Fortolkning af bopælsbegrebet i forordning 1215/2012 ved betalingspåbudsprocedure

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Sofijski rajonen sad (kredsdomstolen i Sofia, Bulgarien) vedrørende fortolkningen af flere EU-retlige bestemmelser, herunder forordning nr. 1215/2012 om retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, samt forordning 2020/1784 om forkyndelse af dokumenter.

Sagen er anlagt af »Toplofikatsia Sofia« EAD mod V.Z.A., en bulgarsk statsborger, for manglende betaling af varmeenergi. Den forelæggende ret er i tvivl om sin internationale kompetence, da V.Z.A. har en registreret adresse i en anden medlemsstat.

De centrale spørgsmål er:

• Om en national lovgivning, der fastholder en bulgarsk statsborgers faste adresse i Bulgarien, uanset bopæl i en anden medlemsstat, er forenelig med EU-retten.
• Om en national domstol kan udstede et betalingspåbud mod en skyldner, der sandsynligvis har bopæl i en anden EU-stat.
• Om artikel 7 i forordning 2020/1784 kan anvendes til at fastslå skyldners adresse i en anden medlemsstat.

Domstolen fastslår, at national lovgivning ikke må tilsidesætte EU-rettens princip om bopæl som grundlag for kompetence, og at artikel 7 i forordning 2020/1784 kan anvendes til at fastlægge skyldners adresse.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 62, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at den er til hinder for national lovgivning, der anser statsborgere i en medlemsstat, bosiddende i en anden medlemsstat, for at have bopæl på en adresse, der stadig er registreret i den første medlemsstat.

Domstolen fastslår yderligere, at artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at de er til hinder for national lovgivning, der tillægger en ret i en medlemsstat kompetence til at udstede et betalingspåbud over for en skyldner, hvor der er rimelig grund til at tro, at denne har bopæl i en anden medlemsstat, undtagen i de situationer, der er fastsat i forordningens kapitel II, afdeling 2-7.

Endelig fastslås det, at artikel 7 i forordning 2020/1784 ikke er til hinder for, at en ret i en medlemsstat, der har kompetence til at udstede et betalingspåbud, henvender sig til de kompetente myndigheder og anvender de midler, som en anden medlemsstat stiller til rådighed for at identificere skyldners adresse med henblik på forkyndelse.

Retlige Principper

• Bopælskriteriet: Forordning nr. 1215/2012 baserer kompetencereglerne på sagsøgtes bopæl, ikke nationalitet.
• Effektiv Virkning: National ret må ikke undergrave EU-rettens effektive virkning.
• Forbud mod Forskelsbehandling: Artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012 forbyder forskelsbehandling på grundlag af nationalitet ved anvendelse af kompetenceregler.
• Forkyndelse: Forordning 2020/1784 regulerer forkyndelse af retslige dokumenter i andre medlemsstater, og artikel 7 pålægger medlemsstaterne at bistå med at finde adressen på den person, der skal forkyndes.