Momspligt og fast forretningssted: Koncerninterne tjenesteydelser og momsdirektivets fortolkning

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Tribunalul Argeș (Rumænien) vedrørende fortolkningen af momsdirektivet 2006/112/EF og gennemførelsesforordning nr. 282/2011. Sagen drejer sig om SC Adient Ltd & Co. KG (Adient Tyskland) og Agenția Națională de Administrare Fiscală (det rumænske skatteagentur) vedrørende momsregistrering af Adient Tyskland i Rumænien.

Adient Tyskland og SC Adient Automotive România SRL (Adient Rumænien) er begge en del af Adient-koncernen. Adient Tyskland indgik en kontrakt med Adient Rumænien om levering af tjenesteydelser, herunder fremstilling af sædebetræk til motorkøretøjer. Skattemyndighederne mente, at Adient Tyskland havde et fast forretningssted i Rumænien, bestående af to af Adient Rumæniens filialer, og derfor skulle momsregistreres i Rumænien.

De præjudicielle spørgsmål omhandler:

• Om en uafhængig juridisk person kan kvalificeres som et fast forretningssted for en ikke-hjemmehørende enhed alene fordi de tilhører samme koncern.
• Om en ikke-hjemmehørende enhed kan anses for at have et fast forretningssted baseret på de tjenesteydelser, som den hjemmehørende juridiske person leverer.
• Hvordan leveringsstedet for tjenesteydelserne skal fastlægges.
• Om aktiviteter relateret til behandlingsydelser for varer kan anses for administrative støtteaktiviteter.

Domstolen skulle tage stilling til, om Adient Tyskland, ved at have en kontrakt med Adient Rumænien, automatisk havde et fast forretningssted i Rumænien, og dermed skulle momsregistreres der.

Afgørelse

• Domstolen fastslår, at momsdirektivets artikel 44 og artikel 11 i gennemførelsesforordning nr. 282/2011 skal fortolkes således, at et momspligtigt selskab ikke kan anses for at have et fast forretningssted i en anden medlemsstat alene på baggrund af koncernforhold eller en aftale om levering af tjenesteydelser.
• Domstolen præciserer, at hverken en struktur, der deltager i leveringen af færdigvarer, eller det forhold, at leveringstransaktioner primært udføres uden for medlemsstaten, er relevant for at fastslå et fast forretningssted.
• Domstolen konkluderer, at et selskab ikke har et fast forretningssted, hvis de menneskelige og tekniske ressourcer ikke er forskellige fra dem, der leverer tjenesteydelserne, eller hvis ressourcerne kun anvendes til forberedende eller accessoriske aktiviteter.

Begrundelse

• Domstolen understreger, at fastlæggelsen af et fast forretningssted kræver en vurdering af, om selskabet råder over en struktur med tilstrækkelig permanent karakter og passende ressourcer til at modtage og anvende tjenesteydelserne til egne formål.
• Domstolen fremhæver, at det afgørende er, om de menneskelige og tekniske ressourcer reelt er stillet til rådighed for modtageren af tjenesteydelserne, så denne kan udøve kontrol og anvende dem til sin egen økonomiske virksomhed.
• Domstolen bemærker, at aktiviteter som modtagelse, forvaltning og inspektion af materialer betragtes som forberedende eller accessoriske aktiviteter, der ikke i sig selv konstituerer et fast forretningssted.

Centrale EU-retlige principper

• Leveringsstedet for tjenesteydelser: Momsdirektivets artikel 44 fastlægger, at leveringsstedet for tjenesteydelser som udgangspunkt er der, hvor den afgiftspligtige person har etableret hjemstedet for sin økonomiske virksomhed. Undtagelsen er, hvis tjenesteydelserne leveres til et fast forretningssted, der ligger et andet sted.
• Begrebet fast forretningssted: Gennemførelsesforordning nr. 282/2011, artikel 11, definerer et fast forretningssted som et forretningssted, der har en tilstrækkelig permanent karakter og en passende struktur af menneskelige og tekniske midler, så det kan modtage og anvende de leverede ydelser til egne formål.
• Økonomisk realitet: Domstolen understreger, at kvalifikationen som et fast forretningssted afhænger af de materielle betingelser og den økonomiske realitet, ikke blot den juridiske status.
• Selvstændighed: En tjenesteyder handler som udgangspunkt i eget navn og interesse, medmindre det kan godtgøres, at kunden råder over tjenesteyderens ressourcer som sine egne.
• Deltagelse i levering af varer: Artikel 192a i momsdirektivet og artikel 53 i gennemførelsesforordning nr. 282/2011 vedrører fastlæggelsen af den betalingspligtige for moms, ikke fastlæggelsen af leveringsstedet for tjenesteydelser.