Italiensk støtteordning for grøn energi og foreneligheden med EU-retten

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra den italienske Consiglio di Stato vedrørende fortolkningen af EU-retten i forbindelse med en national støtteordning for elektricitet fra vedvarende energikilder. Autorità di Regolazione per Energia Reti e Ambiente (ARERA) havde pålagt Fallimento Esperia SpA en økonomisk sanktion for manglende overholdelse af forpligtelsen til at købe grønne certifikater for elektricitet importeret til Italien i 2010.

De centrale spørgsmål er, om den italienske ordning er i strid med:

• Artikel 18 TEUF (forbud mod forskelsbehandling på grundlag af nationalitet).
• Artikel 28 TEUF og 30 TEUF (afskaffelse af importtold og afgifter med tilsvarende virkning).
• Artikel 110 TEUF (forbud mod afgifter på indførte varer, der er højere end afgifter på lignende indenlandske varer).
• Artikel 34 TEUF (forbud mod foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative indførselsrestriktioner).
• Artikel 107 TEUF og 108 TEUF (forbud mod statsstøtte, der ikke er anmeldt og er uforenelig med det indre marked).
• Direktiv 2009/28/EF (fremme af både samhandelen i Fællesskabet med grøn elektricitet og de enkelte medlemsstaters produktionskapacitet.

Fallimento Esperia SpA anførte, at den italienske lovgivning udgør statsstøtte til fordel for italienske producenter af grøn energi, en afgift med tilsvarende virkning som told og en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ importrestriktion. Gestore dei Servizi Energetici SpA – GSE mente derimod, at lovgivningen er i overensstemmelse med direktiv 2001/77/EF.

Consiglio di Stato forelagde spørgsmålet for EU-Domstolen for at få afklaret, om EU-retten er til hinder for en national ordning, der pålægger importører af grøn elektricitet en økonomisk byrde, som ikke gælder for nationale producenter af den samme vare.

Afgørelse

Domstolen fastslår, at artikel 28 TEUF, 30 TEUF og 110 TEUF ikke er til hinder for en national foranstaltning, der forpligter importører af elektricitet fra en anden medlemsstat til at købe grønne certifikater eller grøn elektricitet fra nationale producenter, hvis de ikke kan godtgøre, at deres elektricitet er produceret fra vedvarende energikilder. Ligeledes er artikel 34 TEUF samt direktiv 2001/77/EF og 2009/28/EF ikke til hinder for en sådan national foranstaltning, hvis det påvises, at den ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå målet om øget produktion af grøn elektricitet. Endelig er artikel 107 TEUF og 108 TEUF ikke til hinder for den nævnte nationale foranstaltning, forudsat at forskelsbehandlingen af nationale producenter af grøn elektricitet og importører af elektricitet uden oprindelsesgaranti er begrundet i karakteren og opbygningen af det referencesystem, som foranstaltningen indgår i.

Begrundelse

Domstolen begrunder sin afgørelse med, at de pågældende direktiver ikke indeholder en udtømmende harmonisering, og at medlemsstaterne derfor har en vis skønsbeføjelse til at indføre støtteordninger for vedvarende energi. Foranstaltningen er egnet til at fremme produktionen af grøn elektricitet og er som udgangspunkt ikke i strid med de frie varebevægelser, forudsat at den er proportional og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå målet. Statsstøttereglerne er heller ikke til hinder, hvis forskelsbehandlingen er begrundet i referencesystemets karakter og opbygning.

Centrale EU-retlige principper

• Frie varebevægelser: Artikel 34 TEUF forbyder kvantitative indførselsrestriktioner og foranstaltninger med tilsvarende virkning. Nationale foranstaltninger, der hindrer samhandelen, kan dog være begrundet i almene hensyn, såsom miljøbeskyttelse, forudsat at de er proportionale.
• Statsstøtte: Artikel 107 TEUF forbyder statsstøtte, der fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen. En foranstaltning kan udgøre statsstøtte, hvis den indebærer brug af statsmidler, giver en selektiv fordel og påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Undtagelser kan gælde, hvis foranstaltningen er begrundet i det pågældende referencesystems karakter og opbygning.
• Bemyndigelse til at fastsætte støtteordninger: Domstolen fremhæver, at EU-lovgiver ikke har tilsigtet en udtømmende harmonisering af nationale støtteordninger til produktion af grøn energi, og at medlemsstaterne har en betydelig skønsbeføjelse med hensyn til de foranstaltninger, som de kan vedtage for at nå de mål, der er fastsat i direktiv 2009/28.
• Proportionalitetsprincippet: Nationale foranstaltninger, der begrænser de frie varebevægelser, skal være egnede til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte formål og må ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for, at formålet opfyldes.

Anvendelse i sagen

Domstolen fandt, at den italienske ordning, der pålægger importører af elektricitet at købe grønne certifikater, potentielt kunne hindre de frie varebevægelser, men at denne hindring kunne være begrundet i miljøbeskyttelseshensyn. Domstolen overlod det til den nationale domstol at vurdere, om foranstaltningen var proportional. Domstolen fandt også, at ordningen potentielt kunne udgøre statsstøtte, men at dette afhang af, om forskelsbehandlingen af nationale producenter og importører var begrundet i referencesystemets karakter og opbygning.