Manglende implementering af whistleblowerdirektivet: Kommissionen mod Estland

Europa-Kommissionen anlagde sag mod Republikken Estland vedrørende manglende implementering af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1937 om beskyttelse af personer, der indberetter overtrædelser af EU-retten (whistleblowere). Kommissionen mente, at Estland ikke havde vedtaget de nødvendige love og administrative bestemmelser inden for den fastsatte frist og krævede derfor, at Estland blev pålagt at betale et fast beløb og en daglig tvangsbøde.

Kommissionen argumenterede for, at manglende implementering af direktivet udgjorde en grov tilsidesættelse af EU-retten, og at sanktionerne skulle fastsættes under hensyntagen til tilsidesættelsens grovhed, varighed og nødvendigheden af at sikre sanktionernes afskrækkende virkning. Kommissionen foreslog en koefficient for grovhed på 10, en varighedskoefficient på 1,3 og en "n"-faktor på 0,06 (baseret på Estlands BNP og befolkning).

Republikken Estland erkendte traktatbruddet, men argumenterede for, at de foreslåede sanktioner var for høje og ikke tog hensyn til de faktiske virkninger af traktatbruddet. Estland fremhævede, at der allerede eksisterede visse bestemmelser i national lovgivning, der beskyttede whistleblowere, og at forsinkelsen i implementeringen skyldtes parlamentsvalg. Estland foreslog en lavere koefficient for grovhed og en reduceret tvangsbøde.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at Republikken Estland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktiv 2019/1937 om beskyttelse af whistleblowere, da de ikke implementerede de nødvendige love og administrative bestemmelser inden for den fastsatte frist. Domstolen pålægger Estland at betale et fast beløb på 500.000 EUR. Hvis traktatbruddet fortsætter på datoen for domsafsigelsen, skal Estland betale en daglig tvangsbøde på 1.500 EUR, indtil forpligtelserne er opfyldt. Estland skal desuden betale sagens omkostninger.

Domstolen begrunder afgørelsen med, at direktivet er et vigtigt EU-retligt instrument, der skal sikre et højt beskyttelsesniveau for whistleblowere. Manglende implementering skader EU-rettens effektive anvendelse, da potentielle whistleblowere kan afskrækkes fra at rapportere overtrædelser, hvis de ikke er beskyttet mod repressalier. Domstolen tager dog hensyn til, at der allerede eksisterede visse bestemmelser i estisk lovgivning, der beskyttede whistleblowere, hvilket reducerer de negative konsekvenser af traktatbruddet. Domstolen afviser Kommissionens automatiske anvendelse af en høj koefficient for grovhed og fastsætter et passende beløb under hensyntagen til sagens specifikke omstændigheder.

Retlige Principper

• Traktatbrud: En medlemsstat er forpligtet til at implementere EU-direktiver inden for de fastsatte frister.
• Artikel 260, stk. 3, TEUF: Domstolen kan pålægge økonomiske sanktioner (fast beløb og tvangsbøde) for manglende implementering af direktiver.
• Proportionalitet: Sanktionerne skal være afpasset efter overtrædelsens grovhed, varighed og medlemsstatens betalingsevne.
• Afskrækkende virkning: Sanktionerne skal have en afskrækkende virkning for at undgå gentagelse af traktatbrud.
• Skønsbeføjelse: Domstolen har en vis skønsbeføjelse ved fastsættelsen af sanktionernes størrelse, men er bundet af Kommissionens forslag med hensyn til det maksimale beløb.
• Grovhedsvurdering: Manglende implementering af et direktiv anses generelt for at være en grov tilsidesættelse, men Domstolen skal foretage en konkret vurdering af konsekvenserne for private og offentlige interesser.
• Betalingsevne: Ved fastsættelsen af sanktionernes størrelse skal der tages hensyn til medlemsstatens BNP som den væsentligste faktor for vurdering af betalingsevnen.