Definition af betalingsinstrument og bevis for samtykke ved uautoriserede betalingstransaktioner

Sagen omhandler en tvist mellem UA, en italiensk statsborger, og Eurobank Bulgaria vedrørende uautoriserede banktransaktioner fra UAs konto. UA hævder, at en person ved navn MK uretmæssigt har overført midler fra hans konto ved hjælp af en falsk fuldmagt.

• Parter: UA mod Eurobank Bulgaria AD.
• Baggrund: UA havde en konto i Eurobank Bulgaria. En person, MK, foretog uautoriserede overførsler fra kontoen ved hjælp af en fuldmagt.
• Centrale Spørgsmål:
  • Udgør en fuldmagt et betalingsinstrument i henhold til direktiv 2007/64/EF?
  • Er en apostille tilstrækkelig til at autentificere et betalingsinstrument og en transaktion?
  • Kan en national ret anse en betalingstransaktion for autoriseret, hvis betalingsinstrumentet formelt er forskriftsmæssigt?
• UAs Argumenter: UA hævder, at fuldmagten var falsk, og at han ikke havde givet tilladelse til transaktionerne. Han mener, at banken har handlet uagtsomt ved at tillade overførslerne.
• Eurobanks Argumenter: Eurobank hævder, at fuldmagten forekom at være gyldig med en apostille, og at banken handlede i god tro. Banken mener, at den har opfyldt sine forpligtelser.
• Forelæggelsesrettens Spørgsmål: Apelativen sad – Sofia (appeldomstolen i Sofia) forelagde spørgsmål til EU-Domstolen om fortolkningen af direktiv 2007/64/EF, herunder definitionen af et betalingsinstrument, autentificeringsprocedurer og bevisbyrden for autorisation af betalingstransaktioner.

Domstolen skal afklare, om en bank kan påberåbe sig god tro og en formelt korrekt fuldmagt med apostille som tilstrækkeligt bevis for, at en betalingstransaktion er autoriseret, når kontohaveren bestrider fuldmagtens ægthed og dermed nægter at have givet samtykke til transaktionen.

Afgørelse

Domstolen fastslår:

1. Artikel 4, nr. 23), i direktiv 2007/64 skal fortolkes således, at en fuldmagt, hvorved indehaveren af en bankkonto bemyndiger en befuldmægtiget til at foretage en formuedisposition på denne konto ved hjælp af en betalingsordre, ikke i sig selv udgør et »betalingsinstrument«. Et sæt af procedurer, der er aftalt mellem kontohaveren og betalingstjenesteudbyderen, som gør det muligt for den befuldmægtigede, der udpeges i en sådan fuldmagt, at initiere en betalingsordre fra den nævnte konto, kan imidlertid kvalificeres som et »betalingsinstrument«.

2. Artikel 54, stk. 1 og 2, artikel 59, stk. 1 og 2, og artikel 86, stk. 1, i direktiv 2007/64 skal fortolkes således, at når en betalingstransaktion er blevet gennemført på grundlag af en fuldmagt fra indehaveren af en bankkonto, som er modtaget i form af et notarialdokument, der er påført en apostille, og kontohaveren bestrider fuldmagtens gyldighed og dermed at have meddelt samtykke til denne betalingstransaktion, er den omstændighed, at denne fuldmagt formelt er forskriftsmæssig, ikke tilstrækkelig til at fastslå, at denne betalingstransaktion var autoriseret, idet udbyderen af betalingstjenester skal godtgøre, at brugeren af betalingstjenester i henhold til den procedure for meddelelse af samtykke, der er aftalt med brugeren, behørigt har meddelt sit samtykke til den pågældende betalingstransaktion ved den nævnte fuldmagt.

Domstolen begrunder afgørelsen med, at:

• Direktiv 2007/64 har til formål at skabe et indre marked for betalingstjenester og beskytte brugerne af disse tjenester.
• Artikel 59 i direktivet fastlægger en bevisbyrderegel, der begunstiger brugeren af betalingstjenester, idet udbyderen skal bevise, at transaktionen var autentificeret, korrekt registreret og bogført.
• En fuldmagt kan være en del af et aftalt sæt af procedurer, men den formelle kontrol af fuldmagten er ikke tilstrækkelig til at bevise samtykke.
• Udbyderen af betalingstjenester skal godtgøre, at brugeren har meddelt sit samtykke til transaktionen i overensstemmelse med den aftalte procedure.

Retlige principper

• Fuld Harmonisering: Direktiv 2007/64 om betalingstjenester indeholder fuldt harmoniserede bestemmelser, hvilket begrænser medlemsstaternes mulighed for at indføre eller opretholde afvigende nationale regler.
• Bevisbyrde for Autentificering: Udbyderen af betalingstjenester har bevisbyrden for at godtgøre, at en betalingstransaktion er autentificeret, korrekt registreret og bogført.
• Samtykke til Betalingstransaktion: En betalingstransaktion kræver betalerens samtykke, og dette samtykke skal gives i den form, der er aftalt mellem betaleren og udbyderen af betalingstjenester.
• Beskyttelse af Brugere: Direktivet tilsigter at beskytte brugerne af betalingstjenester, især forbrugerne, ved at sikre retssikkerhed og gennemsigtighed.
• Autentificeringsprocedure: Autentificering er en procedure, der giver udbyderen af betalingstjenester mulighed for at verificere anvendelsen af et specifikt betalingsinstrument, herunder dets personaliserede sikkerhedsfeatures.

Domstolen understreger, at den formelle kontrol af en fuldmagt ikke i sig selv er tilstrækkelig til at bevise, at betaleren har givet sit samtykke til en betalingstransaktion. Udbyderen af betalingstjenester skal bevise, at brugeren har meddelt sit samtykke i overensstemmelse med den aftalte procedure.