Tidsmæssig anvendelse af direktiv 2018/1972 om elektronisk kommunikation ved forlængelse af brugsrettigheder til radiofrekvenser

Sagen omhandler en slovensk virksomhed, T-2, og Agencija za komunikacijska omrežja in storitve Republike Slovenije (agenturet), vedrørende agenturets afslag på at forlænge gyldigheden af en afgørelse, der tildelte T-2 individuelle brugsrettigheder til radiofrekvenser.

Baggrunden er, at agenturet i 2006 tildelte T-2 brugsrettighederne for 15 år. I 2021 ansøgte T-2 om forlængelse af rettighederne med henvisning til artikel 49 i direktiv 2018/1972 (den europæiske kodeks for elektronisk kommunikation). Agenturet afslog ansøgningen, da den oprindelige tildeling ikke tillod forlængelse ud over 15 år, og at direktiv 2018/1972 ikke kunne anvendes med tilbagevirkende kraft.

Upravno sodišče (forvaltningsdomstolen) forelagde herefter præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen om fortolkningen af artikel 49 i direktiv 2018/1972 og artikel 5 i direktiv 2002/20 (tilladelsesdirektivet), herunder spørgsmålet om tidsmæssig anvendelse og direkte virkning.

De centrale spørgsmål var:

• Finder artikel 49 i direktiv 2018/1972 anvendelse på forlængelse af brugsrettigheder tildelt før direktivets ikrafttræden?
• Har artikel 49 direkte virkning, hvis den ikke er korrekt implementeret i national ret?
• Skal artikel 5 i direktiv 2002/20 anvendes direkte, og hvilke kriterier gælder for vurdering af en passende varighed af brugsrettigheder?

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 49, stk. 1 og 2, i direktiv 2018/1972 ikke finder anvendelse på forlængelse af varigheden af individuelle brugsrettigheder til radiofrekvenser, der er omfattet af stk. 2, og som er tildelt før direktivets ikrafttræden, men hvis udløb indtræder efter denne dato.

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• Direktivet indeholder ingen overgangsordning for eksisterende individuelle brugsrettigheder.
• En ny retsregel finder anvendelse fra ikrafttrædelsen, men påvirker ikke endeligt fastlagte retlige situationer.
• Artikel 49, stk. 2, er en materiel regel, der kun finder anvendelse med tilbagevirkende kraft, hvis det klart fremgår af ordlyd, formål eller opbygning.
• Tildelingen af brugsrettigheder til T-2 var en afsluttet retlig situation, da der ikke var fastsat forlængelse ud over 15 år.
• Artikel 49, stk. 2, indikerer ikke tilbagevirkende kraft, da kriterierne for forlængelse skal være kendt før tildeling af rettigheder.
• Formålet med forlængelsen (reguleringsmæssig forudsigelighed) støtter ikke en fortolkning med tilbagevirkende kraft.
• Direktivet henviser til frister, der er vanskelige at overholde for rettigheder tildelt før direktivets ikrafttræden.

Retlige Principper

• Tidsmæssig anvendelse af EU-ret: Nye retsregler gælder som udgangspunkt fra deres ikrafttræden og finder anvendelse på fremtidige virkninger af eksisterende situationer, medmindre andet er fastsat.
• Forbud mod tilbagevirkende kraft: EU-retlige regler kan som udgangspunkt ikke tillægges tilbagevirkende kraft, medmindre det klart fremgår af reglens ordlyd, formål eller opbygning.
• Direkte virkning: Spørgsmålet om direkte virkning af direktivbestemmelser blev ikke behandlet, da de relevante bestemmelser var korrekt implementeret i national ret.
• Harmonisering af elektronisk kommunikation: Direktiv 2018/1972 har til formål at skabe harmoniserede rammer for regulering af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.