Urimelig handelspraksis: Frist for indledning af undersøgelse og effektiv forbrugerbeskyttelse

Trenitalia SpA anlagde sag mod Autorità Garante della Concorrenza e del Mercato (AGCM) vedrørende sanktioner pålagt for urimelig handelspraksis. Sagen omhandler fortolkningen af direktiv 2005/29/EF om urimelig handelspraksis over for forbrugerne.

AGCM havde pålagt Trenitalia en bøde for urimelig handelspraksis i forbindelse med onlinesalg af togbilletter. Trenitalia anfægtede afgørelsen og hævdede, at den kontradiktoriske undersøgelsesfase blev indledt for sent.

Den forelæggende ret, Tribunale amministrativo regionale per il Lazio, rejste tvivl om, hvorvidt den nationale lovgivning, der fastsætter en frist på 90 dage for AGCM til at indlede den kontradiktoriske undersøgelsesfase, er forenelig med EU-retten.

Den forelæggende ret anførte, at en overskridelse af fristen fører til annullation af AGCM’s afgørelse og bortfald af beføjelsen til at indlede en ny sag, hvilket kan skade AGCM’s selvstændighed og effektivitet.

Domstolen skulle tage stilling til, om artikel 11 og 13 i direktiv 2005/29/EF er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter en sådan frist og sanktionerer overskridelse af den.

Parternes argumenter

• Trenitalia: Hævdede, at AGCM’s afgørelse var ugyldig, da den kontradiktoriske undersøgelsesfase blev indledt for sent.
• AGCM: Argumenterede for, at den nationale lovgivning, der fastsætter fristen, er uforenelig med EU-retten, da den hindrer en effektiv håndhævelse af forbuddet mod urimelig handelspraksis.
• Europa-Kommissionen: Støttede AGCM’s synspunkt og anførte, at den nationale lovgivning kan undergrave forbrugerbeskyttelsen.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 11 og 13 i direktiv 2005/29, sammenholdt med effektivitetsprincippet, er til hinder for en national lovgivning, der i forbindelse med en sag om urimelig handelspraksis pålægger den nationale myndighed:

• At indlede den kontradiktoriske undersøgelsesfase inden for 90 dage fra kendskab til overtrædelsens væsentligste elementer.
• At sanktionere tilsidesættelse af denne frist med annullation af myndighedens afgørelse og bortfald af beføjelsen til at indlede en ny sag om samme praksis.

Domstolen begrunder afgørelsen med, at en sådan national lovgivning kan:

• Hindre myndighedens operationelle uafhængighed.
• Skabe en systemisk risiko for straffrihed for overtrædelser af forbuddet mod urimelig handelspraksis.

Begrundelse

Domstolen fremhæver, at direktivet overlader det til medlemsstaterne at vælge nationale foranstaltninger til at bekæmpe urimelig handelspraksis, forudsat at de er tilstrækkelige og effektive, og at sanktionerne er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning.

Domstolen anerkender, at fastsættelse af proceduremæssige frister for de nationale myndigheder er forenelig med EU-retten, men at disse frister ikke må gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at gennemføre EU-retten.

Domstolen påpeger, at den pågældende nationale lovgivning risikerer at forpligte AGCM til at behandle sagerne i kronologisk rækkefølge uden hensyntagen til sagens omstændigheder, hvilket hindrer myndigheden i at fastlægge prioriteter. Desuden kan konsekvenserne af fristoverskridelsen forhindre AGCM i at samarbejde fuldt ud i det netværk, der er oprettet ved forordning 2006/2004 og 2017/2394.

Domstolen understreger, at retten til forsvar ikke kan tilsidesættes alene som følge af fristoverskridelsen, og at en virksomhed stadig kan udøve sin ret til forsvar, for så vidt som den nationale konkurrencemyndighed ikke træffer nogen afgørelse uden en kontradiktorisk undersøgelsesfase.

Domstolen henviser til, at nationale forældelsesregler, der på systemisk plan er til hinder for effektive og afskrækkende sanktioner for overtrædelser af EU-konkurrencebestemmelserne, kan gøre anvendelsen af disse bestemmelser umulig eller uforholdsmæssig vanskelig.

Domstolen konkluderer, at den pågældende frist kan medføre et indgreb i AGCM’s operationelle uafhængighed og skabe en systemisk risiko for straffrihed for overtrædelser af forbuddet mod urimelig handelspraksis.

Centrale EU-retlige principper

• Effektivitetsprincippet: Medlemsstaterne skal sikre, at EU-retten gennemføres effektivt i national ret, og at nationale regler ikke gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve rettigheder, der følger af EU-retten.
• Retssikkerhedsprincippet: Retlige regler skal være klare, præcise og forudsigelige, således at borgerne kan forudse konsekvenserne af deres handlinger.
• Retten til forsvar: Enhver, der er genstand for en administrativ procedure, har ret til at blive hørt og til at fremlægge sin sag.
• Forrangsprincippet: EU-retten har forrang for national ret, og nationale domstole skal sikre, at EU-retten anvendes korrekt, selv hvis det indebærer, at national ret skal tilsidesættes.
• Princippet om loyalt samarbejde: Medlemsstaterne skal træffe alle passende foranstaltninger, generelle eller specielle, for at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af EU-retten. De skal undlade enhver foranstaltning, som kan bringe virkeliggørelsen af Unionens mål i fare.

Anvendelse i sagen

Domstolen anvender disse principper til at vurdere, om den italienske lovgivning er forenelig med direktiv 2005/29 om urimelig handelspraksis. Domstolen finder, at den italienske lovgivning, der fastsætter en kort frist for indledning af den kontradiktoriske undersøgelsesfase og sanktionerer overskridelse af denne frist med annullation af afgørelsen og bortfald af beføjelsen til at indlede en ny sag, er uforenelig med EU-retten, da den kan hindre en effektiv håndhævelse af forbuddet mod urimelig handelspraksis og undergrave forbrugerbeskyttelsen.