Fortolkning af artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 om den europæiske arrestordre vedrørende retssag in absentia

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Kammergericht Berlin vedrørende fortolkningen af artikel 4a, stk. 1, i Rådets rammeafgørelse 2002/584 om den europæiske arrestordre. Sagen drejer sig om fuldbyrdelse i Tyskland af en europæisk arrestordre udstedt af Tjekkiet mod en tjekkisk statsborger med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf.

Den forelæggende ret ønsker oplyst, om begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« i artikel 4a, stk. 1, omfatter retssagen i første instans, når afgørelsen er blevet ændret efter appel til den berørtes fordel, og om princippet om EU-rettens forrang er til hinder for en national lovgivning, der gør en udeblivelsesdom til en absolut hindring for overgivelse.

Baggrund

• En tjekkisk statsborger blev dømt til fængsel i Tjekkiet.
• Statsborgeren appellerede dommen, men udeblev fra appelforhandlingen.
• Statsborgeren blev anholdt i Tyskland på baggrund af en europæisk arrestordre.
• Tyske myndigheder tvivler på, om arrestordren kan fuldbyrdes, da dommen er afsagt in absentia.

Spørgsmål

1. Omfatter begrebet »retssag« i artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 en appelsag, hvor den sigtede har appelleret, og appellen enten er blevet forkastet eller dommen er ændret til vedkommendes fordel?
2. Er det foreneligt med EU-rettens forrang, at tysk lovgivning udformer udeblivelse som en absolut hindring for overgivelse, selvom artikel 4a, stk. 1, kun fastsætter en fakultativ nægtelsesgrund?

Afgørelse

1. Artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at en appelsag, som har givet anledning til en dom, hvorved den retsafgørelse, der blev afsagt i første instans, blev ændret, og som således endeligt har afgjort sagen, er omfattet af begrebet »retssag, der førte til afgørelsen« som omhandlet i denne bestemmelse.

2. Artikel 4a, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at en national lovgivning til gennemførelse af denne bestemmelse, som generelt udelukker muligheden for, at en fuldbyrdende judiciel myndighed kan fuldbyrde en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, når den berørte ikke selv var til stede under den retssag, der førte til den pågældende afgørelse, er i strid med den nævnte bestemmelse. En national domstol er forpligtet til, idet den tager national ret i dens helhed i betragtning og anvender de fortolkningsmetoder, der er anerkendt i denne ret, i videst muligt omfang at fortolke denne nationale lovgivning i lyset af ordlyden og formålet med denne rammeafgørelse.

Retlige Principper

• Gensidig anerkendelse: Medlemsstaterne er forpligtet til at fuldbyrde europæiske arrestordrer baseret på princippet om gensidig anerkendelse.
• Udtømmende opregning af afslag: En fuldbyrdende judiciel myndighed kan kun afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre i de tilfælde, der er udtømmende opregnet i rammeafgørelsen.
• Fakultative afslagsgrunde: Artikel 4a i rammeafgørelsen fastsætter fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse, men disse er underlagt undtagelser.
• Overensstemmende fortolkning: Nationale domstole er forpligtet til at fortolke national ret i overensstemmelse med EU-retten, herunder rammeafgørelser, for at sikre det tilsigtede resultat.
• EU-rettens forrang: National lovgivning, der er i strid med EU-retten, skal fortolkes i lyset af EU-rettens formål.