse fra Tribunal Judiciaire de Paris, da de EU-retlige bestemmelser, som spørgsmålene vedrører, ikke finder anvendelse på tvisten i hovedsagen. Domstolen fastslår, at artikel 54 i Schengenkonventionen ikke er relevant, da sagen udelukkende omhandler en juridisk person, og de fysiske personers ret til fri bevægelighed ikke er berørt. Endvidere finder Domstolen, at chartrets artikel 50 ikke kan anvendes, da der ikke er påvist en tilstrækkelig forbindelse mellem den nationale lovgivning og EU-retten i den foreliggende sag. Domstolen understreger dog, at den forelæggende ret har mulighed for at indgive en ny anmodning, hvis de nødvendige oplysninger tilvejebringes.

Princippet ne bis in idem

• Domstolen bekræfter, at princippet ne bis in idem, som er nedfældet i artikel 54 i Schengenkonventionen og artikel 50 i EU's charter om grundlæggende rettigheder, forhindrer, at en person retsforfølges to gange for den samme strafbare handling.
• Princippet finder anvendelse, når der er afsagt endelig dom i en medlemsstat, og sanktionen er fuldbyrdet, ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan kræves fuldbyrdet.

Fri bevægelighed

• Domstolen præciserer, at artikel 54 i Schengenkonventionen har til formål at sikre fri bevægelighed inden for Schengenområdet for personer, der er blevet dømt og har afsonet deres straf, eller er blevet endeligt frikendt.
• Bestemmelsen er uden relevans, når muligheden for fri bevægelighed ikke er på tale, særligt i sager der udelukkende omhandler juridiske personer.

Charter om Grundlæggende Rettigheder

• Domstolen minder om, at chartrets bestemmelser kun er bindende for medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten.
• Gennemførelse af EU-retten forudsætter en klar forbindelse mellem en EU-retsakt og den nationale foranstaltning, der går ud over blot en indirekte virkning.