Manglende beskyttelse af Natura 2000-områder: Tyskland dømt for overtrædelse af habitatdirektivet

Europa-Kommissionen anlagde sag mod Forbundsrepublikken Tyskland for traktatbrud vedrørende manglende overholdelse af Rådets direktiv 92/43/EØF (habitatdirektivet) om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter.

• Parter: Europa-Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland.
• Baggrund: Kommissionen mente, at Tyskland ikke havde truffet tilstrækkelige foranstaltninger til at beskytte visse naturtyper (Høslætenge i lavlandet og Høslætenge i bjerge) i Natura 2000-områder, hvilket resulterede i arealtab og manglende overvågning.
• Centrale spørgsmål: Har Tyskland tilsidesat sine forpligtelser i henhold til habitatdirektivets artikel 6, stk. 2, ved generelt og strukturelt at undlade at træffe passende foranstaltninger for at undgå forringelse af naturtyperne 6510 og 6520? Har Tyskland tilsidesat sine forpligtelser i henhold til habitatdirektivets artikel 4, stk. 1, ved generelt og strukturelt at undlade at sende opdaterede oplysninger vedrørende lokaliteter med naturtyperne 6510 og 6520?
• Kommissionens argumenter: Tyskland har undladt at træffe passende foranstaltninger for at undgå forringelse af naturtyperne, hvilket er bevist ved betydelige arealtab, manglende specifik overvågning og fravær af retligt bindende beskyttelsesforanstaltninger mod overgødskning og for tidlig slåning. Tyskland har undladt at opdatere oplysninger om lokaliteter med de pågældende naturtyper.
• Tysklands argumenter: Kommissionen har ikke foretaget en samlet vurdering af alle lokaliteter og har baseret sin vurdering på fejlagtige data. Habitatdirektivets artikel 6, stk. 2, indeholder ikke bindende krav vedrørende overvågning, og Tyskland foretager passende overvågning. Udtrykket »passende foranstaltninger« giver medlemsstaterne en skønsmargen, og Tyskland har truffet passende foranstaltninger.

Domstolens vurdering

• Domstolen fandt, at Kommissionen havde godtgjort, at der var sket et betydeligt arealtab for naturtyperne 6510 og 6520 på et betydeligt antal lokaliteter i Tyskland, og at dette skyldtes manglende passende foranstaltninger.
• Domstolen fandt også, at de overvågningsforanstaltninger, der anvendes i Tyskland, ikke er tilstrækkeligt specifikke, regelmæssige og konsekvente.
• Domstolen fandt, at Tyskland ikke har truffet retligt bindende beskyttelsesforanstaltninger mod overgødskning og for tidlig slåning.
• Domstolen afviste Kommissionens klagepunkt om manglende opdatering af oplysninger om lokaliteter med de pågældende naturtyper, da habitatdirektivets artikel 4, stk. 1, ikke indeholder en sådan forpligtelse.

Afgørelse

• Domstolen fastslår, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til habitatdirektivets artikel 6, stk. 2.
• Tyskland har generelt og strukturelt undladt at træffe passende foranstaltninger for at undgå forringelse af naturtyperne 6510 (Høslætenge i lavlande) og 6520 (Høslætenge i bjerge), der er beskyttet under Natura 2000-nettet.
• Domstolen frifinder Forbundsrepublikken Tyskland i øvrigt.
• Europa-Kommissionen og Forbundsrepublikken Tyskland bærer hver deres egne omkostninger.

Begrundelse

• Domstolen fandt, at Kommissionen havde godtgjort et betydeligt arealtab for naturtyperne 6510 og 6520 på et betydeligt antal lokaliteter i Tyskland.
• Disse arealtab er repræsentative for Tyskland, da de omhandlede lokaliteter er beliggende i flere delstater.
• Kommissionen har godtgjort sandsynligheden for, at forringelsen af naturtyperne skyldes manglende passende foranstaltninger.
• De overvågningsforanstaltninger, der anvendes i Tyskland, er ikke tilstrækkeligt specifikke, regelmæssige og konsekvente.
• Tyskland har ikke truffet retligt bindende beskyttelsesforanstaltninger mod overgødskning og for tidlig slåning på lokaliteter, der omfatter naturtyperne 6510 og 6520.

Centrale EU-retlige principper

• Habitatdirektivets artikel 6, stk. 2: Pålægger medlemsstaterne en generel forpligtelse til at træffe passende foranstaltninger for at undgå forringelse af naturtyper og levesteder for arter i særlige bevaringsområder.
• Skønsmargen: Medlemsstaterne har et skøn ved anvendelsen af habitatdirektivets artikel 6, stk. 2, men skal sikre, at foranstaltningerne er tilstrækkelige til at undgå forringelse.
• Bevisbyrde: Kommissionen skal godtgøre, at der er en sandsynlighed eller risiko for, at en medlemsstats handling eller undladelse medfører en væsentlig forringelse eller forstyrrelse af naturtyper eller arter.
• Lokalitetsniveau: Habitatdirektivets artikel 6, stk. 2, finder anvendelse på lokalitetsniveau, og forringelser på en lokalitet kan ikke udlignes af forbedringer på andre lokaliteter.
• Overvågning: Medlemsstaterne skal foretage regelmæssig og specifik kontrol af de særlige bevaringsområder.
• Retligt bindende foranstaltninger: Medlemsstaterne skal vedtage retligt bindende foranstaltninger for at beskytte de særlige bevaringsområder mod trusler som overgødskning og for tidlig slåning.

Betydning for EU-retten

• Dommen præciserer omfanget af medlemsstaternes forpligtelser i henhold til habitatdirektivets artikel 6, stk. 2, og understreger vigtigheden af at træffe effektive foranstaltninger for at beskytte naturtyper i særlige bevaringsområder.
• Dommen bekræfter, at medlemsstaterne har en skønsmargen ved valget af foranstaltninger, men at de skal sikre, at foranstaltningerne er tilstrækkelige til at undgå forringelse.
• Dommen understreger vigtigheden af regelmæssig og specifik overvågning af de særlige bevaringsområder og af at vedtage retligt bindende foranstaltninger for at beskytte dem mod trusler.