Anvendelsesområdet for den europæiske efterforskningskendelse: Meddelelse om tiltalerejsning og afhøring af tiltalte

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra den franske Cour de cassation vedrørende fortolkningen af direktiv 2014/41/EU om den europæiske efterforskningskendelse i straffesager. Sagen drejer sig om en spansk efterforskningskendelse, der anmoder de franske myndigheder om at forkynde en tiltalerejsning, inklusiv en kendelse om varetægtsfængsling og kaution, for AK, der var frihedsberøvet i Frankrig, og give AK mulighed for at fremsætte bemærkninger.

De centrale spørgsmål er, om en sådan anmodning udgør en "efterforskningsforanstaltning" omfattet af direktivets anvendelsesområde, og om en europæisk efterforskningskendelse kan anvendes til at forkynde en tiltalerejsning og afhøre den tiltalte.

AK argumenterer for, at en europæisk efterforskningskendelse ikke kan anvendes til at forkynde anklager eller indlede en sag, da dette skal ske gennem andre værktøjer for retligt samarbejde.

Den franske generaladvokat er af den opfattelse, at afgørelsen indeholder efterforskningsforanstaltninger, der er uløseligt forbundet med forkyndelsen af tiltalerejsningen og indhentningen af AK's bemærkninger, og derfor udgør en efterforskning med henblik på at fremskaffe bevismateriale.

Cour de cassation forelægger spørgsmålet for EU-Domstolen for at få klarhed over det materielle anvendelsesområde for en europæisk efterforskningskendelse.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 1 og 3 i direktiv 2014/41/EU skal fortolkes således:

• En afgørelse, hvor en judiciel myndighed i en medlemsstat anmoder en judiciel myndighed i en anden medlemsstat om at underrette en person om en tiltalerejsning, udgør ikke i sig selv en europæisk efterforskningskendelse.
• En afgørelse, hvor en judiciel myndighed i en medlemsstat anmoder en judiciel myndighed i en anden medlemsstat om at varetægtsfængsle en person af andre grunde end dem, der er omhandlet i direktivets artikel 22 og 23, eller at pålægge personen at betale kaution, udgør ikke en europæisk efterforskningskendelse.
• En afgørelse, hvor en judiciel myndighed i en medlemsstat anmoder en judiciel myndighed i en anden medlemsstat om at give en person mulighed for at fremsætte bemærkninger til de forhold, der er anført i tiltalerejsningen, udgør en europæisk efterforskningskendelse, forudsat at anmodningen om afhøring har til formål at indsamle bevismateriale.

Domstolen præciserer, at meddelelse om tiltalerejsning som udgangspunkt ikke er en efterforskningsforanstaltning, men en processuel forpligtelse. Dog kan en sådan meddelelse undtagelsesvist være omfattet af en europæisk efterforskningskendelse, hvis den er nødvendig for at gennemføre en afhøring, der har til formål at indsamle bevismateriale, og hvis udstedelsesstaten har anført dette som et formkrav.

Begrundelse

Domstolen begrunder sin afgørelse med en fortolkning af direktiv 2014/41/EU’s artikel 1 og 3, hvor begrebet "efterforskningsforanstaltning" defineres. Domstolen fremhæver, at en efterforskningsforanstaltning skal have til formål at fremskaffe bevismateriale. Meddelelse om tiltalerejsning og kendelse om varetægtsfængsling eller kaution falder som udgangspunkt uden for dette begreb.

Domstolen understreger, at formålet med direktivet er at lette og fremskynde det retlige samarbejde ved at indføre en forenklet og mere effektiv ordning for indsamling af bevismateriale i grænseoverskridende straffesager. Dette formål understøtter en klar og utvetydig definition af begrebet "efterforskningsforanstaltning".

Domstolen henviser til artikel 9, stk. 2, i direktivet, som fastslår, at fuldbyrdelsesmyndigheden som udgangspunkt skal opfylde de formkrav og procedurer, som udstedelsesmyndigheden har angivet. Dog skal fuldbyrdelsesmyndigheden sikre, at disse krav ikke er i strid med de grundlæggende retsprincipper i fuldbyrdelsesstaten.

Domstolen påpeger vigtigheden af loyalt samarbejde mellem udstedelses- og fuldbyrdelsesmyndighederne, jf. artikel 4, stk. 3, TEU, for at sikre et effektivt samarbejde i straffesager.

Centrale EU-retlige principper

• Gensidig anerkendelse: Medlemsstaterne skal som udgangspunkt anerkende og fuldbyrde retsafgørelser fra andre medlemsstater.
• Loyalt samarbejde: Medlemsstaterne skal samarbejde loyalt for at sikre gennemførelsen af EU-retten.
• Effektivitetsprincippet: EU-retten skal fortolkes og anvendes på en måde, der sikrer dens fulde virkning.
• Autonom fortolkning: EU-retlige begreber skal fortolkes ensartet i hele EU, uafhængigt af de enkelte medlemsstaters nationale ret.

Anvendelse i sagen

Domstolen anvender disse principper til at fortolke begrebet "efterforskningsforanstaltning" i direktiv 2014/41/EU. Domstolen fastslår, at begrebet skal fortolkes autonomt og i overensstemmelse med direktivets formål om at lette det retlige samarbejde i straffesager. Domstolen understreger, at medlemsstaterne skal samarbejde loyalt for at sikre en effektiv fuldbyrdelse af europæiske efterforskningskendelser.

Betydning for EU-retten

Domstolens afgørelse præciserer anvendelsesområdet for den europæiske efterforskningskendelse og fastlægger, hvilke typer foranstaltninger der kan være omfattet af en sådan kendelse. Afgørelsen bidrager til en mere ensartet og effektiv anvendelse af direktiv 2014/41/EU i hele EU.